1876 Hvad vi Maalstrævere vil, og hvorfor vi vil det

Kristofer Janson

Mine Damer og Herrer! Det er blevet sagt, og vist altfor sandt, at en af Nordmændenes Hovedegenskaber er Sinne.Der er vist få Lande i Verden, hvor man kjævles, rives, bides og klores med det Alvor og den Partilidenskab, som hjemme i mit kjære Norge. Der kan være mange, som betænkelig vil ryste på Hovedet ad dette som en sørgelig Feil ved Nationen; men jeg tror i Grunden, at det blot er Tegn på en sund, normal Tilstand. Sagen er den, at vi er et ungt, varmblodigt Folk, og et af de bedste Tegn på en Ungdom, som der er Liv og Indhold i, er jo det, at den er hidsig, strider for sit til sidste Blodsdråbe og gjerne tager Munden for fuld. Der har været så mange Spørgsmål oppe siden 1814, så megen Gjæring, så mange brusende Planer, at det vilde være unaturligt, om disse skulde være udkjæmpede med modne og koldsindige Diplomaters Høflighed og Ro. Nei, slå i Bordet og gnistre med Øinene, det hører Ungdommen til. Om nogen skulde ville protestere mod, hvad her er sagt, vil jeg bare henvise ham til Målsagens Historie i vort Land. Der er vel få Sager, som der strides om med det Sinne som den. Gamle, fortørkede Departementsmænd og lærde Skindbogsmennesker, som gå i sit daglige, vanlige Trit som Oxer for Plogen, kan man få rent røde i Kammen ved at nævne den. Forkjætrelser og Banstråler har lynet til alle Sider. På den ene Side har Sagens Modstandere udråbt Målstræverne for de mest blinde og hårdnakkede Fanatikere, som vil føre Landet 400 År tilbage til Mørke, Råhed og Barbari; deres Indlæg har været krydret med en pikant Sauce af vittige eller uvittige Anekdoter om de forskjellige Høvdinger for Sagen; Målsagen er «ungdommeligt Vanvid».
På den anden Side har Målstræverne udråbt Modstanderne for uværdige Sønner af Fædrelandet, for Bondehadere og blødagtige Danskevenner o. s. v.
Nu Folk blive kjede af bestandig at skyde med riflede Kanoner, man råber sig tilsidst træt og hæs, så der var Våbenhvile en Stund. Men så begyndte den gamle Kanonade igjen for et Par År siden, da det viste sig, at den foragtede og udleede Askelad, som man nær troede skudt ihjel eller tiet ihjel, pludselig viste sig i bedste Velgående i Storthingssalen og krævde at få en Plads jevnbyrdig med de andre vigtige Landsens Sager.
Det er om denne Askelad, jeg nu vil tale. Og til at tale om den er vel jeg en af de nærmeste, jeg, som en Gang for alle er mærket offentlig med det Skilt: «han hører til de farlige»; jeg, som i denne Sag har mattet stå som Nehemias med Sværdet i den ene Hand og Murskeen i den andre. Tør jeg derfor, mine Damer og Her­rer, udbede mig et Øiebliks Opmærksomhed for, hvad det er, vi Målstrævere vil, og hvorfor vi vil det.
Grundvolden, hvorpå hele Målsagen hviler, er den, at et Folks Sprog ikke er noget uvæsentligt, som et Klædningsstykke, man kan lægge af og på efter God­tykke; men at det er noget, som er det givet af Gud, noget, som er således sammenvævet med de fineste Eiendommeligheder i Folket, at dræbes det, dræbes Fol­ket som originalt Folk med det samme.
Et Folk kan vel lære at forstå et andet Lands Sprog, men aldrig hjertelig tiltalesaf det. Man ser derfor også overalt i Historien, at når Dødshugget skal føres mod et Folk, så rettes det altid mod dets Sprog. Hvad er det Rusland driver på med i Polen nu? Hvad er det Preus­sen forsøger i Nordslesvig? Mon ikke at kue Sproget og drive frem sit eget istedet? Både Rusland og Preussen ved altfor godt, at kan den Dag komme, da de polske Børn tale og have fået kjært det russiske Mål, så er også hver Oprørsånd kuet for bestandig, da har det pol­ske Folk ophørt at være til, da er Polen Provindsen under Rusland. Og kan den Dag komme, da Nordslesvigerne tale tysk, da kan Danmark skyde en hvid Pind efter Nordslesvig, om Afstemning end tusind Gange fandt Sted.
Sproget er Bærer af Folkets Selvstændighedsfølelse, Kjærligheden til det er uadskillelig forbunden med Kjærligheden til Land og Folk. Men nu er det en vitterlig Sag, som mange af Modstanderne heller ikke nægte, at Norge har for Tiden to forskjellige, om end beslægtede Sprog,et norsk, indfødt,som har udviklet sig fra Gammelnorsken, men som nu kun er Talesprog, ikke Skrift sprog,og som findes spaltet i mange Dialekter rundt hele Landet, hos Størsteparten af Landets Indbyggere, og et dansk, indført,som tales i en fornorsket Skikkelse og med norsk Klangpræg af Mindretallet, i Byerne, men som har den Overmagt, at det er gjaddende Skrift sprog, Undervisningssprog, herskende i Skole, Thingsal og Kirke.
Hvorledes dette er gået til, kan de fleste historiske Lærebøger give Besked om. Henimod Sortedødens Ti­der  var det, som det norske Folk sov ind, sygt, slapt i alle Ledemod, uden Modstandskraft. Det stærke Liv, som havde skabt sig Udtryk gjennem Saga- og Skaldekvad, var sluknet; Midtpunktet for Åndslivet var flyttet fra Høvdinggårdene på Landet ind til Byerne; de vare de rådende og toneangivende. Men på den Tid begyndte det svenskeMål mere og mere at få Indpas hos os. Vi kom i Samlag med Sverige; den staute, vakre, ridderlige Hertug Erik, som var bleven indgiftet i vort Kongehus, havde været Mønstret for alle unge Ridderlapse i mit Fædreland; Svensk blev på Moden. Men Svensk var på den Tid ikke i meget forskjelligt fra Dansk. Skal man nogen Tid kunne tale om et skandinavisk Sprog, så var det på denne, da Birgittinermunkene med sit Plaudervælsk af Svensk, Dansk og Norsk reiste Landene imellem og var Bærere af Åndslivet.
Så kom Kalmarunionens Tider. Vi kom i fast Sam­lag med Danmark, og Dansken tog da Svenskens Rolle: at smugle sig ind i Byerne efterhånden og blive på Mo­den. Reformationen, som i Sverige reiste Modersmålets Anseelse, fuldførte Danskens Seier i vort Fædreland. Det stærke åndelige Liv, som Danmark bar i de Dage, strømmede velgjørende også ind over os, men desværre uadskillelig forbunden med det danske Mål. Man må ikke tro, at dette Målskifte er gået op for sig stille, fredeligt, og med et Slag. Nei, det har, som den danske Lærde N. M. Petersen siger, været som en anden Naturrystelse; det har krævet mangfoldige År, før det har sat sig og fæstnet sig. Fra den Tid af kan man skjelne to Kulturudviklinger i vort Land: den store, alment kjendte, hvortil også Norges Storkræfter bragte sine Offere gjennem Holberg, Wessel o.s.v. den, som var fælleds for Danmark og Byerne i Norge og den anden, ubemærkede, ukjendte, som udviklede sig på Landet gjennem Fædrenes Overleveringer, Tænkemåde og Skikke, og som skaffede sig Luft i Kjæmpeviserne, Folkeeventyrene, Sagnene, Stevene og Ordsprogene, hvor man altså må søge den åndelige Udvikling, det norske Folk har gjort i uafbrudt Sammenhæng med det gamle på sin hjemlige Grund, og som derfor bliver den Grundvold alle nye norske Skalde må stå på, når de vil slå an nor­ske Toner.
Sagen er altså den, at vi har 2 Sprog i Norge, et som er Bærer af Fælleskulturen med Danmark, som i det høieste kan kaldes dansk-norsk, og som er Skriftsprog og et andet, som er Bærer af den særskilt norske Kulturudvikling, og som er norskt og Talesprog på Landet. Nu er det detMålsagens Venner vil forsøge, at få dette norske Talesprog efterhånden hævet til Skriftsprog,så at Norsk kan blive enerådende i Norge, ligesom Svensk er det i Sverige og Dansk i Danmark.
 
II .
 
Men hvorfor kan det ikke gå som det går? Dansken har jo samme Stamme som Norsken, er i Grunden sam­me Sprog, måtte altså ved at udvikles i norsk Retning godt kunne tjene som Middel for den norske Eiendommelighed? Så sige mange.
Nei det kan ikke gå som det går, netop fordi Dansk ikke er Norsk og aldrig ved at fornorskes tusind Gange kan blive Norsk. Det svenske Sprog er forfransket; men om det optog femdobbelt så mange franske Ord, blev det derfor ikke Fransk. Et Sprog er mere end en Sammenvæltning af Gloser, og vore velmenende norske Lappeskræddere kan derfor sy Lap på Lap af norsk Vadmel på den danske Kjole, det blir aldrig en norsk Kjole de får frem, det blir Lapverk. Vi se også, hvorledes de fleste, som tog stærkt i med Fornorskningen i Begyndelsen, nu have firet. Landstad blev dømt til at plukke ud af sit første Salmebogsudkast mange norske Ord, da de skurrede for stærkt i norske Øren. Og så går det ikke an heller at optage de norske Ord i deres rene Form i Skriftsproget. Diftongerne passer ikke med det andre, og så må Ordene da danskes på. «Røyna» må blive til «røne», «ei Leika» må blive til «en Lege» o.s.v., og det er disse Ord, som i Grunden hverken hører hjemme i det danske eller norske Sprog, hverken er Fugl eller Fisk, der gjælder for så svært norske.
Og så er det den uheldige Omstændighed, at dette «nære Frændesprog» dog ikke er så nært, at ikke det svenske Sprog ligger det norske Landsmål nærmere. Og det må dog kaldes unaturligt, at et Land skal have et Skriftsprog, der ligger så langt fra Størstepartens Talesprog, at et andet Lands Sprog vilde ligge det nærmere. Netop fordi, som jeg sagde, et Folks Sprog er sammenvævet med dets fineste Eiendommeligheder, netop der­for må Norge få igjen et norsk Skriftsprog, for at det kan finde Udtryk for det bedste, Hjertet eier.
 
«Her talast Dansk, og kvart eit Ord
det snører til vårt Tungebond,
og jagar frå vår Fedra-Jord
den gamle, sterke, norske Ånd;
kvar Visa er eit Ledemot
i Bandet kring den norske Fot.»
(A. O. Vinje.)
 
Nei, det kan ikke gå, som det går, fordi det er una­turligt og uværdigt for et Folk at låne Skriftsprog,fordi det er et Trældomsmærke, som endnu sidder igjen fra vor Fornedrelsesperiode.
 
«Vårt Folk i Trældom lenge gjekk
med Sut forutan Sæle,
men som det att sin Fridom fekk,
so må det få sit Mæle.»
(A. O. Vinje.)
 
Det skal aldrig slå feil, at når et Folk reiser sig af sin Dvale, er Sproget det første, det søger at værne om, hvis det er stedt i Fare. Og den, som vil se nærmere på Tingen, skal også finde, at hele vor Udvikling, siden vi blev et frit Folk, har gået i Retning mod Målsagenog må naturligt gå den Vei. Allerede tidligere, da Frihedstankerne begyndte at ulme, skjød Målsagen sine før­ste Vårblomster. En Sorenskriver i Hallingdalen, Stockfleth,skrev en Vise på norsk Bygdemål for at vise «den høist uvelkomne Portion af danske Embedsmænd», hvor umuligt det er for Hallingen med hans harde, velklingende Mundart at forstå deres bløde Sprog.
Og en anden Nordmand, en Præstesøn fra Våge i Gud­brandsdalen, Edvard Storm,Oehlenschlägers Lærer, gik dernede i Kjøbenhavn og længtede hjem til sine Fjelde og Barndomsminder. Længselen brød ud i Sang, men da blev det ham umuligt at bruge det danske Sprog. Han synger på kav gudbrandsdalsk, og synger henrivende, naturfriskt, hjertevarmt, så disse hans Viser, som han selv kun vovede at trykke med ørsmå Typer som et uvær­digt Tillæg til sine danske Digte på Tidens Mode, de er det, som bærer hans Navn til os den Dag idag, mens hans Ode til Indfødsrettens Pris og alt dette andet kjedsommelige forlængst er begravet. Disse hans simple Vi­ser vil synges og elskes af Folket, sålænge det er til. For­resten var denne Mand slet ikke, hvad vi nu vilde kalde en Målstræver. Tvertimod han arbeidede, hvad han kunde, på at få fremmede Ord ind i Dansken, når disse vare «gode», som han kaldte det, og vilde gyse ved Tan­ken om at forvise det danske Sprog fra Norge. Men hans gudbrandsdalske Viser, hvor Manden får Lov til at være sig selv, kuldkaste alle hans Theorier; de er et levende praktiskIndlæg for Målsagens Berettigelse.
Og vil man så følge den åndelige Bevægelse i Norge efter 1814, skal man se, at der meget snart rører sig (og det mærkelig nok mellem de dansktalende) Trangen til og Råbet på at få et norskt Sprog. Men Ulykken var, at disse velmenende Åndens Mænd lidet eller intet kjendte det norske Sprog; det lå begravet i Fjelddalene; ikke en Kjæmpevise, ikke et Eventyr, ikke et Stev var endnu fundet. Bønderne gjemte over dem som sine hemmelige Skatte, og ingen brød sig større om at lede efter dem. Alligevel forsøgte Schwachog Mauritz Hansen,så godt de kunde at tvinge et og andet norsk Ord ind i Dansken og hente sit poetiske Stof fra Bondelivet, hvor de følte, at den norske Eiendommelighed slog stærkest. Og Bjerregaardvovede endog at føre ind på Theateret en Sætergjente, som talte kav gudbrandsdalsk. Det var i Stykket «Fjeldeventyret». Jubelen i Kristiania var uendelig, for dette smagte norskt.
Så kom Wergelandstiden. Henrik Wergeland,så unorsk han ellers i mange Retninger skrev, havde dog som Folkets Høvding Syn for, hvorledes Sprogstillingen var i vort Land. Han skriver således til Fredrika Bre­men «Vi Nordmænd have mer end andre 2 Sprog, som vanskelig kunne trænge ind i hinanden: Skriftsproget,det fordanskede, som Folket tvinges at lære for Konfirmationens Skyld, og som det forkaster, såsnart Tvangen er forbi og Talesproget,som de dannede ikke trænge såvidt ind i, at de kunne berige og forskjønne dets Mundveirsliteratur eller endog kun redde dets levende Sange for de Degenerationer, de ere undergåede og undergå.» Og i en Afhandling om «norsk Sprogreformation» skri­ver han blandt andet: «Er den Bemærkning rigtig, at man synes at kunne kræve af et Folks hele Sprog, at det skal gjengive os gjennem Øret noget, lignende det Helbegreb, vi gjennem Øiet og Granskningen have samlet om Folket og Landet, da fornemme vi i vort nærværende Skriftsprog langtfra dette så tydeligen, som Folkets og Landets skarpe Karakter fortjener. Men i Almue målethøre vi den; vi finde der vort Norge og den Na­tur, som fostrede os op.» «Det er ikke længer Navnetaf et norsk Skriftsprog og norsk Literatur, som Nordmændene ville vinde. Men nu er det Virkelighe den af et selvstændigt Skriftsprog,som fremæsker Norges Ånder.» Vi se således, at Wergeland i Theorien helt ud er Målmand; i Praxis kunde han ikke nå så langt. Han måtte blive stående ved Fornorskning af det bestående.
Både var Landsmålet den Gang lidet eller intet kjendt og slet ikke bearbeidet, og hans gjærende, urolige Ånd, som idelig trængte til at skabe, kunde ikke give sig Tid til at gjøre en Sproggranskers møisommelige Arbeide og iføre sig et nyt Klædebon, hvormeget han end elskede det. Han har dog også praktisk forsøgt sig som Målstræver i en Række Viser i Bygdemål.
Ja selv hans djerve og skarpe Modstander Welhavenpeger på den gamle Saga og Bondelivet som det, der forfriskende og livsskabende skal overrisle vort Kultur­liv. Men denne Saga og dette Bondeliv er uadskillelig forenet med det norske Sprog.
På denne Tid begynder Jorden først for Alvor at oppløies for Målsagen. P. A. Munch, Keyserog Ungeroparbeide den gamle Historie og det gamle Sprog; Jørgen Moe og Asbjørnsen samle Folkeeventyrene og Sagnene, og Landstadløfter Kjæmpevisernes Skatte op i Lyset.
Så kommer Ivar Aasen,en Bondegut fra Søndmøre, som har erfaret på sig selv, hvad det vil sige, at norske Bønder oplæres gjennem et dansk Skriftsprog, som med utrolig Flid har hævet sig på Sprogvidenskabens Høider, så kommer han og viser gjennem sin Grammatik over det norske Folkesprogførst, at det foragtede Bondemål, trods alle sine Dialekter, dog har sin faste ensartede Bygning, i mangt forskjellig fra den danske, og dernæst gjennem sin Ordbog over det norske Folkesprog,at dette Bondemål er forbausende rigt på Ord og Udtryk for Tankens fineste Bøininger og ofte eier Udtryk for Begreber, som Dansken kun kan gjengive med fremmede Ord. Disse Arbeider gjorde stor Opsigt ikke blot her, men også i Udlandet, og Ivar Aasens Navn blev sat mel­lem de første Sprogvidenskabsmænd. Hvad man beundrede hos ham, var ikke blot det nye og overraskende han bragte for Dagen, men også den Grundighed, Flid og Nøiagtighed hans Arbeider viste, og som gjorde, at man med fuld Tillid kunde overgive sig til ham. Men Ivar Aasen standsede ikke hermed. Han havde fået offentlig Understøttelse til at reise rundt i vort Land fra øverst til nederst og undersøge de forskjellige Bygdemål. Resultaterne af disse Undersøgelser fremlagde han foruden i sine videnskabelige Arbeider og i en Samling «norske Ordsprog», også i en liden Bog, som han kaldte: «Prøver af Landsmålet iNorge». Her fremlægger han først Prøver til Gjennemsyn af de fleste forskjellige Byg­demål i Norge og kommer så med Prøve på, hvor let alle disse Bygdemål kunde sambindes til et fælles norsk Skriftsprog. Her er det første Gang man ser Ivar Aasens Normalmål på Tryk, det hvorom siden alle Målstrævere med færre eller flere Små-Afvigelser i Ortografien har flokket sig. Ved denne Bog blev han det praktiskeMålstrævs Fader.
Han viser her, hvorledes hans Skriftsprog ingenlunde er noget selvopfundet, selvlavet Sprog, grebet ud af Luften, men at han kun bruger, forædlet og renset, det som lever på Folkemund den Dag i Dag. De gamle Former, som det norske Sprogs Udvikling gjennem Tiderne har kastet overbord som overflødige, skal ingenlunde vækkes op igjen af døde. Hermed var Norskhedssagen trådt ind i et nyt Stadium; men nu ventede man på Digteren, som skulde komme og blæse Liv i de døde Ben. Det magtede ikke Ivar Aasen. Vel har han skrevet trofaste Billeder fra Folkelivet og varme, kjernesunde Sange, men han flyver ikke høit. Men Digteren kom, Aasmund Olavson Vinjekom, selv Bonde fra Thelemarken. Og han vidste at bruge dette nye Skriftsprog, snart til de fineste Rim, snart til skjærende Spot, snart lynglimtende Vid, snart i Politikens, snart i Videnskabens, snart i Poesiens Tjeneste. Det vilde føre for langt bort nærmere at gå ind på denne mærkelige Mands Liv og Virken, det vilde tage en Aften for sig. Men vist er det, at han har gjort dem til Skamme, som kalde det norske Sprog hårdt og råt og udygtig til at bære en Kultur.
Samtidigt med disse to Mænd fremtrådte og Bjørnsonog Ibsen.Fra denne Tid skiller Norskhedsstrømmen sig i to bestemt adskilte Grene, de egentlige Målstrævere,som gå i Aasens og Vinjes Fodspor og oparbeide det nor­ske Folkesprog og Fornorskningsmændenemed Bjørn­son og Ibsen som sproglige Høvdinger, der ikke kunne tage Steget fuldt ud, endnu stå på det beståendes Grundvold og ikke have Tro på, at Målstrævernes Plan er gjørlig.
I lang Tid var der Feide, blodig, bitter Feide mellem disse to Retninger, uagtet begge stræbte til samme Mål, en større Frigjørelse fra den danske Tunge. Nu står Gudskelov Bjørnson Side om Side med Målstræverne som sine Venner. Og der er også hans Plads. Thi hans Bondefortællinger er således fødte af den norske Ånd, så bestemt prægede i Ordstilling og Sætningsbygning af det norske Sprog, at man kan sige, det er en ren Feiltagelse, at de have seet Dagsens Lys på Bogmålet. For dem, der kjender det norske Landsmål, klinge de rent som Oversættelser fra Norsk. Det er derfor umuligt for mig at fortælle Bjørnson uden på Landsmål. Den eneste Fortælling af ham, som er trykt på Landsmål, beviser bedst Rigtigheden af, hvad jeg siger. Det er «ei fårleg Friing». Der klinger den dansk-norske Original rent mat mod den norske Oversættelse. Der viser det sig, at det norske Landsmål havde været den Form, hvori Bjørnsons nor­ske Ånd havde fundet sit fuldkomneste Udtryk. Men endnu vil der gå lang Tid, før de af vore Digtere, som ikke ere bondefødte, kan finde sig hjemme i det rent norske Klædebon; endnu vil Fornorskningen i lang Tid skride jævnsides med Målstræverbevægelsen som en hi­storisk naturlig Ting. Men det vil jeg have slået fast, at ligesiden 1814 har det norske Folk følt det danske Skrift­sprog som en Hemsko på sin Udvikling og har stræbt at frigjøre sig derfra såmeget som muligt; ligesiden 1814 har den sproglige Bevægelse bøiet hen tilMålsagen og ikke fraden.
 
III.
 
Jeg sagde, at vi ikke kan lade det gå som det går, fordi dansk Skriftsprog i Norge er unaturligt, et uværdigt Trællemærke, som sidder igjen fra vor Fornedrelses Tid. Dette er ikke den eneste Grund. Således som Sagerne nu står, øves der Vold imod Bonden. Hans Udvikling hemmes og bliver i det høieste rent forstandsmæssig. Tænk Eder Dansk som eneste Undervisningssprog på de svenskeAlmueskoler, så har I akkurat samme Forhold som hjemme, ja Forholdet vilde endog blive lempeligere i Sverige, da Svensk ligger Dansken nærmere, end de norske Bondedialekter gjør det. Skolen bliver pinlig, kjedsommelig både for Lærer og Barn, Kundskaben noget udenpåsmurt, udenadlært, som så let stryges af, når Skolen er slut, Konfirmationsundervisningen bliver et truende Skjær, som står i Veien for alle deres Livsplaner, et nødvendigt Onde, Prædikenen i Kirken ofte en surrende, søvndyssende Lyd, som går ind det ene Øre og ud det andet. Alt som står i Forbindelse med Skolen, Læsning, Bøger, står for de fleste, som ikke har Kundskabstørst og Tålmodighed nok til at overvinde Vanskelighederne, som noget de helst vil være kvit. Derfor er der fuldt af Bønder på Vestlandet og Nordlandet, som endnu ikke holde noget Blad eller åbne en Bog, men glade som frie Fugle under Himmelen kaste al Lærdom­men overbord, såsnart de blot har klaret det vanskelige Skjær, Konfirmationsundervisningen. På Østlandsbygderne, hvor Dialekterne ligge noget nærmere Dansken, er jo Tilstanden bedre i så Henseende; men selv der kan en Katekisation på Kirkegulvet være nok til at overbevise En om Målsagens Nødvendighed. Barneansigterne blive så mærkværdig dumme og slappe, Svar og Bibelsteder slippes ud af Munden som en lang Remse, koldt og meningsløst; man ser, deres Hjerte ikke er med. Det er pinende fortvivlet at høre på. I gamle Dage satte også Skolemestrene en Ære i selv at tale og få Børnene til at tale det stiveste Bogmål; de var indprentede det på Seminarierne, og disse knotende Mellemting af Bymand og Bonde var derfor velkomne Lækkerbidskener for vore Digtere, som også har kastet sig over dem med Forkjærlighed. Nu kan man vel sige, de Dage mestendels er forbi, og de Skolemestre «en Saga blot». Det har da Målsagen virket til, at Undervisningen på Skolen nu betydelig er løst, således at Læreren kan få Lov til at bruge Bygdemålet til mundtlig Fortælling og lade Børnene svare på det. Ja ind i den reglementerede Læsebog har der smuttet sig nogle få Landsmålsstykker. Men endnu står dog Dansken som enerådende i Lexebøgerne, og hvad man stræber efter, er i det Høieste ved Hjælp af Bygde­målet at bringe Børnene til at forstå Dansken og blive dygtige i Dansken og skrive rent Dansken. Derfor skal man altid se, at når Bønder skal til at skrive politiske Indlæg eller hvad det er, bliver det stivt, koldt, formelt, klodset og utækkeligt. Det går som gamle Ueland sagde, at Tankerne, om de ere nokså varme, brænde op eller flyde bort, når de skal frem på det Mål, som ikke er deres Tale- og Hjertesprog. Der er jo dem, som helt kan arbeide sig op i det danske Sprog og gjøre sig til fuldkommen Herre over det, således de mange flinke Bondegutter, som have arbeidet sig op til Præster eller andre studerte Folk; men da er de ligesom gåede over i en helt anden Verden, de er skilte fra sine Barneminder og sit Barndoms Hjem, de blive ofte som Jeppe i Baronens Seng de allerhårdeste mod sine egne og dem, som ser med størst Foragt ned på det simple Bondemål. I Storthingssalen skal man nok kjende Forskjel på de Bønder, der vove at tale sit Bygdemål greidt og rent og kantale det, og dem, som skal forsøge sig i det finere Bogmål. De første tale ulige friere og bedre. Det er alt forsøgt, hvad en Skole, grundlagt på Landsmålet, kan udrette. Et Par Bondegutter, som har gjennemgået en Folkehøiskole, have oprettet Friskole for Bondebørn, hvor al Undervisning drives på Landsmål, og det er forbausende, hvad Resultater de have vundet. Børnene lærte at læse og skrive i en Håndevending, de skabte formelig en egen norsk Stil, frisk og naturlig. Når de da var sikre på sin egen Grund, fik de først Lov at læse Dansk. På den Måde blev Skolen Liv og Leg, de fik Lyst til Læs­ning og større Mål i Livet end at blive en dygtig Fækar. De lærte at få Kjærlighed til sit eget og ikke længer se på det som noget råt og simpelt. Derfor er Målsagen den hjertelige Oplysningssag i vort Fædreland,kun gjennem Almuskoler grundlagte på Folkets eget Mål kan man vente at opfostre fribårne, frigjorte, kundskabslystne Bønder, kun gjennem den Vei kan man åbne Gang for de poetiske Kræfter, som ligge indestængte i vort Bondefolk, og som nu ikke kan finde sit rette Udtryk. For stærke Kræfter gjærer der, som vilde tilføre Literaturen noget nyt, om man end ikke tager Munden så fuld som Vinje, når han siger, at hele Telemarken be­står af Digtere.
Når man anfører Forholdet mellem Skriftsprog og Bondedialekter i andre Lande for at vise, at det der er ligeså stor, om ikke større Kløft end her, beviser det in­gen Ting. Det beviser kun, at om Påstanden er sand, trænger de der til en Målreisning ligesåvel som her. Vi se jo også, hvor der netop i vore Dage arbeides i den Retning rundt i Europa, både i Tyskland, Frankrige, Belgien og Storbritannien.
Ja der øves Vold mod Bonden, om det går som det går; men det er endnu ikke alt. Denne Adskillelse i Sproget hindrer Samarbeidet mellem den dannede Stand og Bønderne.Det har jo hændt, at en Svensk har måttet optræde som Tolk mellem to Nordmænd, en Bymand fra Kristiania og en gudbrandsdalsk Bonde. Det har hændt og hænder daglig, at de største Misforståelser opkomme for Retten, ved at Dommeren og Anklagede ikke ret forstå hverandre. Da jeg en Gang var Lagrettesmand (det var i Sel i Gudbrandsdalen) hørte jeg på, at Dom­meren læste op den afgivne Forklaring og tilspurgte An­klagede, om det var rigtigt således, eller om han vilde høre det oplæst en Gang til; men Bonden svarede: «du kann gjerna lesa det so mange Gongjer du vil fyre mig, eg skjyner so inkje eit Ord av det lel.» Men slige Vidneforklaringer er jo også protokollerede på det juridiske Tatermål.
Ved denne Adskillelse har Bonden vænt sig til at betragte Embedsmændene og Byfolk som en fremmed, halvt fiendtlig Race, ham aldeles uvedkommende; derved er det Had opkommet, som skaffer sig et så spottende lystigt Udtryk i Folkeeventyrene, hvor Skriveren må kare lid og Gløder over sig hele Natten, Fogden danse og kastes fra Væg til Væg til lyse Morgen, Lensmanden holde i Kalverumpen og springe over Stok og Sten, til Tungen hænger ud af Halsen, og Præsten enten sat på Hovudet i Blødmyren eller kastet i Gåsehuset i en Sæk og næsten klypt til Døde af Gjæssene. Her i Folkeeventyrene kan Bonden uhindret give sit Hjertelag Luft, ellers kan han være ydmyg og krybende nok foran Embedsmændene; thi den norske Bonde er endnu ræd, han føler sig trykket af Kundskabens Overlegenhed, han vover ikke så let sin Trøie.
Man kan tænke sig, hvorledes denne Mistro, for ikke at sige Had, har hindret den gjensidige Tilnærmelse mellem den dannede Stand og Bonden, og lagt Stene i Veien for mangen varmhjertet, velmenende Embedsmand, som vilde sin Bygds Vel. Men det er den store Misforståelse, som har gjort galt værre, at Embedsmænd og Byfolk hidtil har stået i den Formening, at den eneste Måde at løfte og forædle Bonden på var at flytte ham fra hans Grund over på sin,at drage ham ind i Bykulturen og Bysproget. Resultatet af disse Bestræbelser har da væ­ret at skabe en hel Del knotende Kakser, som efterligne Bydannelsen i alt det udvortes, men i Grunden kjende sig ulykkelige i al sin Stas og blive til Latter for både sine Egne og sine nye Venner.
Den Uvillie og Mistro mod Byfolk og Bydannelse, som har givet sig sit poetiske Udtryk i Eventyrene, har nu været fuldelig besvaret med samme Mynt fra de «dannedes» Side. Bonde har for dem været det samme som noget klumpet, råt, latterligt, og det er ikke længer siden end ifjor, at Kristiania Borgere strømmede skarevis i Theatret for at nyde og gotte sig over et Stykke, som fremstillede de østlandske Fremskridtsbønder som nogle dumme, fedtede, skidne og skurvede Folk. Dette Stykke gik 50 Gange over Scenen, tror jeg, med stort Bifald.
Man kan vide, at denne Rivning mellem den såkaldte dannede Stand og Bondemassen, at de betragte hveran­dre næsten som to fremmede, fiendtlige Magter, hver med sit Sprog og sit Livssyn, må virke svækkende på Landets åndelige Kraft. På Island lærte jeg først ret at se, hvilken sambindende Kraft et fælles Landsmål kan have. Der var Embedsmændene Folkets Førere, nød fuld Tillid af dem og gik som en af deres Egne. Her nærer Sprogadskillelsen også Standsforskjellen. Når Bonden træder over Præstens eller Skriverens Dørtærskel og der strax mødes med et fremmed Mål, der ligesom har forpagtet al Dannelse i Landet, og kanskje også med den overlegne, beskyttende Faderlighed, da føler han sig tryk­ket og ønsker sig vel ude igjen. Under sådanne Forhold kan der aldrig blive den rette personlige Ligemandsstilling, ikke den dybe, personlige Vexelvirkning på hver­andre. Kunde Embedsmændene på Landet tale Bondens eget Mål og udføre alle sine Forretninger i det, da vilde Bonden strax mere kjende ham som sin egen, få Tillid til ham og åbne sig for ham. Derfor vilde også der Målsagens Seier hjælpe til at udjevne Kløften.
 

Hvad vi Maalstrævere vil, og hvorfor vi vil det. Fore­drag af Kristofer Janson. Kristiania 1876. Her er teke med kapittel IIII. Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 104-118.