B. Bjørnson og Maalsaki.

 

Daa visst mange av Lesaranne vaare vil tykkja, at det er forvitnelegt aa sjaa noko litt av den tunge Domen, som den store Diktaren vaar feller yver Maalarbeidet vaart, skal me taka med ein og annan Biten. Fyrste Luten av Stykket hans umhandlar berre Knudsen si Bok: :”Hvem skal vinne?” Daa han hev gjort fraa seg denne Meldingi, kjem han med noko ”af egen Lagning”, som han kallar det. Dette byrjar so:

 

Efter mit Skjøn gaar ikke taapeligere og unyttigere Arbeid for sig i Noreg”.

 

Altso: Etter Bjørnson si Meining finst det ikkje noko ”taapeligere” Arbeid, enn det, me Maalmenner driv paa med. Soframt dette var sant, so maa me vera nokre reine Stakkarar, utan Vit. For det er berre Vitlausingar, som driv paa med nyttelaust Arbeid. Folk, som det er noko To i, dei tek altid fat paa noko, som kann vera til Gagn baade for ein sjølv og andre. Dei gjev seg ikkje til arbeida med noko, som det ingi Nytte er i og sjølv um dei for ei Tid kann vera so uppglødde og blinde, at dei gjer det, so held dei ikkje paa med det i eit heilt langt Liv.

 

Tenkja seg, kor narrelegt det vilde høyrast ut, um nokon kom og sagde, at t. D. Ivar Aasen ikkje hadde gjort anna enn det, som nyttelaust var, heile sitt Liv! Men det er plent det same Bjørnson gjer, naar han feller ein so hard Dom yver oss stakkars ”Strævararar”. For det er noko, som kvart vaksent Menneskje i Landet veit at Ivar Aasen er den eldste og fyrste av alle landets Maalmenner og at ingen endaa hev gjort so mykje for Maalsaki som han.

 

Elder lat oss taka Menner som Vinje, Krohn, Garborg. Meiningslaust. Det er kjent nok, at desse Folk hev og hadde langt større Skyn paa, kva Maal heiter, enn Bjørnstjerne Bjørnson!

 

Etter at han hev sagt dette um Maalarbeidet vaart, freistar han aa syna, at Maalet ikkje er rikt og godt nok til aa skildre anna enn Bondelivet med. Sjaa her:

 

Bygdemaalsstrævernes første store Vidne, naar en stævner dem ind, har været og blir Vinje. Har ikkje Vinje vist, at ”Maalet” kan brukes til hvadsomhelst, jambred med vort daglige Bokmaal, ja, fræmfor det?

 

Jeg svarer nej; slik Tale kan alene føres, saa længe vi endnu ikke har vundet Kritikk over vor Bokavl; saa længe ingen Mand æller Kvinde staar iblandt os, som har faat Myndighed til at sætte Folk og Ting paa deres Plass. Naar den Tid kommer, vil det bli klart for alle, at hvad Vinje synte os, var Bygdemaalets Magt til at skildre Bondens Naturfølelse og Familjeliv samt Bondens Tanker og Spot over vore andres Liv og Grejer; - her var hans Foredrag slaaende, ofte med stor Magt til at ta; - alle Forsøk længer fræm var Oversættelse, ofte kluntet nok; da minkede han Indtrykket i staden for at øke det, almindeliggjorde i staden for at dele, afkjølte i staden for at gløde op.

 

Hvad er den kosteligste Gamen i al hans Skrift? Jo, at ta paa alt vort, især det fineste, med Vadmelsvaat. Han kunde føle ømt og dypt som faa, hvor hans oprindelige Natur blev tiltalt; men den blev let det modsatte; Sprogæmnet indbød uvilkaarlig til at lægge Kjøkkenets og Borgestuens Haan paa Storstuen og hele Gaarden. Den store Uhjælpeliges Selvfølelse fik Luft derved; men ogsaa Træleblodet; begge Dele.

  

Noget af den ædleste Følelse og det skarpeste Vid i vor Bokavl findes hos Vinje; men altid innenfor det Sprogs Rækkevidde, han arbejdde i.

 

Skulde nu heraf følge, at vi maa dele vort Sprog i to æfter Æmnerne? Ingenlunde. Vi kan komme til Tyrol og til Schweitz og høre Bjældeklangen, Folkesangen og den friske Dialekttale, og vi har nøjagtig samme Følelse av det heles Overlegenhed i at gi Naturstæmningen og Bondelivet; likesaa Bondens rammende Spot over det fornæmme Væsen, som surrer om hans tunge Arbejde. Bondesprogets naturlige Fynd i Spotten er et sikkert Billede af Jordkraftens evige Vælde, lekende med de henoverfarende Daarskaper. Kultursprogets Kunstnere tar Farve og Vederkvægelse af det. Læs en af de nyestetyske Skildrere af tysk Liv og se for en malende Strøm af Bondemaal, der nu glir utover Sproget. Kven skulde trodd det for bare nogen Aar siden?

  

Vistnok indrømmer en og anden af Bondemaalets Strævere, at Trolddommen i Vinjes Maal sluttede med Æmnet; der var de Æmner den døde i. De indrømmer, at kunde Bondemaalet ikkje bære mere end som saa, vandt det aldrig Ret til at bli landsgyldigt.

 

Men, siger de same, Arne Garborghar nu synt os, at Bondemaalet, arbeidet ut som et andet landsgyldigt Maal, magter mere; nu tør vi vænte, at det engang vil magte alt.

  

Ja, har Arne Garborg virkelig synt os det? Jeg har læst hans siste Bok, han har utvilsomt den fineste Sprogfølelse, den smidigste Evne; men min Dom gaar sammen med flere andres, som har kunstnerisk Sans: Forsøket, at skildre af vort Nutidsliv i en By, sjølv det raa, med norsk Bygdemaal, det har glippet.

 

Bedst jeg sitter og læser ham, tar jeg mig i, at jeg lange Stykker bruker mit eget Maal og ikkje hans; Æmnet voldte det og Stilens Aand; jeg afløste Ord for Ord utan at vite det; hanhadde oversat, og jeg oversatte tilbake, - indtil jeg stanstes af et Ord, eg ikkje længer kunde afløse, i alle Fald ikke utan Omtanke. Saa blev jeg skræmt op, saa var Indtrykkets Sandsynlighed ogsaa borte. Ikke alene blev Stæmningen revet i tusene Filler; først mange Dage æfter gled Indtrykkene saman i ét Møsnter af én Vævning. Men sjølv nu ligger en mat Tone over det af noget, som jævnt har stæmt Farverne ned. Noget er skadd”.

 

- Men det beste Meistarstykket hev Bjørnson gjort, naar han vil ha det so til, at det aa vera Maalmann er noko so nær det same som aa vera Oftedøl, elder som han segjer: ”Bagstræver”. Det høyrest utrulegt; men det er verkelegt sant, at sovore Tull kann den store Diktaren vaar koma med paa Prent.

 

Soframt Bjørnson hadde havt full Greide paa det, han skriv um, so maatte han vita, at nettupp dei Folk, som hev arbeidt og ofrat mest for Maalsaki her i Landet, høyrer til det gamle Vinstreparti. Det er ikkje naudturvelegt aa nemna Namn for aa prova det.

 

Ikkje for det, at det kann vera gode Maalmenner millom Oftedølerne og. Me hev mange gode Karar der og. Men likso lite som me hev alleMaalmenner i Vinstre, likso lite hev me dei millom Oftedølerne.

 

Bjørnson hev skrivet mykje gildt og gjort mykje godt i Landet. Men han lyt likevæl orsaka oss Maalmenner, um me finn, at Vinje er enno betre. Forteljingarne, Spelstykki og Dikti hans er fine og gode; men dei kjem ikkje upp mot ”Storegut” lell. Eit sovore Meistarverk hev Bjørnson enno ikkje skrivet, det me veit av.

 

 


Frå Fedraheimen 26.02.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum