1749 Glossarium Norvagicum. Alle Oppslagsord på A

Erich Pontoppidan

A.
 
Aabiter Subst. masc. en Knibe-Tang, qvasi den der bider paa eller tager fat paa noget.
Aabörsel Subst. masc. Varetægt.
Aabry, Adj. jaloux, misundelig, skindsyg, kaldes og af nogle den sorte Syge.
Aafot, Adj. det som fattes og man endnu trænger til.
Aaginging, adj. nærgaaende, overhengende.
Aakan, adj. Vor. lat. Noster.
Aake vel Aaker, subst masc. en Slaade for Dørren.
Aaklæde, s. neutr. et Senge-Dekken eller overdyne.
Aaleis, s.m. Anledning.
Aaraad, s.m. Forset, beraad Hue, oplagt Raad. See Norske lov pag. 960.
Aarböxe, verb, at være ansvarlig for en Ting til en vis Tiid.
Aare-maal, s.n. en Tid af tre Aar.
Aas, s.m. en flad og jamn Bierge-Top eller et andet høyrt Sted af den Beskaffenhed, unde Danis Ryg Aasen som ellers af nogle kaldes Mønningen paa Huuset. Udi Norge endes mange Steders Navne paa Aas, saasom: Landaas, Gielderaas, Findaas, Lindaas &c. Radix er uden Tvivl den præpositio loci, aa, i.e. paa, oven paa.
Aatteglömme vel Aattegloume s.fæ. qvasi Efterglemt, bruges egentlig om et gammelt besovet Qvindfolk, som er bleven gaaende i Foragt og Forglemmelse uden Giftermaal.
Æder-Tak, s.m. et hvert forgiftigt Dyr. Et arrigt Menneske kalder man med samme Navn.
Ætle, verb. at levne, holde til gode, undertiden ogsaa at tillave e.gr. ætle meg dæ. Maaskee af [greske teikn] jeg vil.
Ætt, s.m. plaga mundi, et vist Hiørne paa Himmelen e.gr. Nu er Vinden paa sin rette Ætt,: Nu staaer den paa sin rette bestandige Kant.
Ætt-gal. adj, forvildet i henseende til Compassets Streger, saa man ikke veed at adskille Øst, Vest, Sønder og Nord.
Ættlegning, s.m. Slegtskabs Udregnelse, naar man vil vide af hvad Art og Æt, eller Afkom nogen er.
Æve, s.m. en lang Tiid, [greske teikn], ævum, e.gr. hvilken æve blevst du borte.
Afdraate, s.m. Det man har af Koer, Geder eller Faar fcil. Melk, Ost, Smør, e.gr. Er det af Afdraaten din?
Afrode, s.m. u-vis Indkomst, u-vendtet profit, accidencer.
Agn vel Ang, s.n. Den Lokkemad man setter paa Mede-Krogen for at fange Fisk. [greske teikn, hamus.
Aill, adj. Gammel, undertiden gammel og svag tillige, e.gr. En aill mand, congr. cum germ. Alt. Undetiden betegner det at en Ting er borte, forbrugt, fortæret. e.gr. Øllet er aill, ligesom man i Sachsen siger: Das Bier ist alle naar intet er meer paa Tønden.
Alke, verb, at stræbe, arbeyde paa, forte, a gr. [greske teikne], robur.
All, s.n. Rød Furre-Træ, som ikke raadner fordi det er fuldt af Harpix, hvorimod Geiten, eller det hvide Furre-Træ er langt ringere.
Amber, s.m. en Bøtte, som Gryn eller deslige giemmes udi.
Ambete, verb, at give Fæet sit Foer.
Anger. s.m. bruges nu omstunde alleene in compositis, ut Stavanger, Koupanger, Hardanger, Evanger, Leganger, Angersklev &c og er af samme Bemerkelse, som det Danske Ord Eng: pratum, planities, campus depressus. Hinc forte provincia german. Engern und Westphalen. De som udlede mange af vore gamle Ord fra det Grækiske, kunde her giette paa [greske teikn], vallis, en Dal.
Andro, s.m. Modvind.
Anlet, s.m. Ansigt, congr. cum germ. Antliss.
Anmark, s.m. Allehaande Fæ, i sør smaa Creature i Bondens Gaard.
Anse vel Ense verb, at agte, æstimere, bruges meest negative.
Anskab, s.m. det samme som Anlet, naar det er et ont og fælt Ansigt.
Anfödd, adverb, aved omkring.
Anveiggien, s.m. den lange Bænk, som i Bønder-Huuse staaer langs ad Veggen.
Apeskaaren, vel Aapeskaaren, adj. Aabenmundet, som ikke kand tie.
Arr, s.m. et kroget stykke Træ med Jern paa Enden, bruges, som en Plov i steenig Jord.
Ask, s.m. en Melke-Bøtte.
Au, adj. goed, brav. e.gr. En Au Mand.
Aule, verb, at drive noget med Fliid og Iver e.gr. Jeg har saa mangt at aule. Hinc dan. Auling vel Avling i.e. Jordbrug og Agerdyrkning: Maaske [greske teikn], en Stald har nogen Hensigt hertil.
Aur, s.m. Grund eller Gruus.