[Ymist.] Kyrkjeferder og Seminarstyrarar.

 

Høgrebladet ChristiansandsTidende inneheld ei gild Samanlikning millom den namnspurde Seminarstyraren Marstrander og Luther, som me trur, at alle, som kjenner M., vil hava Moro av aa sjaa:

 

Vi ser de to Bestyrere helst i Lys af de to fra Kirkehistorien velkjendte Karaktertyper, Melanchton og Luther. Den ene Type (Arnesen) er en aristokratisk, smidig Skikkelse, som Ondskaben og Raaheden betænker sig paa at træde op imod, fredsommelig og elskværdig. Dens Svaghed er en tvivlsom Lyst til at undgaa Kollisioner og bøie af der, hvor en kraftigere Haand vilde have gjort god Virkning.

 

Den anden er en ildfuld, kraftig Personlighed, aaben, ærlig og frygtløs, haardhændt mod den brede Selvgodhed og alt det, som smyger sig og hvisker i Krogene. Den mangler noget Smidigheden, gaar paa og egger til Modstand. Ikke alle ser straks det varme Hjertelag under den noget haarde Form.

 

Den enes Arbeidstid ser vi som en stille Sommerdag med lette Skyer. Det voxer vakkert paa alle Kanter; men det er lidt lummervarmt og det slapper i Længden. Men den anden følger frisk Bris med dygtige Byger imellem. Begge Karakterer supplerer hinanden, og begge kan være paa sin rette Plads, om den ene tager Arbeidet op, hvor den anden slap.

 

Da Hr. Marstrander strammede Tøilerne, steilede Ungdommen; de var jo ”voxne Mennesker”. Den Byge havde drevet over, tror vi, om han havde faaet arbeide i Fred. At den voxte til langvarig Storm, skyldes Kræfter, som den nye Bestyrer ikke altid har kunnet være Herre over”.

 

Det er ikkje Kvardagsmat for Bladlesarar dette.

 

 


Frå Fedraheimen 03.11.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum