Arne Garbrog og det sedelege Spursmaal.

 

(Del 2 av 6. Fyrste del.)

 

II.

  

I 1877 skreiv Garborg eit Stykkje i Aftenbladet  um dei ”ethiske Principer”.

  

Fyrst umhandlar han ”Fremskridtets Lov”. Framstiget, segjer han, krev slik ei heil Burtgjeving, ”en viss Umiddelbarhed, en viss Frihed for Reflexion” skal det vera høvelegt sedelegt Grunnlag. Men det kann ikkje faa Personen sjølv fullt med. Og ”den blotte Alteruisme, den, der ikkje fuldt faar Jeget, Individualiteten, med, er ligesaavel uethisk som den rene Egoisme. Den sande Ethik maa Sider i Enhed, men med Centret sikkert i Personlighedens eget Dyb. Enhver Theori, der ”fantastisk forser sig paa Slægten” og negligerer Individets tilsyneladende smaa, men i Virkelighedens særdeles vanskelige Spørsmaal, vil altid lide Skibbrud mod Jegets energiske suveræne Modstand”.

 

So prøver han ”Nydelsens Moral”, som hev ”ialfald den Fordel at være uomtvistelig ”naturlig”. Den som gaar du fra Viljens, Naturlivets umiddelbare Dragelse, Drifterne, som jo netop er de drivende Kræfter i det naturlige Individ. Herved har den ogsaa formet et fuldkommen positivtGrundlag”. Fyrst og fremst spør den etter ”Individets Vel og Lykke”: ”Hvad det gjælder om er for enhver at leve Livet med et saa stort overskud af Velvære som mulig”. ”Ved en omhyggelig Iagttagelse af hvad der virkelig er den sunde Naturs Forskrifter, vil man kunne arbeide sig frem til en Morallov, der vil være saa fuldkommen, som det overhovudet kan tænkes i Relativiteternes Verden.

 

Principet i det nydende Liv bliver saaleden ”sunde Sandselighed”, d. v. s. den frie, ærlige Hengivelse til Nydelsen af de Goder, som den ufordærvede Natur fordrer og yder. Enhver Overdrivelse bliver syndig, fordi den strider mod den sunde Natur. Den vilde, utøilede, regelløse Hengivelse til enkelte Drifter er ogsaa syndig, fordi ogsaa denne er et Brud paa Naturen, da den forstyrrer den af Naturen fordrede og tilstræbte Harmoni, og saaledes tilsidst fører til Lidelse og Ulykke i staden for til Velvære.

 

At Menneskene saa ofte forfalder til disse Feil, naar de søger at gjøre Nydelsen til Princip for sit Liv, beror paa, at de, navnlig formedelst forkvaklede Opdragelse og kunstlede Morallove, ofte har ødelagt sin Natur saaledes, at den ikkje længer er paalidelig i sine Domme, at den med andre Ord ikke længer er sund. At slippe et i Klosteret opdraget Menneske ud i Verden og sige: nyd Livet! vil i Regelen være at ødelægge dette Menneske, fordi hans Natur i Klosteret er bleven syg, eller fordi han ialfald har tabt Evnen til at fornemme den virkelige, sunde Naturs Fordringar. Forkvaklet og forvirret som han er ved den kunstige Moral, han hidtil har fulgt, vil han tankeløst give sig hen til de for Øieblikket stærkeste Tendenser i hans syge Natur og ødelægge sig. Dersom man derimod fra først af opdrager Menneskene efter dette Naturprincip, vil alt gaa anderledes og betre. Ialfald efterhaanden; thi for Øieblikket maa man sige, at selve Slægten er syg som Følge af den lange Trældom under skjæve og kunstige Moralsystemer: Først naar Menneskeheden er helt ud vendt tilbage til den naturlige Moral, kan den blive stærk, sund og lykkelig.

 

Dette naturlige Moralprinsip vil ogsaa staa i den bedste Samklang med Kultur-bevidstheden og med Kulturfremskridtet. Det er en Erfaring, at en vis Sum af Velvære og Livslykke overalt er den nødvendige Betingelse for Aandslivets frie og frodige Udfoldelse. Det lykkelige og harmoniske Liv har desuden i sig selv en forædlende Magt, der ikke kan undlade at bære sine Frugter. Sans og Smag forfines; Menneskene kræver stedse høiere og ædlere Nydelser; der opstaar Trang til Fordringer og Fremskridt paa alle Hold. Mennesket stræber uanstandseligt efter at gjøre sig Livet saa let og behagelig som muligt; deraf Undersøgelser og Experimenter og Opfindelser og Opdagelser. Enhver Opdagelse aabner imidlertid nye Misligheder for Forbedringer og Udvikling, og det jevne Kulturfremskridt er saaledes sikret.

 

Saaledes vil Sagen se ud, saa længe man opfatter Begrebet ”Nydelse” umiddelbart, som noget Positivt og i sig selv værdifuldt. Naar man derimod vil give sig til at reflektere over Begrebet, viser det sig, at man kommer til andre Resultater.

 

 

(Meir.)

 

 


Frå Fedraheimen 08.10.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum