Ibsen i Stockholm.

 

  

I det Laget dei heldt for Henrik  Ibsen  i Stockholm, takkar han for seg med desse merkjelege Ordi:

 

Mine Damer og Herrer!

 

Hjerteligst Tak for al den Venlighed, al den Imødekommenhed og al den Forstaaelse, som jeg ogsaa denne Gang har modtaget Beviser paa her. Der ligger en stor Lykke i Følelsen af at eie et større Fædreland.

Men at svare udførligt paa alle de for mig saa hædrende Udtalelser, som jeg nys har hørt, - det ligger udenfor og over min Evne.

  

Der er imidlertid et særlig Punkt deri, som jeg vil tillade mig i Korthed at fæste mig ved.

 

Der er bleven sagt, at ogsaa jeg, og det paa en fremskudt Plads, har været med at skabe en ny Tid i Landene.

 

Jeg tror derimod, at den Tid, vi nu staar i, kunde med lige saa god Føie betegnes som en Afslutning, og at deraf er noget nyt nu i Begreb med at fødes.

 

Jeg tror nemlig, at Naturvidenskabens Lære om Evolutionen ogsaa har Gyldighed med Hensyn til de aandelige Livsfaktorer.

 

Jeg tror, at der nu ret snart forestaar en Tid, da det politiske Begreb og det sociale Begreb vil ophøre at existere i de nuværende Former, og at der ud af dem begge vil voxe saman en Enhed, som foreløbig bærer Betingelserne for Menneskehedens Lykke i sig.

 

Jeg tror, at Poesi, Filosofi og Religion vil smelte sammen til en ny Kategori og til en ny Livsmagt, som vi nu levende forøvrigt ikke kan have nogen klarere Forestilling om.

 

Man har ved forskjellige Anledninger sagt om mig, at jeg er Pessimist. Og det er jeg ogsaa, for saa vidt som jeg ikke tror paa de menneskelige Idealers Evighed.

 

Men jeg er ogsaa Optimist, for saa vidt som jeg fuldt og trygt tror paa Idealernes Forplantningsevne og paa deres Udviklingsdygtighed.

 

Navnlig og nærmere bestemt tror jeg, at vor Tids Idealer, idet de gaar tilgrunde tenderer imod det, jeg i mit Drama ”Keiser og Galilæer” har antydet ved Betegnelsen ”det tredie Rige”.

 

Tillad mig derfor at tømme mit Glas for det vordende – for det kommende.

 

Det er en Lørdags Aften, at vi her er forsamlet.

 

Efter den kommer Hviledagen, Festdagen, Helligdagen – hvad man vil.

 

Jeg for mit Vedkommende skal være tilfreds med Udbyttet af min livsuges Arbeide, viss dette Arbeide kan tene til at berede Stemningen for den Dag imorgen.

 

Men først og fremst skal jeg være tilfreds, om det kan hjælpe til at hærde Aanderne i den Arbeidsuge, som ufeilbarlig kommer bagefter.

 

Hermed min Tak!”

 

Det var so lognt i Salen, medan Ibsen talad, at det ikkje so mykje som knett i ein einaste ein. Og daa han sluttad, vart Medhaldsropi endelause.

 

 


Frå Fedraheimen 08.10.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum