1877 Den ny-norske Sprog- og Nationalitætsbevægelse 9. brev

Arne Garborg

NIENDE BREV (Programmet for den nærmeste Fremtid.)

 

Mine Herrer! Som De ser, lader jeg stadig det Spørgsmål henstå fuldstændig åbent, hvorvidt Målsagens«storeFormål», Dannelsen af et almennorsk Kulturmål, nogensinde vil blive nået. Jeg har ikke desto mindre troet at kunne hævde vor fulde (subjektive) Ret til at arbeide, idet jeg ikke har kunnet anerkjende den Art Ræsonnement, der først og fremst spørger efter en Tankes «Mulighed», ikke efter densRet.

Men nu er det ganske sandt: at arbeide for en sådan Sag på Grundlag af dens blot og bart ideale Ret – det vilde unægtelig være tungvindt, og Stillingen vilde ingenlunde være så sikker og solid som ønskeligt kunde være. Heldigvis har imidlertid vort Arbeid en bredere og mere reel Basis, hvor den kan blive stående og be­holde sin Betydning og Ret endoguden Hensyn tilhint «store Formål». Der er nemlig ét Område, hvor Målsagen har Sandhed, ikke blot hypothetisk, eller i en ubestemmelig Fremtid, men netop nu, netop i Dag; – ét Område, hvor vi kan arbeide uden Spor af Tvivl eller Uro, men med ligefrem Vished for, at vi arbeider i det Godes Tjeneste, det gå nu med «Nationaliteten» som det vil, – og hvor vi dog, på samme Tid, kan fastholde også hin Forhåbning for Fremtiden, ja arbeide med Bevidstheden om, at vi her er på den eneste rette og mulige Vei også tildensVirkeliggjørelse. Dette fredlyste, trygge og løfterige Område er –Folkeoplysningsarbeidet.

Virksomheden for den almindelige Folkeoplysning og Folkeopdragelse er jo væsentligt Alles store Fællesopgave, og dens Berettigelse kan således umulig bestrides. På dette Felt har også vi Forpligtelse til at arbeide, og der tager vi følgelig Plads, ikke blot med Ro, men med Glæde og Freidighed. Forskjellen mellem os og de Andre bli­ver kun den, at vi for vor Virksomhed har valgt det i alle Henseender ædleste og smukkeste Middel, idet vi nærmer os Folket i dets egetSprog, og således er visse på, at vi – ialfald om vi forstår at bruge dette Sprog ret [1] – både kan udrette mest godt og tillige spare os for adskilligt af detmindregode, som vi ved følger med en Folkeoplysning påfremmedGrundlag.

– Vort Arbeid får overhoved en dobbelt Betydning.Negativtsøger vi, modarbeidende Proletariatiseringen, at redde Folket fra Nedværdigelse og den hjemlige Nationalitet fra Forkvakling og Opløsning.Positivtsøger vi, på Hjemlighedens, det selvudviklede Åndslivs, egen sunde og frugtbare Grund at fremme Folkets Opdragelse og at give det såvidt muligt Del i den almindelige menneskelige Kultur.Kulturvil vi, almen Kultur, men ikke på Grundlag af det naturlige selvudviklede Åndslivs Undertrykkelse og Forkuelse, thi da modarbeider vi jo netop væsentligt vor egen sande Hensigt: Folkets Opdragelse; – vi vil den påGrundlagaf og i organiskEnhedmed, hvad Folket selv har udviklet; thi da bliver Resultatet netop, hvad vi i Sandhed må tilsigte: almindelig Kultur i selvstændig Opfatning, nationalt eiendommelig i Bearbeidelsen og Formningen, naturligt sluttende sig til og udviklende, hvad dette Folks Åndsjordbund selv bedst vil kunne bære og bringe til Udfoldelse.

– Må jeg nu spørge: ser De Dem egentlig istand til at indvende noget Alvorligt mod en sådan Virksomhed? Eller tør De påstå, at det at arbeide på en sådan Måde for en sådan Opgave egentlig er noget for en brav Mand Uværdigt, Noget, hvorved han med Rette pådrager sig alle dannede Menneskers Uvilje og, med Rette, får Plads på Opinionens sorte Bræt? – Ja, tør De virkelig påstå dette, – høit, uden at rødme, – da vil jeg sige, at De er en Mester i Forstillelseskunsten.

 

Jeg kan specialisere vore Formål endnu nærmere. Vi vil Folkets Udvikling og Opdragelse ved, på Hjemlighedens Grund, at søge opbygget en folkeligSkole,en folkeligKirkeog en folkeligLiteratur.

Jeg håber, De vil finde disse Opgaver tilstrækkelig be­stemte. Og man er jo allerede avanceret et temmeligt Stykke fremad. Som før fortalt er Bygdemålene nu i Brug som Undervisningsmedium på en stor Flerhed af Skoler, og dette er, kunde jeg sige,Hovedformåletfor denne Side af Målmændenes Virksomhed, ja vilde i og for sig alene være nok til at retfærdiggjøre Målreisningsarbeidet, om det end ikke vandt en Tomme mer. – Der trænges nu blot norske Skolebøger, dels for at Undervisningenhelt udskal kunne foregå på Bygdemål, såat ikke Noget af Skolens knappe Tid skal gå tabt ved den evindelige Oversættelse, og dels for at Børnene med større Lyst og Glæde kanlæsesine Bøger. Men på Skolebøger arbeides der netop nu særdeles flittigt. – HvadKirkenangår, så er den derimod endnu næsten uberørt. Vel tæller Sagen varme og alvorlige Venner også inden Præstestanden. Men i Almindelighed lever vor Geistlighed så udenfor Folket og så fjernt fra dets Liv og Interesser, at den aldeles ikke aner sin alvorlige Op­gave på dette Punkt. I andre protestantiske Lande har det for en stor Del netop væretKirken,som har reist Folkenes Mål; men vor Kirke forholder sig her katholsk og er et villigt Redskab i Denationalisationens Hænder. Præsterne, Menighedens Hyrder,Sjælesørgerne,finder det ikke Umagen værdt at lære sine Menigheders Sprog, hvad de dog havde så let Anledning til; – lad da hellerMenighedernefra Barnsben af stræve med at lærePræsternes!Dermed præker de væk, trøstende sig med, at Bønderne ialfald så omtrentlig«skjønner Meningen»;– Resten får da være Bøndernes egen Sag. – VorLitera­turer derimod, som De ved, allerede betydeligt fremskreden. Vi tæller allerede et temmelig stort Antal Forfattere, deriblandt sogar enkelte af Rang, og Læsere tæl­ler vi i et stedse stigende Antal. Her arbeides der også uophørlig. Flere Yngre voxer også nu til og kommer med. Endog jeg, uværdig, har vovet mig ind i denne Virksom­hed – og håber at blive der. Thi her arbeider man med så hel Samvittighed og med så klart Standpunkt, og derfor giver Arbeidet slig Lyst. – Det er også, for den Sags Skyld, mere interessant at være med at danne og forme et nyt, helstøbt Sprog, der i sin naturfriske Kraft, Skjønhed og realistiske Fylde yder et så herligt Stof for den formende Meisel, – end at ligge og lappe og «forbedre» på et gammelt Mål, som man ikke i Sandhed kan føle hverken som sit eller som sin Nations!

 

Et Tanke-Experiment. Jeg sætter, at De kan Tysk sånogenlunde,såat De, med blot en ganske ringe Anstrengelse, og når enkelte Gloser eller Vendinger fraregnes, kan læse og forstå lettere Sager. Videre tænker jeg mig, at dette er Alt, hvad De kan, og at De så ved Hjælp af denne Deres Kunskab i Tysk skal tilegne Dem alt det Øvrige, som De trænger for at blive et nogenledes oplyst Menneske. De har ikke Ordbog eller Grammatik, og Deres Lærer taler Tysk ligesom Bøgerne.

Nuvel, De læser. Og – under Forudsætning af en ganske liden Anstrengelse – De forstår også, hvad De læser, sådan i det Hovedsagelige. Hvad De nemlig ikke forstår, gjætter De, og hvad De hellerikke kan gjætte, det – springer De foreløbig over. Læreren præker og forklarer; men hans Tysk er Dem ofte ligeså svær at fatte som Bogens, og desuden falder det i Regelen ikke ham ind at oversætte eller forklare de Gloser eller Udtryk, som De netop har «stået på», eller misforstået; thi Lærerenforudsætter,at De kan Tysk, og befatter sig der­for blot med Bogens almindelige Tankeindhold. Dermed skurer det i Vei; De lærer Lexe efter Lexe og får da nærmest kun et Slags «Total-Indtryk» af, hvad De læser, eller dog en Opfatning, der påmangePunkter bliver vaklende, ufuldstændig og uklar.

– Dersom De læser en Tid på denne Måde, vil De nok opdage, at Resultaterne ikke bare er gode. Den sta­dige Gjætning, der også oftere medfører Misforståelser og Meningsløshed, gjør Dem slap og skjødesløs med Hensyn til det virkelige Tankeindhold; De lærer at fuske og nøie Dem med blot halv og uklar Opfatning. Derved demoraliseres Tanken, taber i Skarphed og Energi, taber den fulde Evne til selvstændig Indtrængen i Stoffet og til sikker Fastholden af Begreberne; – den lærer at nøie sig med «Total-Indtrykket», det såkaldte «Væsentlige», der i Virkeligheden ikke er Begreb, eller Tanke, men snarere – Tåge. Forsåvidt De overhoved skal holde di­stinkt fast på et Indhold, må dette væsentlig ske meka­nisk, gjennem Hukommelsen –: De tager Deres Tilflugt til den egentligen såkaldtePugning.Derved har De Ter­minologien, så De til en Examen altid kan «svare» for Dem, hvorved De ialfald får Udseendet af at have den selvstændige Forståelse.

Om nogle År vil det begynde at gå lettere; De gjætter så længe, til De tilsidst gjætter ret, og Sproget falder Dem derfor efterhånden lettere. Men – Methoden har imidlertid sløvet Dem både i Tanke- og Viljekraft. De vil følgelig også nu have vanskeligt for at danne Dem klare og koncise Opfatninger. Forudsætningerne, Begyndelsesgrundene, har De jo fusket Dem fra, så der er De uklar, og Tanken, som skulde trænge ind i Stoffet, er «demoraliseret» ved den stadige Tilvænnelse til Gjætning, Fusk og Omtrentlighedsopfattelse. Det er meget muligt, at De greier Dem godt til Examen. Men det er noget nær vist, at Deres åndelige Udvikling vil være temmelig forkvaklet, og at Deres selvstændige Tankeliv vil have et for­holdsvis meget magert Udbytte af det lange Stræv med Bogen og «Lærdommen». – Dersom De ikke i denne Tid havde seet og iagttaget en Del selv, og dersom De ikke stadig havde hørt lidt Fornuft på Deres eget Modersmål, vilde desuden Resultatet have været endnu me­get elendigere.

Vi kan imidlertid tænke os, at De fra først af var et særdeles klart og energisk Hoved, så De ikke kunde finde Dem i denne sløvende Omtrentlighedslæsning. De vilde da ikke gjætte og springe over, De vilde spekulere og arbeide; hver Gang der kom en Vanskelighed, vilde De standse, til De på Sæt og Vis troede at have løst den; opdagede De så siden, at De havde gjort Dem skyldig i en Misforståelse, vilde De tage det Hele forfra igjen, til De havde det inde i fuld og grei Sammenhæng. På denne Måde vilde De ganske vist undgå Omtrentlighedens Tågethed, Hjerneslappelsen, Begrebslammelsen; – men den dyre, dyre UdviklingsTid, den kunde De dog have anvendt så meget bedre.

– Netop således er det, man behandler vort norske Bondefolk fra Barndommen af. Otte År gamle tages de Små af Hjemmet og sættes til Skolepulten, med danske Bøger, dansktalende Lærere – og hverken Ordbog eller Grammatik. [2] Ganske vist: ved nogen Anstrengelse vil Barnet – på adskillige Enkeltheder nær – i det Omtrentlige kunne forstå Bogmålet. Men man må huske, at der af Barnet ingen sådan Anstrengelse kan fordres. Bar­net har af Naturen ikke den Forståelse af Kunskabens Betydning, at det skulde kunne pålægge sig nogen sær­deles Møiefor at nå den: Barnet må lokkestil at lære, derved, at man indgiver det Lærelyst. Men om Noget er istand til at kvæle Lærelysten, så er det vel dette, at Kunskaben meddeles i en Form, der i og for sig kræver Anstrengelse fra Barnets Side, – medens Formen netop skulde tjene til at letteden Anstrengelse, der er forbunden med selve StoffetsOpfatning og Tilegnelse. Des­uden må det erindres, at Barnet ikke, således som den Voxne, har let for at orientere sig overfor det Nye og Fremmede. Det tager enhver Ting umiddelbart. En Voxenkan, af Sammenhængen eller ved Sammenligninger, slutte, at «jeg» = eg, at «Ben» = Bein, at «Kurv» = Korg o.s.v.; men Barnet forbliver stående overfor Ordet som Fænomen og kan ikke gjøre sig Slutninger med Hensyn til Idiomernes indbyrdes Forhold, så at det med Lethed skulde kunne reducere dem. Barnet forholder sig til Bogmålet uden videre som til noget Fremmedt, hvoraf det forstår enkelte Ord, gjætter andre – og springer over Resten. Imidlertid står Læreren og «forklarer» i det Vide og det Brede – på samme Mål som Bogen. Bar­net hører måske på; men at forstå et fremmedt Mål, når det tales, kræver særlig og skarp Opmærksomhed – : Barnet bliver snart træt, og formår ialfald ikke at fastholde Synderligt af, hvad der siges, fordi det er for optaget med Enkelthederne, med hvert Ord og hver Sætning. I Regelen vil den dansktalende Lærer hellerikke altid blive opmærksom på de for Barnet vanskelige Udtryk [3], hvorved ialfald Meget kommer til at henstå uforstået, halvforstået eller misforstået af Bømene. Og selv i heldigste Tilfælde, selv da, når hvert Ord og Begreb gjennemgåes, omskrives eller oversættes – hvilken uforsvarlig Misbrug af den kostbare Tid! og hvilken åndsfortærende, al tænkelig Lærelyst dræbende Undervisning!

I Kraft af Mangfoldiges Erfaring – i negativ som i positiv Retning – står det fast, at denne store national-pædagogiske Løgn med det danske «Modersmål» er en af de vigtigste Hindringer for Folkets Opdragelse og Undervisning. Dersom den ikke virker sløvende på de Lærendes Tanke og befordrer Uklarhed og Usikkerhed i selve Opfatningen, hvad den dog i Regelen må gjøre, så sinker den ialfald Fremgangen, svækker Lærelysten og vanskeliggjør den frie og umiddelbare Tilegnelse af det Stof, der skal læres, på en Måde, der ikke står til at for­svare. Allerede den tvungne, unaturlige Tone, den lægger over Undervisningen (man tænke sig, at Bømeneskal «svare» og fortælle på det fremmede Mål!) er i flere Henseender fordærvelig og pædagogisk forkastelig. [4]

– I den voxne Alder skal også al Oplysning indhentes på Fremmedmålet. Og De bør engang søge at gjøre Dem det indtrængende klart, hvorledes dette hemmer den frie Opfatning og den frie Tanke-Cirkulation, – ikke så meget hos Talenterne, thi efter nogen Tids Stræv lærerjo de Målet i det Væsentlige, – men hos selve Folkets menige Mængde. Har De hørt en almindelig Mand læse? Har De lagt Mærke til, hvorledes han fusker: læser galt og mærker det ikke, snubler over Ord og går forbi dem, overspringer Linjer og bliver ikke opmærksom, interpungerer vilkårligt eller sletikke og læser dog med stor «Andagt», [5] – og alt i denne eiendommeligt ensformige og farveløse Tone, der mer end Noget pointerer, at hans Forhold til Bogens Tankeindhold er et væsentlig dødt? Og selv i heldigste Fald, selv der, hvor han tænker, og der, hvor han forstår: alt er ham dog så væsentlig fremmedt, han gjenfinder aldrig sig selv i dette, aldrig helt ud sin egen Måde at opfatte og udtrykke sig på, aldrig noget, der når og tiltaler ham selv fuldt og frit og umiddelbart; altsammen er som talt og tænkt ud fra en anden Sfære, hvor han selv føler sig fremmed; det minder om «Bylivet» og den «høiere Verden», der, hvor Fogden og Præsten bevæger sig, men har ikke væsentligt Forhold til ham selv og hans Liv; selv den folkeligste Forfatter kan ikke udrette, hvad han ellers kunde, formedelst dette Indtryk af «Byvæsen» eller «Fornemhed» ): Fremmedhed, som han gjør på Folkets Mængde formedelst sit Sprog og den deraf væsentligt betingede Fremstilling.

Dersom ikke vort Folk levede og iagttog så meget selv, og dersom det ikke til de seneste Tider havde havt så megen selvskabt Kultur at leve på, så skulde det seet endnu meget uslere ud såvel med dets Ånds som dets Hjertes Udvikling, end det nu gjør. Men nu er det også på Tide at komme Menigmand lidt til Hjælp, skaffe ham lidt naturlig Undervisning og Oplysning, en sådan, som han uden Kunster kan forstå og som han uden Knot kan gjøre til sin, – og en sådan Oplysning er det, vi Målmænd vil prøve at skaffe ham. Vi vil ikke en Oplysning, der møder ham som noget «Nyt», nogetoverham selv og hans Liv Liggende; ikke en Oplysning, der spalter hans Bevidsthed sønder i en tvedelt Viden: en selvvunden, naturlig, afpasset for hans eget Liv, og så en fremmed, indpugget, der danner som en Verden for sig selvudenforLivet; ikke en Oplysning, der svækker hans Kjærlighed til sit eget Folks Åndsliv, svækker hans Agtelse for sig selv og sin egen Tænkning og udenfra pålægger ham enandenReflexions- og Opfattelsesform; – men vi vil en Oplysning, som han uden særligt Stræv kan assimilere og have Gavn og Glæde af; en Oplysning, som slutter naturligt ind i hans egen Tankegang og blot giver den nye Impulser og videre Baner, og en Oplys­ning, der ikke binder ham i underdanig Ærbødighed til Bogen og de Boglærde, men netop sporer ham til Selvtænkning og Selviagttagelse, fordi det, som Bogen byder ham, ikke synes noget Fremmedt og Fjernt, men netop adresserer sig lige til ham selv i hans eget Hverdags Liv. Han skal lære at omgåes Oplysningens Tanker frit og selvstændigt, som sin egen Eiendom, som Noget, også han, qua sig selv, og just i sine Livsforhold har Ret til at eie og nyde og drage Åndsnæring af. – En sådan Op­lysning må altså i Bund og Grund være «folkelig», og dertil kræves forskjellige Betingelser; men dens eneste sande og fuldt hensigtsmæssigeForm– er det folkelige Sprog.

Vi vil ikke komme til den menige Mand fornemme eller knotende, i vor dansk-norske Bykultur-Værdighed,nedladendeos til at præke lidt ned til ham fra vore «Høider» på mer og mindre tilgjort «Folkeligt» om de for Bonden «nødvendige» Smuler af vor egen bundløse Visdom, – alt Sligt skræmmer ham bort eller giver ham et fordærveligt Indtryk af, at Oplysning og Knot, «Dannelse» og Kaksevæsen nødvendigt hører sammen; – vi vil gå til ham helt og ærligt, tale til ham som til ethvert andet tænke- og taleberettiget Menneske, i hans eget Modersmål, efter hans naturlige Måde at tænke og reflek­tere på; – da først tror vi, at vi i Sandhed kan løse vor Opgave, såvidt ialfald som den nogensindekanløses. –

Vi kan ganske vist ikke Alle gjøre dette, så godt som det må gjøres; mangt et Forsøg mislykkes endog rent. Men vi arbeider på Opgaven, til vilærerat løse den!

 

Så snart vi tør antage, at «Tiden er kommen», vil vi indtrængende forlange, at Folket selv gjennem sine Repræsentanter begynder at drage lidt Omsorg for sit Fædrenesprog, at det ikke tilsidst skal rent oprives ved en herskende Klasses fremmede Indflydelse. Først og fremst må da Skolen reddes. Skal Modersmålet Slægt efter Slægt rives de små Børn ud af Munden, da mådet jo tilsidst opløse sig og blive borte i opblandet og uselvstændigt Proletariatmål. – Og Børnene må dog vel engang, på Landet som i Byerne, kunne få Lov til at få sin Opdragelse på det Mål, der trods Alt dog alene er deres, det eneste, der fuldt svarer til deres Trang og Behov. Der­for skal Folkeskolens nødvendige Lærebøger snarest muligt, foreligge på Folkets Mål, og vi tvivler da ikke på, at Storthinget uden unødig Forhaling vil iværksætte, at der åbnes fri Adgangtil at indføre dem ved alle Landsskoler [6] trods den herskende Klasses tankeløse Modstand.

Med Hensyn til Skolebøgernes Målformhar man tre Veie at gå. Man kan sige: lad Bøgerne foreligge, og lad så indtil Videre hver Bygd selv vælge. Eller man kan tåge 3–4 af Hoveddialekterne, normalisere dem en Smule for de pågjældende Bygders Behov, og så aftrykke ial­fald første Skoletrins Bøger på disse. [7] Endelig kan man vælge en fælles Normal, og da vel ubetingetIvar Aasens.Dette kan gjøres uden Fare, dersom Bøgerne i Ordfor­råd og Stil er virkelig norske, samt greie og letlæste, og dersom man erindrer Lærerne om at praktisere den rette Regel for Målets Læsning: at Enhver så vidt muligt skal læse sin egenTaleud af Bogstaverne, ikke væsentligBogstaverne selv;– og Hovedsagen: hele den mundtlige Undervisnings gjennemførte Anvendelse af Bygde­målet, vil ialfald være sikret. – I alle Tilfælde måtte naturligvis Børnene på det høiere Skoletrin få den nødvendige Undervisning i at læse Dansk (og Svensk), hvad der på det Standpunkt ikke vilde falde dem så vanskeligt, når de først gjennem sit eget havde lært at læse med Fornuft. – Dette måtteLæsebogengive tilstrækkelig Anledning til.

KirkensNationalisering ligger længer ud i Fremtiden. Her er på alle Kanter for mange Fordomme at overvinde. For dem, der vil Kristendommen vel i dette Folk, står imidlertid denne Opgave som en fuldt så alvorlig. Det er på den ene Side ikke bra, at Vorherre stadig gjennem Kirken præsenteres som denfornemmeMand, overfor hvem Enhver, når han træder frem for ham, nød­vendigvis måknote;på den anden Side er det også et mindre glædeligt Faktum, at vort Folkemål selv endnu er væsentlig udøbt, hedensk, idet alle specifik kristelige Begreber og Udtryk gjennemgående er lånte fra Bogmålet.Kirken kunde let, under den fortskridende hjemlige Udvikling tilsidst komme til at stå for Folket som detUnationale,det ovenfra og udenfraIndførte,hvad der neppe i Længden – særlig under denne Tids Forhold – vilde geråde til dens Styrkelse. – Derfor bør vel de, som vil, have Lov at arbeide også på dette Felt, forat Kristendommen også hos os måtte kunne voxe helt ind i Folkets Liv og knytte sig fast til dets Åndsudvikling gjennem Modersmålets hellige sympathetiske Band. Men varsomt må her arbeides, og med særdeles Tålmodighed.

 

Her har De i de store Træk, «hvad vi vil». [8] Og jeg vover at gå ud fra, at De ikke med nogen særdeles Følelse af Berettigelse vil kunne angribe vor Virksomhed i disse Retninger. Vi holder os jo her kun til selve det Folk, dertalerdet norske Sprog, og med hvad Ret eller i hvis Navn De, den Dansknorske, da skulde kunne an­gribe os, begriber jeg kun vanskeligt.

Nu er det imidlertid sandt: vi Målmænd, ialfald de Fleste af os, tror virkelig, at der ud af dette Arbeid i Tidens Løb skal kunne udvikle sig nogetMere,at f. Ex. vor «folkelige» Literatur efterhånden kan udvide sig til en mere almen, og så til en virkelig Nationalliteratur, og at der samtidigt hermed, og som Forudsætning derfor, kan udvikle sig en virkelig norsk Nationalitet, ved Racernes fortsatte Sammensmeltning og det hjemlige Elements stærkere åndelige Fremvæxt, samt ved Fædrelands-kjærlighedens og Folkebevidsthedens mulige Stigen i Sandhed, Styrke og Klarhed. Vi – Mange af os – tror dette. Det er vor høiere historiske «Ide», vor gjennem Arbeidet bærende og styrkende forhåbningsfulde «Drøm». Dette skrifter vi ærligt.

Men skulde da virkelig det at nære en sådan Forhåbning være en så forskrækkelig Dødssynd?

Hvad er det tilsidst egentlig, vi slåes om? Hvad er det, som sætter sådan en evindelig Splid mellem Dem og os? – Til syvende og sidst intet andet end dette Harmløse, at vi –trorpå hin «Drøm», men De tror denikke.–Erså det egentlig Noget at være Uvenner om?

End om vi ganske simpelt arbeidede hver på sin Kant og hver på sin Måde, Alle efter muligste Evne, – og så, med Hensyn til Fremtiden og dens Muligheder, lod Entøver blive salig i sin Tro?

 

 

Den ny-norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse. Et Forsøg paa en omfattende Redegjørelse, formet som polemiske Sendebreve til Modstræverne. Af Arne Garborg. Kristiania 1877. Niende brev, ”programmet for den nærmeste Fremtid.” Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 144-155; notar side 157-159. [Niande brev]

 

[1] – og efterhvert som Folket lærer at læse det let og rigtigt; thi dette må til, hvor norsk end Sproget bliver!

Men, som jeg har fortalt Dem før –: i denne Henseende er der alleredegjort store Fremskridt; og om end Øiet altid har vanskeligt for at vænne sig til det «nye» Skriftsprog med dets uvante Stave- og Lydregler, så ved vi dog nu, at vor Bonde i Regelen har ganske let for at komme ud af det med vore Bøger, så sandt de ellers er godtskrevne.Thi det må også til, hvor norsk end Sproget bliver! –

[2] Dersom Barnet virkelig fiklæreDansk, lære det methodisk,somet fremmedt Sprog, så var det ikke farligt, om end måskeTidenkunde anvendes en Del bedre. Men det Fordærvelige ligger i denne underfundige stiltiende Løgn, at Dansken påbyrdes Barnet netop under Navn af «Modersmål» (!), hvorved det altså simpelt vækforudsættes,at Barnet forstår det, og netop ikkeskal«lære» det.

[3] Hvilken dansktalende Lærer vilde falde på at forklare et Udtryk som: «på En nær»? – Det har dog voldt en (forresten flink) Gut store Vanskeligheder. Og dette: «Israels Børn slog Leir ved det røde Hav»? Den dansktalende Lærer vilde her neppe ane nogen Vanskelighed. Og dog har en Bekjendt fortalt mig, at han som Gut grublede længe på, hvorfor Israels Børn drog tildet røde Havfor atslå Leir,da de jo havde så rig Anledning til den Motion i Kong FaraosTeglværker!– At Ordet «Ske» (udtalt Skje) skulde kunne betyde «Skei» (udt. Skjei), husker jeg fra min Hjembygd forekom os som en høist mærkelig og forunderlig Ting ved «Stormandsmålet». O.s v. Enhver kan jo her supplere med Exempler i Mængdetal.

– Byfolk pleier at være så raske til at påstå, at «Bønderne for­står nok Bogsproget, – Børnene med. Samtidig erklærer de, at de selv, skjønt dannede og boglærde Folk, dog har vanskeligt for at forstå «Målet». Især gjælder dette Dialekterne (Thelemål, Hal­ling- og Valdrismål o.s.v.). Når det nu er så, at(voxne, intelligente)Byfolk har ondt ved at forstå Bondens Mål, hvor kan de da tro, at Bonden (og Bondebørnene)så ganske uden videre skal forstå Bogmålet?? –

[4] Af de mangfoldige Vidnesbyrd, der er fremkomne til Bestyrkelse heraf, skal jeg blot fremdrage et eneste: – gamleProvst Landstads.Som bekjendt har denne Mand mer end de Fleste havt Anledning og Evne til at gjøre Iagttagelser på dette Område, og om hans Redelighed og Sandhedskjærlighed antager jeg ikke, at selv den djerveste Modstræver vil vove at tvivle. Han siger (Fortalen til Folkeviserne):«Hvor dette(Folkets Sprog)er Modersmålet iFædrehjemmet, der må Barnet, når det begynder at læse vore Bøger, sdgodtsom lære et nyt Tungemål, en Omstændighed, der haren mere hemmende Indflydelse på Undervisningen i vore Skoler,end man i Almindelighed er tilbøielig til at tro.»– Dette var skrevet i Året 1853. Men endnu har, som bekjendt, Folkeoplysningens høiere Vedkommende ikke truffet endog den allerringeste Forføining for at få dette Misforhold rettet. –

[5] Jeg tænker her specielt på Postillelæsning eller Læsning i Bi­belen; sligt har man oftest Anledning til at høre hos «almindelig Mand». Dog også Aviser.

[6] Reformen kommer selvfølgelig for det Første kun til at gjælde Hovedbygderne. De Bygder, hvis Mål er mindst udpræget, trænger den ikke så nødvendigt. Alle, som vil, bør imidlertid, snart eller senere,kunnekomme med.

[7] «Det er umuligt!» siger man. Ja, – dersom man ikke forsøger. Men hele den Tillempning, som her vilde trænges, kunde simpelthen foretages – i Korrekturen!

[8] Jeg tror nemlig at kunne antage, at Flerheden af Nutidens Målmænd i Hovedsagen står samlede om de her antydede Opgaver. Synspunkterne og den nærmere Begrundelse vil jeg dog her, ligesålidt som andensteds, udgive for andet end subjektive; thi i Meget af, hvad jeg har sagt, vil vistnok mange Målmænd være uenige.