1885 Innlegg i stortingsdebatt om målspørsmålet

Johan Sverdrup

Johan Sverdrup
Innlegg i stortingsdebatt om målspørsmålet
 
Statsminister Sverdrup:Jeg ønsker at sige nogle Ord om mit Forhold til den Sag, hvorom vi nu gjennem en lang Debat har talt. I Debatten i og udenfor Storthinget angående Målsagen er der drevet Spil med Ord uden el­ler med Tendents – jeg tror nærmest det sidste. Lands­mål og Landsmål er nemlig to, og det må den erindre, som optræder kritiserende og stiller Spørgsmål med Forlangende om, at de skal blive besvarede. I Almindelighed forstår man ved norsk Landsmål det Sprog, der tales af den norske Landalmue; som sådant falder det i flere Bygdemål eller, om man vil, flere Grupper af Byg­demål. Men man har overført Navnet Landsmål som specifik Betegnelse på de Bestræbelser, der har fundet Sted inden dette Land for at skabe et Mønstersprog på en hjemlig Sproggrund. Hvad nu Landsmålet som Indbegreb af Bygdemålene betræffer, synes der ikke at her­ske nogen Uenighed om, at man må se til at skaffe dem, der skal undervise Mængden af Børn i vort Land, et så­dant Kjendskab til disse og til deres rette Anvendelse, at de kan bruges som Undervisningsmiddel og derigjennem som Oplysningsmiddel. Man erkjender, at når Børnene i Skolen får Lov til at bruge deres Talesprog og Læreren har Evne til at meddele sig deri, vil han sættes istand til at udså en frugtbar åndelig Sæd. Tilegnelsen hos Børnene og deres åndelige Væxt vil fremmes. Der­med er så omtrent alt sagt; dette er i få Ord Summen af det, der tiltrænges inden Undervisningens Område. Vistnok har man hørt under nærværende Debat, at det er betragtet som en Fare, at det i Komiteindstillingen er betonet, at Landsmålet, taget i snevrere Forstand, også skulde benyttes ved Undervisningen i de Kurser, som Lærerne bør gjennemgå, og som alle er enige om, at de skal gjennemgå, hvis Hensigten med deres Hverv i Statens Tjeneste skal kunne nåes på en tilfredsstillende Måde. Men jeg siger, jeg tænker ikke, at det vil finde Medhold blandt tænkende Mænd. Hvad er det Landsmål, det Mønstersprog, man har søgt at opstille – jeg skal betjene mig af det Udtryk indtil videre? Det er jo en dygtig Bearbeidelse af Dialekterne såvidt muligt til Samling af dem til et fælles Sprog; det omslutter det mest udbredte og tillige det bedste og mest karakteristiske, det sprogfyldigste, på samme Tid som det giver Råderum for Valg mellem Udtryk. Når det da her, som det er en Selvfølge, at Bevilgningens Forudsætning er, ikke gjælder om at meddele Eleverne et egentlig Sprogstof, men at lære dem Methoden, hvorpå det Sprogstof de måtte være i Besiddelse af, rettelig skal anvendes efter Tidens Krav og til Gavn for deres Gjerning, så må det vel være det bedste af den Undervisning, man kan byde dem, det, der betragtes som Arbeide på at bringe samtlige Dialekter til Enhed som Udtryk for det norske Almuesprog. Det er ikke muligt, at der derom kan være to Meninger. Over­alt, man har lagt for megen Vægt på Dialekterne. En Mand, hvis Kjendskab i så Henseende ingen vil bestride – jeg sigter til Ivar Aasen, hvis Fortjenester af dette Lands Sprog er erkjendte på en for ham tilfredsstillende Måde, som engang vil stå som et stort Minde i vor Hi­storie, – han siger, at der vistnok er nogen Forskjel mel­lem Dialekterne, men man må vel vogte sig for at lægge for megen Vægt derpå; thi for det meste er det underordnede Ting, hvorom der i så Henseende handles. Når det kommer til Stykket, ved Undersøgelser selv i østlandske Bygder, viser det sig, at Dialektordene er bedre kjendte, end man skulde tro, og især har de, når de er gode, en stor Lethed for at vinde Indgang i Sproget og hos Almenheden. Det viser sig, siger den Forfatter, jeg citerede, bl.A. deraf, at endogså slette Dialektord har vundet stor Udbredelse derved, at de er brugte af gode Forfattere; såmeget større Udbredelse vil da de gode Dia­lektord vinde, når de er anvendte af udmærkede Forfat­tere. Fra dette Standpunkt af tror jeg alle kan være enige om at bevilge, hvad der er forlangt til Kurserne. Jeg har talt om de Indvendinger, der er gjorte fra Sprogbevægelsens Standpunkt. De andre Indvendinger, som er hentede fra Hensynet til Religionen m.m., skal jeg ikke indlade mig på. Jeg har Chefen for Kirkedepartementet ved min Side, og han vil nok i så Henseende afgive det fornødne Svar, især efter den sidste Henvendelse, som er skeet til ham idag. Jeg hører ikke andet, end at i det hele og store taget samstemmer man dog deri, at Un­dervisning i Landsmålet må gives. Jeg har tænkt mig, at det skede på den bedste Måde ved Seminarierne og overalt, hvor der er Anledning til at meddele den. Men Sagen er, at denne Kursusbevilgning har to Sider, og den har en Side, som for mig har en langt større Betydning end den Undervisning, som kan gives i et eller flere eller alle af de fremtidige Kurser ved Seminarierne, og det er den, at den peger på, at man vil virke til Nytte og i udbredte Kredse for det Mønstersprog, som jeg tror man vil nå, og som engang vil blive, hvad der på den anden Side er sagt, at vort nærværende Sprog er, nemlig vort Rigssprog – jeg vil ligeså godt fremholde mit Program strax, for at ikke Nogen skal misforstå min Deltagelse i denne Sags Behandling. For mig ligger disse Kursers stør­ste Betydning deri, at de er et Skridt mere til at fremme den store Målsag, til at få det Mål, som er på Folkets Tunge, formet, dannet, udbildet og forskjønnet til et sandt norsk Rigssprog. Man har sagt, at dette Landsmål, som i denne Forstand omfattes med så stor og udbredt Interesse i vort Land, existerer jo ikke. Hvor er det? Det er lavet, det er opkonstruert, det er opstyltet, – jeg ved ikke alt, hvad der er sagt om det. Jeg skal ikke gjentage disse Ytringer; thi jeg tror, at de er mere dikterede af en Smule Animositet end af en klar Tænkning over Sagen. Skulde det virkelig være muligt, at man stiller Målsagens Horoskop urigtig, når man siger: Den har en stor Fremtid for sig, den vil gå fra Seier til Seier, indtil den bliver den norske Tunge? Dette Sprog nedstammer i lige Linie fra vort gamle norske Sprog, det Oldnorske, og det har Odelsmandens Ret til den norske Tunge; det har bevaret sig ned gjennem Tiderne, og det er ikke sammensmeltet med noget Sprog, som er indført af erobrende Fremmede, således som man har Exempler på hos andre Nationer, hvor Sammensmeltning af Folk og Sprog er foregået gjen­nem Tiderne. Det har været udsat for Tryk; men efterat dette Tryk var hævet, har det igjen fulgt Tyngdens Love – for at bruge et Udtryk af en anden Herre, som forresten havde ondt for at forlige sit Udsagn med sine øvrige Ytringer – og det underholdes af Folkets nationale Tankegang. Man har i en vistnok meget lærd Afhandling sagt, at det er alene en Opgave eller et Pro­blem, ved hvis Løsning der endnu står et Spørgsmålstegn. Nei, det er blevet en Kjendsgjerning. Hvorledes? Har vi ikke fortræffelige lexikalske Arbeider i det, et, som alle anerkjender for at være et Arbeide af første Rang og udarbeidet på en Gang med Genialitet og med en Lærds Flid, som – og det er ikke lidet betegnende – netop er blevet til ved Arbeide af en Mand, udgået ikke af de Lærdes Kreds, men af Folkets egen Midte. Vi har grammatikalske Arbeider over Landsmålet i den snevrere Forstand, som er af høit Værd, og således er Sproget ikke alene samlet til en Rigdom af Stof, men det har undergået en kultiverende Bearbeidelse, det er under­lagt lexikalsk og grammatisk Tugt med en sjelden Dygtighed og i tilfredsstillende Omfang, – ikke således tilfredsstillende, at dermed skulde Sagen være avgjort for kommende Tider, men således, at man ikke er berettiget til at sige, at det Sprog ikke er således repræsenteret, at det endnu er andet end et Problem. Jeg siger, det er en Kjendsgjerning og en Kjendsgjerning, hvis Magt i denne Sal har været følt under hele denne Debat, en Magt så stor, at man af Modstandens Seighed kan slutte sig til dens Vægt og den Indflydelse, den øver i vort Samfund. Vi har fremdeles en Literatur, og i Sandhed den har de Egenskaber, som man helst ønsker en Literatur: Den har vist sig at være i høi Grad tiltrækkende for Almenheden. Antallet af dem, der sysselsætter sig med den, dels for Sprogets Skyld og dels for det nationale Indhold, som ligger deri, stiger betydelig År for År, og med hver Erkjendelse af Sagens Betydning står det Spørgsmål for Enhver: Er der ikke i dette noget levedygtigt, noget, som Samfundet spinder ud af sig selv, og som Staten derfor er pligtig at tage et bestemt Hensyn til, hvor det gjælder Midler til vor Udvikling? Jeg tænker, at når man går nærmere ind på Sagen – det skal kun ske i Antydninger fra min Side – har jeg Ret til at sige, at de Forskjelligheder, som der er meilem Bygdemålene er uvæsentlige; de består fortrinsvis i visse Lyd-, visse Bøinings-former og enkelte mere eller mindre hyppige Anvendelser i Talens Brug af mere omfattende og betegnende Ord. Men alt det, som er eiendommeligt for et Sprog, det, som giver det sin Karakter, det, som bevarer dets Forhold til Nationen og dens Eiendommelighed og den Natur, som denne Nation befinder sig i, det har de allesammen tilfælles, og det skiller dem på en betegnende og bestemt Måde fra alle andre Sprog. De har Sprogets Ret og Sprogets Magt, Sprogets Evne og Sprogets Stilling ligeoverfor Udenverdenen. Derfor har jeg et stærkt Mo­tiv til at være med på den Bevilgning, som her er foreslået. Det er for mig et Skridt videre på den Udviklingens Bane, som jeg tror det norske Folk bør betræde, som det vil betræde, og som det må betræde, hvis det skal kunne tilegne sig en eiendommelig norsk Kultur. Der er intet i Tanke- eller Følelseslivet, som formår at finde sit sande Udtryk undtagen gjennem det Sprog, som lever på Folkets Tunge. Det er det, som man skal tage og styrke, udbedre, berige og forskjønne, og så når man Målet. Det er det bedste Udtryk for den sandeste Tanke og for den mest levende Følelse. Jeg mener, at jeg fra det Standpunkt af vil finde Medhold i vide, meget vide Kredse i vort Land, når jeg siger, at alt, hvad der hidtil er skeet, er kun en Forberedelse for det, som må og skal komme, så sandt som det er Samfundets Opgave at frem­me med Kraft og Indsigt, hvad der rører sig i dets Midte, og såfremt Styrelsen har den Gjerning at gå i Spidsen for Udviklingen. Dens Henvendelser til Folket skal være en Række af Forslag og Opmuntringer til at betræde de Baner, som det viser sig, at man har Magt til at følge, og hvor Folkets Levedygtighed kommer til at vise sig i en stedse stigende Udvikling gjennem Midler og Magt og gjennem Magt og Midler igjen. Jeg har derfor for min Del ikke kunnet stanse på nogen Måde ved at være med på en så tarvelig Foranstaltning som den, hvorom der her er Spørgsmål; at bevilge nogle tusinde Kro­ner til Lærerkurser. Jeg mener, at der endnu i en nær Fremtid må ske to Ting – jeg beder erindret, at jeg lægger mit Program for Storthinget og for Almenheden – der må ske to Ting i en nær Fremtid: Der må oprettes et Professorat i det norske Folkesprog ved Universitetet. Jeg tænker, at den Professor, som engang vil få denne Post – jeg taler næsten med Sikkerhed, så overbevist er jeg om, at denne Post vil blive oprettet – han vil nok forstå det, at han har en stor Opgave deri at arbeide videnskabelig for et af de største praktiske Formål, som et Folk kan stille sig. Han vil samle og sigte, han vil sammenstille og organisere, han vil veilede og han vil pege på de Retninger, hvori Arbeidet skal fortsættes dels af andre som Hjælpere for ham, og dels av dem, som kommer efter ham. Denne store og betydningsfulde Virksomhed må til, for at der kan være et Samlingspunkt, hvor de Bestræbelser, som udgår fra det hele Folk, kan finde sin sidste Bearbeidelse og ledsages af nyttige Råd, af betydningsfulde Vink, inden de udgår til Almenhedens nærmere Overveielse og til dem, som bruger Lands­målet i Talen. Dernæst finder jeg, at Landsmålet ikke alene bør benyttes fremtidig i Almuskolen som et Undervisningsmiddel, et Hjælpemiddel for Læreren til at komme i nærmere og bedre Forbindelse og Forståelse med Eleverne, men at det bør væreUndervisningsfag,ikke således strengt påbudt, at det fra Begyndelsen skal gjøres til Pligt i alle Skoler i Landet at indføre det, men således, at der bliver Valgfrihed for vedkommende Kommuner til at bestemme, hvilket Sprog den i så Henseende tror med størst Held bør benyttes inden deres Skolestuer. Jeg antager, således som jeg anskuer Sagen, med fuld Sikkerhed, at dette her blot bliver en Over­gangsordning, og det hjælper da ikke at holde frem for mig, at der gives Distrikter i dette Land – og jeg syntes jeg hørte en Gjenklang af de gamle Expektorarioner om den store Forskjel mellem Østland og Vestland – at der gives en hel Del Kommuner på Østlandet, for hvilke denne Sag er af mindre Interesse. Nu, lad os se, hvad Prøven vil føre til! Men Et er ganske vist, at, forudsat at Sagen nyder Fremgang, at Sproget bliver dyrket med Held og Indsigt, at det vinder Terræn År for År, da vil det også vinde Indgang i de Kommuner, hvor der nu tales et slet Dansk-Norsk. Man taler om Dialektforskjellen. Man tænke sig vort nuværende Sprog, fastholdt som et sandt Landsmål – som det står skrevet fra en Fraktion ved Universitetet, et «sandt Landsmål» står der – hvorledes vil da Dialektforskjellen stille sig, når man søger at opretholde den slette dansk-norske Tunge, som for en stor Del er rådende på Østlandet, ved Siden af de Bygdemål, som tales på Vestlandet og i Nordland? Man har talt om forvirrede Forhold; men de vil være tilstede i høieste Grad i dette Tilfælde overalt. Jeg kan ikke et Øieblik nære Tvivl om, at den endelige Seir vil blive hos det norske Landsmål, at det vil fortrænge den dansk-norske Tunge, kanske efter at have modtaget Indvirkninger af det nuværende Skriftsprog, som i enkelte Henseender kan være gavnligt; men jeg har ikke Tvivl om det endelige Udslag. Jeg skal benytte nogle Ord af en Mand fra den anden Side. Han siger i et officielt Do­kument til Storthinget: «Et Folks eget Ordforråd er jo det skarpeste Udtryk for dets eiendommelige Tænkesæt, og de nedarvede Betegnelsesmåder derfor også omvendt den sikreste Vei, ad hvilken man kan føre nye Udviklingsmomenter ind under dets Opfatning og umiddelbare Forståelse.» Jeg tillader mig at spørge, om det er muligt at give et Sprog en bedre Anbefaling, at virke mere styrkende for en Sprogbevægelse, som er i fuld Gang og allerede tæller så mange Tilhængere og hvert År vinder nye og i sig selv har Betingelserne for at udbredes, så langt Norges Land når? Det vil jo hverken sige mere el­ler mindre, end at i Tilegnelsen af et nationalt norsk Forhold, deri ligger det eneste sande Middel for en åndelig Udvikling af vort Folk. Hvorledes? «Det er den sikreste Vei, ad hvilken man kan føre nye Udviklingsmomenter ind under dets Opfatning og umiddelbare Forståelse.» Ja, er det ikke det store og brede, uundgåelige, uundværlige, betingende for Folkets Fremadskriden i Kul­tur? Og når der kan ske sådanne Undere ved Anvendelse af enkelte Ord, hvad må så ikke være Tilfældet, når det hele Sprog arter sig efter Folkets Natur? Og ikke nok hermed. Man må ikke her standse ved Folkets åndelige Udvikling. Jeg siger, at Landsmålet, talt af Alle og Enhver i dette Land, det vil fremfor alt styrke Kjærligheden til Hjemmet og til de hjemlige Forhold, til det, som er godt i det Nedarvede. Til enhver sand klangfuld Betegnelse, til den vil være knyttet en Række af Minder, som vil øve en overordentlig Indflydelse såvel i det offentlige som det private Liv. Det er den Klangbund, som aldrig vil undlade at give Gjenlyd, når noget Stort og Godt fremtræder i vort Samfunds Liv. Der blev sagt af en Taler igår, at først når Skolelæreren igjen kunde være sig selv, så var han sin Gjerning i Sandhed voxen. Nu siger jeg, idet jeg udvider denne Tanke til noget meget større: kun det Folk kan i Sandhed udføre sin Gjerning i Nationernes Række, som er sig selv. Og intet Folk er sig selv, som ikke eier et nationalt Sprog, som er dets Kulturmiddel og Udtrykket for, hvad der lever og rører sig i det. Der er fra gammel Tid et besynderligt Forhold i vort Land. Jeg vil bruge det som Modsætning. Der var en Tid i dette Land, da der var en Del, en liden Fraktion af Samfundet, som i Besiddelse af en høiere Bogkultur betragtede det hjemlige med Ringeagt og ansa sig selv for at stå i Forståelse med hele den civiliserede Verden, og deri søgte den sin Fortrøstning og sin Ære. Dette Forhold må vendes helt om. Lad der være Enkelte, som kan finde Tilfredsstillelse i Tanken om en Tilslutning af den Art, – den store Mængde må finde sin Ære og Tilfredsstillelse i at være sig selv og hjælpe til, at Landet gjennem Tiden kan være sig selv. Jeg hørte igår bl.a. henpege på, at rimelige Krav til Sprogudbedring kunde ske Fyldest ved Benyttelse af det dansk-norske Sprog under Påvirkning at vort såkaldte Målstræv, og jeg hørte i den Anledning anprise som Exempel Studiet af Asbjørnsens Fol­keeventyr. Jeg må spørge – jeg tror ikke, jeg opfattede Vedkommende urigtigt –: hvad er det, som man der vil finde? Man vil finde det dansk-norske Sprog med alle dets Karaktermærker og Eiendommeligheder; men i det Sprog serveres til Frokost nogle enkelte norske Udtryk og Vendinger, som gouteres, først fordi de i sig selv er karakteristiske og dernæst, fordi de er nye eller ialfald Variationer af det, man er vant til at se. Men dersom Nogen tror, at man ad den Vei kan opkonstruere, lave, opstylte, hvad man kan sige er et norsk Sprog, som fortjener det Navn, tager han sandelig Feil. Ligeså gjerne kan man tåge et Lappetæppe og sammenligne det med et Brüsselertæppe; Lappetæppet kommer dog i alle Tilfælde til at bestå af Filler, som er så som så sammenføiede. Det er ikke min Tanke, at man skulde standse med de videre Forholdsregler, som jeg har nævnt; men Sagen er den, at når et kraftigt Skridt gjøres, når Udviklingsbetingelser, Understøttelsesmidler gives, så vil Arbei­det for et sandt norsk Sprog tage Fart og Væxt, og efter den Stilling, som det da i ethvert Tilfælde vil indtage på Udviklingens Stige, bliver Forholdsregler også at træffe fra Storthingets og Styrelsens Side. Jeg har den Tro, at den Gang, jeg har skildret som Sprogbevægelsens, at den vil blive den, som vil blive fulgt i vort Land, så længe indtil Seiren for det norske Mål er vunden, og jeg er overbevist om, at for hvert Fremskridt, som gjøres på den Vei, vil de Hjælpemidler, der rækkes fra Storthingets og Styrelsens Side, blive stærkere, fyldigere og mere skikkede til at virke direkte for Målet. Ja, jeg vover at sige, at den Dag ikke er meget fjernt, da denne Erkjendelse vil være så levende blandt os, at der ikke synderlig længere vil være Spørgsmål om et dansk-norsk Sprog kontra et Landssprog, men at Bestræbelserne vil være rettede på at gjøre det norske Landssprog så fuldkomment, så indholdsrigt og så smukt som muligt. Jeg kan ikke komme til andet Resultat ved at veie Forholdene og de Betingelser, som ligger i dem, ved at gjøre mig bekjendt med Sagens Fremtoninger i vort Land og den levende Interesse, hvormed den omfattes fra Landsende til anden; men jeg har det også på en Følelse, som har fået sit Udtryk af en finsk Digter, et Udtryk, som jeg nu vil benytte:
«Lyssna till den granens susning,
vid hvars rot ditt bo är fåstadt!
 

Statsminister Johan Sverdrup i stortingsdebatten om målspørsmålet 30. april 1885. Storthingstidende. Forhandlinger i Storthinget 1885, s. 543–546. Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 197-206. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006