Til Redaktionen for Fedraheimen!

 

I Anledning af Artikelen ”Jørund Telnes” for Onsdag den 14de Juli faar jeg Lov til at sige, at en Ting ikke ophører at være national, fordi der findes noget tilsvarende andensteds i Verden. Hver Nation, som er helt sig selv, meddeler det, som er i dens Eie, en særegen farve eller Tone, som ikke findes hos andre Folk. Det er ganske som naar et Individ, som paa en Prikk ligner et andet, med samme Hudfarve, samme Haar, samme Øine, samme Legemsbygning o. s. v., dog har noget ved sig, som den anden ikke har.

 

Høiskotternes nøgne Knæ er nationalt skotske, uagtet Tyrolerne og flere andre Folk ogsaa gaar blottede over Knæet. Vore Tollekniver er nationale, trods at lignende Kniver haves mangesteds i Verden. En Nationaldragt vil ved nærmere Grandskning findes ikke at være oprindelig og absolut original endog blant halvvilde Folk, men dette berøver den ikke dens eiendommelige Værd ligeoverfor den europæiske Uniform af nyeste Dato.

 

Jørund Telnes har derfor ikke i den Grad Uret, som Stykkets Forfatter synes at antage.

 

Det er af Vigtighed for os at kunne bevare saa mange Eiendommeligheder baade i indre Egenskaber og i ydre Fremtræden, som muligt. Derved blir vort Bidrag til Verdenskulturen originalere og altsaa rigere. Af denne Grund bør vi ogsaa tilegne os det fremmede paa vor egen Vis, og det har vore Bønder gjort siden Hedenold. Vi maa ikke gjøre det til et Maal for vore Anstrengelser at se Livets Foreteelser saa vidt mulig med de samme Øine som et eller andet fremmed Folk¹) Derimod bør vi gjøre Brug af fremmed Erfaring for at kontrollere og berigtige vor egen Iagttagelse.

 

Meget af det, der gir Menneskelivet Indhold, vilde falde bort, Livet vilde tabe en stor Del af sit Værd, om Ensformighed skulde opstilles som et Maal for vor Stræben. Jeg er derfor enig med Redaktionen i dens Bemærkninger til Edvard Brandes’s Udtalelser om norsk og dansk Literatur i samme No. af Fedraheimen.

 

Lars A. Havstad.

 

 

¹) En Illustration til Modsætningen mellem national Tilegnelse og slavisk Efterligning udgjør vor Gjengivelse af fremmede Navne. De gamle Nordmænd havde sine egne Former for bibelske Navne, udenlandske Folke- By- og Landsnavne. Nu ved de tyske, paa den Maade har f. Ex. Hans og Johan fortrængt det gamle Jón, og vi skriver Warschau, Brüssel, Italien, Spanien bare fordi Tyskeren gjør det. Fulgte vi Engelskmænd og Franskmænd lige saa slavisk, vilde det ikke være det mindste bedre.

 

 


Frå Fedraheimen 24.07.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum