1749 Skiønsomme Læser. [Innleiing til Glossarium Norvagicum]

Erich Pontoppidan

Det gaaer mig efter poetens Ord: Cælum, non animum mutant qui trans mare currunt. Saalænge jeg boede i Kiøbenhavn, havde jeg den Ære og Fornøyelse, ugentlig engang at sankes med Dennem i den af alle Videnskabs-Elskere høylig fortiente Herres Huus, som Aar 1743 lagde Grund til Deres priisværdige Selskab, og endnu beærer same med sin Høyeste Anførelse. [1] Hvad een eller anden af os kunde opdage eller og i fuldkommen Lys og Klarhed fremstille til gode Videnskabers Dyrkelse, særdeles til vort Fæderne-Lands, Sprogs og Histories ydermere Kundskab, det var vort fælles Øyemerke og tillige vor Forlystelse. Siden den Tiid ere nogle af Selskabets første Lemmer ved Dødsfald forflyttede til de Førstefødtes Forsamlin i en betre Verden. Andre ere ved Embeders og Boepæles Omskiftelse adskilte derfra. Det sidste har blant andre rammet mig, efter den allerhøyestes Førelse, hvilken jeg alltid kalder god, i hvor det gaaer.
            Derfor betinere jeg mig af denne Leylighed til at fornye hos Deres Excellencer og øvrige gode Herrer, et fraværende Medlems Ihukommelse, afleggende tillige et lidet Vidnesbyrd paa det, som jeg sagde af Begyndelsen, nemlig at min Hu og Hiertelag til bemeldte Videnskabers Dyrkelse ikke er omskiftet ved Luftens og Landets Omskiftelse. Min Hoved-Sag har det aldrig været, men blant Bi-Sagerne den allerbehageligste, skiønt mit egentlige Kald ikke har tilstedet mig, at giøre nogen synderlig Fremgang deri. Jeg boer nu i et Rige, hvor mange Ting findes af det Slags, som visselig fortiente at fremlegges Deres priselige Selskab til nøyere Grandskning og Undersøgelse. Udi Norge er Naturen ret frugtbar paa saadanne Fostere, som sielden forekomme i en Deel andre Lande. Dog dermed kand jeg, for mange Aarsagers skyld, ikke give mig af, uden saavidt at jeg maaske med Tiden kunde underkaste Deres Skarpsindighed nogle Natur-Lærens vigtige men vanskelige Knuder at opløse.
            Derimod tilsender jeg Dem denne gang et lidet Forsøg paa en Samlign af saadanne rare norske Ord, som gemeenlig ikke forstaaes af os Danske, men ere dog for en god Deel Danske Ords Roed og Stamme. Jeg venter ikke, at mine her og der tilføyede Gissninger (?) alle treffe ind eller fortiene saa skarpsinnede Dommeres fuldkomne Biefald; kalder det derfor ikkun et Forsøg og overlader andre at drive til høyere Fuldkommenhed, det, som jeg allene fremsætter paa prøve.
            Endelig ønsker jeg, at det berømmelige Selskab, under Vores Allerlivsaligste Konges Opmuntringsfulde Regiment, maa ey allene siges at blomstre, men ogsaa at bære virkelige Frugter til Fæderne-Landets Fremtarv (?), ved Sindets Dyrkelse og nyttige Sandheders Opdagelse. Jeg er med allerskyldigste Høyagtelse
 
Deres
Høy- og Velbaarne
Excellencers
samt øvrige
Høyædle og Velbaarne, Vel-
ædle og Velbyrdige
Herrers
ærbødigste skyldigste
og beredvilligste Tiener
Erich Pontoppidan
 
Bergen d. 1 May
1749
 
[side 1-10]

[1] Hands Hæy-Ædle Excellence Hr. Geheime Conferentz-Raad Johann Ludvig v. Holstein. 

Skiønsomme Læser
 
Da jeg forleden Aar, efter Guds viise og kierlige Raad, kom her til Stedet og stræbte at giøre mig, saa snart mueligt, alle de Ting bekiendte, som maatte udkræves til mit Embeds ubehindrede Drift og Førelse, fandt jeg med Forundring, at mange Ord i daglig Tale med Almuens Folk, særdeles med Bønder og Fiskere, vare mig ligesaa fremmede, som jeg frygtede at mine Ord maatte være dem; skjønt jeg siden har merket at de gemenligen betre forstaae den Danske, end forstaaes af ham, hvortil Kirke-Tienesten, Landets Lov og andre Bøger, som bruges allene paa sedvanlig Dansk, uden Tvivl give Anledning.
            Min Forundring over den Adskillighed blev saa meget større, da jeg mindst ventede den, men jeg meente jeg forstoed næsten alt Norsk, siden jeg i mine yngre Aar ogsaa havde været her nogen kort Tiid, og da langt lættere kom til rette i daglig Samtale. Imidlertid blev jeg snart vaer at Adskilligheden beroede paa den Øster og Vesterlandskedialectesheel store og kiendelige Forskiel, da den første gemeenlig kommer det Danske langt nærmere end den sidste; uden Tvivl fordi her paa Vester-Leden er mindre Omgang med Danske Folk, og den meget bieragtigeSituation, imellem Field, Elver og Fiorder afskjærer Bonden fra megen Omgang, ja indelukker, ligesom i en Fæstning, alle dem der ikke for Kiøbmandskab at drive, indfinde sig en Gang eller to om Aaret her i Bergen.
            Da jeg imidlertid ønskede at forstaae og forstaaes af enhver, saa foretog jeg mig paa min førsteVisitations-Reyse, begyndtein Julio 1748at antegne alle mig forekommende fremmede Ord og Talemaader. Hertil blev jeg saa meget mere opmuntret, da jeg befandt, at i deres Tal var nogle særdelessignificativeog Betydnings-fulde, ja nogle beqvemme til at udtrykke de Begreb, som vi i sædvanlig Tale, deels fremsette med flere Ord, deels med Fransøske eller andre fremmede ord, dem den Norske Bonde af denne Egn ikke trænger til, hvilket en skiønsom Læser selv vil finde, og, om han elsker Sproget, saavel fornøye sig med, som forundre sig over. Derimod fandt jeg ogsaa at en stor Deel saadanne gamle Ord, som en Dansk Mand ey forstaaer, vare af fremmed Oprindelse, og ved de til Friisland, Engeland, Frankrig og Grækenland fordum udvandrende Normænd ventelig hiemførte ognaturaliseredei deres Sprog. Særdeles siunes dette rimeligt, hvad de mange Græske Ord angaaer, over hvilke jeg i Begyndelsen meget forundrede mig, skjønt ikke just fordi de vare Græske, men fordi de derhos vare mig som en Dansk ubekiendt; Thi af det Græske Slags findes ogsaa en stor Mængde i vort egentlige Danske Maal, hvilket har givet Sal. Hr.Hans Nyested, fordum Sogne-Præst for Løsning og Korning Menigheder i Aarhuus Stift, Anledning til et Skrift kaldetAthenæ Cimbricæ, eller det Danske Sprogs Udledelse fra det Græske, hvilket MSS. jeg nogle gange har seet hos ham, saa og af hans Mund hørt, han vilde overdrage dets Udstedelse ved Trykken efter hans Død, til vores lærde Hr.Rector Falsteri Ribe, hvilken gode Mand selv i sineCogitat. philiolog. p. 85. Længesiden har meldet os noget lidet om sameinstituto, at jeg ey skal tale omBertilli Canuti Aqvilonii de Danica Lingva Diatribe, Havn. 1640. 8.Vist nok er det at det gamleceltiskeSprog, som meenes at have været det ældste i disse Nordiske Lande, og Japhets Afkoms medførte Maal, leed en kiendeleg Forandring ved dets Blandelse med det saakaldte Asa-Mall, eller den kort for Christi Tider afAsia minoreog Græken-Land her i Norden ankomneOthins Colonie, som ikke allene i de trende Nordiske Riger, men ogsaa i Tydskland, særdeles blant de Sachsiske Folk, har efterladt sig en Mængde af Græske Ord.
            Dog den Sag at udføre er ikke mit Øymerke paa dette Sted, hvor jeg allene erindrer, at iblandt de ældgamle Norske Ord, som, saavidt jeg mindes, ere os Danske aldeles fremmede og ubekiendte, findes en god Deel af det Slags, vi knap kunde tvivle om at være Græske. Langt flere, end dem jeg har anført, kunde ey ubeqvemmelig hendrages til den Classe. Hvad jeg her sigter til, er ikkun dette, at deslige Græske Ord, som Nordmanden i sit Sprog harprivativeog ikke tilfælles med os Danske,deriveresformodentlig og effet min Gissning , ikke saa vist fraOthinsTiid og det almindelige Asa-maal, som fra de særdelesmigrationer in medio ævo, da adskillige Norske Prinser, saasomOlav Trygvinsen,Olufden Hellige,Harald Haardraade,Sigurd Jorsalafarog flere, have foretaget og lykkelig udført adskillige Tog igiennem Rusland og Grækenland tilOrientalskeSteder. Deres Følgeskab, som var ey et ringe Mandskab, kom med dem selv formodentlig største Deels tilbage, og have uden Tvivl ført de saa kiendelige og hartad aldeles Græske Ord ind i deres Fæderne-Land; men ey i Danmark, hvor de ikke komme hen, ligesom paa den andre Side kand være skeet noget deslige af de Danske, der tiente de Græske Keysere til Liv-Garde, saavelsom i den hellige Kriig mod Saracenerne. Efter Ordsproget,semper aliqvid hæret, pleye gemeenlig de, som komme hiem efter en lang udenlands Reyse, at føre noget saadant med sig i Sprog, Klæde-Dragt eller andet, som de har forliebt sig i og knap kunde adflegge: Nu omstunder forlade vore reysende Junkere omsider Frankerig, men Frankerig vil ikke strax forlade dem alle.
            Af lige saadan Anledning er det formodentlig skeet, at nogle skiønt ikke ret mange Frankse, Engelske og Frisiske Ord have indsneget sig i det Norske og der efterhaanden vundet Borgerskab, siden mange Norske saavelsom Danskeemigranter, særdeles i det 9de og 10deSeculo, underNormannorumNamn, sværmede omkring paa Friebytterie i hine Lande, og til Deels droge omsider hiem igien, for at døe i deres Fæderneland. En Deel Tydske Ord af det Slags som ey haves tilfælles med de Danske, mener jeg rimelig at kunde udleses fra Kiøbmændene paa det TydskeComptoirher iBergen, helst da samme ikke saa meget bruges i oplandet som paa Vester-leden, særdeles iBergensBye, hvor hine Tydske Kiøbmænd fra Hanse-Stæderne, særdeles fra Bremen, Hamborg og Lübeck i de 3 sidsteSeculishave havt meget at sige, ja saagotsom spillet Mæster meer end i een Henseende. Dennem tilskrives da en Deel af denBergenske dialectesAdskillighed fra andre, for Ex. at man her ikke siger, Halvtrediesindstive, Tredsindstive, Halvfierdesindstive, Firesindstive, Halvfemtesindstive, men i det Sted paa Tydsk Maade, som og finnes mere naturlig efter Tallene, heder det: Femtie, Sextie, Syttie, Ottetie, og Nittie.
            Resten af disse særdeles Norske Ord holder jeg for ægte Levninger af Nordens fælles ældgamle Sprog, hvilket nu omstunder ingensteds er at finde, undtagen paa Island, og der ikke engang reent og ret, hvilket jeg hører vore Iislandske Studentere bevidne, da det nu brugelige Danske, som længe siden har tabt sin gamle Reenhed ved fremmed Blanding, blander sig atter ved Kiøbmandskab jo meer og meer i det Islandske; saa den ved Vidtløftighed forførte Daatter gaaer hen at forføre sin ærbare Moder med sig. Imidleritd viiser os det Islandske Maal nogenlunde hvorledes Nordmanden, Dansken og Svensken har talet for 700 Aar siden, eller i den store Enevolds KongesHarald HaarfagersTiid, da mange misfornøyede Norske, af Kongelig, Grevelig og Adelig Byrd, forlod deres Fæderne-Land og udvalte heller at boe, som et friit Folk (skiønt deres Friehed ey heller varede ret længe) i det fattige Iisland, end hiemme, og der at begive sig deres Fordring paa større Magt og Herlighed. Dersom det Iislandske Sprog nogensteds skulle forstaaes uden for Iisland selv, da maatte det være blant Bønderne i denne Egn, og en vis Geistlig Mand har sagt mig, at blandt hans Sognefolk vare nogle som han havde givet Iislandske Bøger at læse i, da de temmelig vel vare komne til rette dermed.
            I denne Anledning erindres herhos, at dersom jeg selv havde forstaaet meerbemeldte Iislandske Maal, maatte jeg ventelig kunde have givet nøyere og bedre Udtydning paa visse Ords oprindelige Bemerkelse, saa og anviistcognationes vocum, eller Ordenes Slægtskab og felles Herkomst langt ordentligere og grundigere en nu skeet er, da jeg her og der har opsanket Ordene saaledes, som jeg har fundet dem efter Hørelse, item ved hielp af een og anden Præstemand, som, paa min Begiering, har tilsendt mig skriftlig hvad ham er forekommet, og saaledes som han efter Hørelsen haver vidst at stave det.
            Efterat jeg saaledes paa egen Haand havde bragt maaske3 á 400Ord til saman, fandt jeg paa minVisitations-Reyse iMangersPræstegaard, en liden trykt Bog, hvilken satte mig i Forundring, da jeg aldrig før havde seet den, kand ey heller til visse sigeAuctorsNamn, efterdi Titul-Bladet saa velsom det Bageste var borte, dog mener jeg, det maa være det afAlb. Barthol. de Script. Danor. p. 24ogAlb. Thura, in Idea, Histor. Literar. dan. p. 310anførte, 1646 til Kiøbenhavn trykteDictionarium Norvagicum Auctore Christierno Jani, Pastore Aschevoldense(hvilken 1653 druknede paa Reysen til sinAnnex-Kyrkje) skiønt same siges at være tryktin Qvarto, da min omtaltePieceerin 8voaf faa Blade. Derudi fandt jeg en god Deel saadanne Ord, som hidindtil ikke vare mig forekomne, dog ogsaa mange af det Slags, der ey burde have Sted, blant rare Norske Ord, efterdi de ere brugelige blant os Danske selv, hvilketAuctor, som en indfødt Norsk, ikke saa nøye har kundet adskille, ligesom han af same Aarsag har udeladt heel mange rare Ord, hvilke han ey har vidst at være rare for os Danske. For Resten seer Læseren, ved Sammenligning, paa hvert Blad Adskilligheden af hiin og denne Samling. End videre blev mig kort efter fra en Ven i Kiøbenhavn, som hørde jeg samlede rare Norske Ord, tilsendt et MSS. af nogle Ark, som en ustuderet, dog temmelig grantseende Mand, lenge-siden har sammenskrevet i denne Materie, og da Forfatteren siunes at have været en Embeds-Mand, som har levet blant Field-Bønderne i Oplandet, saa forsynede mig samme hans Arbeyde med en Deel Ord fra den Egn, hvilke ellers vare blevne mig ubekiendte.
            Nu, hvad jeg har det giver og udgiver jeg ingenlunde for noget fuldstændigt eller saadant, som ikke skulle trænge til Forbedring af de betre Forfarne, særdeles af indfødte Normænd selv, som jeg ved dette lidet Forsøg ville opmuntre til deres Fæderne-Maals Dyrkelse og Opdagelse, hvorved Grunden til vort almindelige Danske Sprog langt nøyere blev indseet, og i Lovene saavelsom i Historien paa visse Steder givet ønskelig Oplysning for Efterkommerne, i hvis Øyne mange Ting, som nu allerede ere os utydelige og fremmede, ville ellers med Tiden blive langt mørkere og deres Opdagelse mindre muelig.
            En anden Brug og Nytte heraf er denne, at da aarlig en god Deel Danske Mænd i Norge, saavel som Norske Mænd i Danmark, ved Guds Forsiun føres til saadanne Embeder, som udkræve først og sidst at forstaae ikke allene Kiøbstæd Folk, men ogsaa fornemmelig Bonde-Almuen paa Landet, hvilken holder hart ved sit Fædrene-Maal, see, saa kand særdeles en Geistlig Mand, der strax maa forstaae Bonden, ved at blade lidet i denne Glose-Bog, bane sig en Gienvey dertil, letter eller snarere end ved lang Omgængelse.
            I Anledning af visse Ord, har jeg paa nogle faa Steder gjort en lidendigression, til saadanne Ting, som egentlig ikke røre en Glose-Bog, men enPhysiskBeskrivelse af Norges Rige. Saadant Arbeyde ønskede jeg, at den som dertil havde Tiid, Evne, Indsigt og Forfaring, maatte paatage sig, da jeg gierne efter min liden Formue ville rekke ham Haanden med de Anmerkninger som jeg her og der kand giøre. Sagen var sin Umag værd; thi jeg forsikkrer, at faa Lande har fleresingularia physica, og fleremagnalia Dei, Sensibus obvia, end det gode Norge, hvilket frem for mange andre Landskaber, kundefournereenDerhameller hans Lige, overflødig materie tilphysico-TheognostiskeBetragtninger. Jeg undrer meget paa, at saadant hidindtil er forsømt, saavidt jeg veed. Dog berettes mig af en god Mand, som jeg i den Sag har aabnet minedefideria, at den velbekiendte Hr.Peder Clausen Undalinus, ligesom i andre, saa og i denne Deel af sit Fæderne-Lands Historie, har gjort sit Beste, og sendt sit MSS. tilDoct. O. Wormi Kiøbenhavn atrevideres. DenneRevisorefterlod det i sin Stervboe.D. Caspar Bartholintog det derfra til sin GaardHagestædi Siælland. Der brænddet tilligemed hans gamleBibliotheque. Men for at komme til mitproposigjen, da siger jeg, at hine faainspergerede physiske remarques, somin oculis non nisi Grammaticis, kunde siunesextravagancer, ogsecundum qvidfortiene det Navn, ere dog ikke uden Overleg og god Hensigt indløbne, nemlig, ikke for at love det jeg ey agter mig i Stand til at holde, men for at opvække til videre Eftertanke og Anslag de gode Mænd, som,si non in toto, tamen in parte una vel altera, kunde af egen tilforladelig Forfaring aabne Veyen til videre Indsigt i den store Skabers saa viise som kierlige Huusholdning med os i Naturens Rige. Jeg vil ikkun nævneIcty-Theologiamallene, eller Guds Kundskab indhentet af hans Huusholdning med Fiskene. Ville nogen undersøge den Materie grundig og tilgavns, da vidste jeg ham ingen bedre Skole ellerBibliotheque, end atpassereet Aars Tiid i det mindste, blant Stransiderne her iBergensStift eller og i Nordland. Sandelig, hans Opdagelser, skulle sette alle Europæer i Forundring, og dersom han havde Indsigt nok i Tingenes Sammenheng, til at viise den, og atter i den Guds underlige Raad og hensigt, saavidt som vi usle Idioter her kunde stave os til, da troer jeg, han giorde en priiselig, ja, hellig og opbyggelig Gierning. Alt for mange ere de som daglig misbruge Naturem til at vanære Gud. Vel os, om vi kunde anvende dens Betragtning til noget bedre.
            Ved Enden af denne liden Samling setter jeg en Fortegnelse paa nogle Norske Mænds og Qvinders Navne, saavidt samme atter ere os Danske aldeles eller dog største deels, ubekiendte. Af denne sidstbemelte Samling har jeg her i Stift-Kisten forefundet enCopie, som viiser, at den er giort efter Hans HøygreveligeExcell. Hr. GrevChrist. RantzowsBefalning, da dette Rige endnu var saa lykkelig, at have HansExcellencetil Statholder. Nogle flere Navne har jeg siden opsøgt og lagt hertil, saa og rettet Skrivemaaden efter de bedre skiønnendes Raad. Dog hvad bemelte Skrivemaade ellerOrthographieangaaer, da bliver vel i det gandskeGlossario, her og der adskillige Ord, som andre vill stave anderledes, efterdi Udtalen ikke overalt er den samme, mendiffererermerkelig end ogsaa paa faa Mile, ligesom de adskilligedialectergjøre, at et og andet Ord kunde være mangen indfødt Normand selv ubekiendt. Videre har jeg herved ikke fundet fornødent at erindre, men ønsker Læseren at leve vel i Guds Naade.
 
E.P.
Bergen
d. 20 Febr. 1749

Innleiing i Erich Pontoppidan: Glossarium Norvagicum Eller Fordøg paa en Samling Af saadanne rare Norske Ord Som gemeenlig ikke forstaaes af Danske Folk, Tilligemed en Fortegnelse paa Norske Mænds og Qvinders Navne. Bergen 1749. Side 11-27. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006