Fyrr og no.

Men Faneflugt, er det Veien til Seier?
Johan Sverdrup 1880.

Fraa 1860. ”Forposttjenesten lønner sig i Regelen ikke godt, idet først de, som kommer bagefter, høste Fordelen.”

- Denne Gongen var det Jakob Sverdrup med Oftedal og dei andre Klokkarane, som

”kom bagefter” desværre.

*

”Vi jage ikke Statsraaderne; det er deres Handlingar, som jager dem!”

- Somen, somen! Unionspolitikken, Kyrkjeraadsaki og Folkestyre-Fornegting,

Pressekrigen med Pengar og Politi, Kyhnsgreida, Hestebytarpolitiken av 20de Oktober og 17de Februar, - desse og mange andre ”Handlinger” ”jager dem” nok til Slutten.

”Naar det Hverv, som var dem betroet” (t. D. aa gjenomføra Parlamentarismen) ”ikke kunde udføres av dem, maa det betroes i andre Hænder. Thi de er dog tilsidst ikke andet, verken mere eller mindre end Nasjonens Fuldmægtige. - - Man maa gaa af som Minister, naar man ikkje har Kræfter til at opfylde sine Pligter.”

- Aa enn alle desse Visdomsord, som skal vera talad so reint ut i lause Lufti!

*

”Dersom vort Raad skal kunne lide Uheld og Nederlag i de største Sager og dog være et godt Ministerium og betroes vort Lands Sager, saa spørger jeg: kan man da vente, naar man ser han til, hvorledes Menneskenaturen engang er, at det i kommende Tider vil arbeide for disse store Sager med samme Styrke og Udholdenhed?”

Aa nei. Kyrkjeraadsaki var so stor, at ho var framme i Throntalen tvo Gongér, so stor, at ho maatte og skulde fram, um det so skulde vera Sverdrups sidste Stemmegivning; - men no hev dei slept denne store Saki, ja lova, at dei skal ikkje arbeida for ho meir. Berre me hellest vil ”betro dem vort Lands Saker”.

Den ”Ministernaturen”, Di!

*

”Det kan ikke bestaa med en Mands Ære, at han synker ned fra en konstitutionel Minister, som skal styre Anliggenderne med Kongen ved sin Side, til at være hans Majestæts betroede Tjener, som gaar hans Ærinder, de føre i hvilken Retning de vil.”

- Nei, det er det, som og eg segjer: det kan ikkje ”bestaa med en Mands Ære”, aa

segja slikt som: ”Kongen vil ikkje ha rektor Steen!” Lat oss ikkje tala um konstitutionelle Ministrar”, som tek imot ”kongelige Haandskrivelser”, eller læt Kongen vera den, som greier det heile, naar dei sjølve hev køyrt seg fast; - her gjeng det ikkje an aa nemna eit Ord som Ære di helder.

*

”Netop fordi Norges Konge bærer et andet Lands, et mægtigere Lands, Krone, var det en utilgivelig Feil af os, derom vi forsømte noget for at gjøre vort konstitutionelle Ministerium saa stærkt ligeoverfor Kongen og Sverige som mulig, - her er en Pligt tilstede af strængeste Slags, en uafviselig Pligt.”

- Gløyme ikkje, at den same Mannen, som hev sagt dette, han gjekk for 2-3 Aar sidan uppi Gongarne i Thinggarden og lokkad og trugad og naudtagg um aa faa lovfest for all Tid denne vaar store nasjonale Skam, at Norigs Utanriksminsiter er ein Svenske. Gløym ikkje det, og hugsa serleg paa, at denne same Mannen, som hev sagt slike Ord og gjort slike Gjerningar, - han sit og er norsk Statsminister enno.

Storthinget leet han sleppa ifraa det den Gongen, og det var ein ”utilgivelig Feil”. No stundar Vali til; gløym ikkje dette! Det viser seg raadlaust aa faa ei paalitelig Regjering; lat oss altso møta upp alle Mann og gje oss eit sterkt Thing! Det er det einaste. Hald dykk ferdig alle!

”Her er en Pligt tilstede af strengeste Slags, en uafviselig Pligt!”

ugh.

(kjem att).