Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 30/4 1885.


(Del 6 av 6. Fyrste delen.)
 
(Framhald fraa No. 56.)


Statsraad Blix : (Slutt). Saa udtalte Repræsentanten ogsaa det ønske, at der maatte blive givet fastere Bestemmelser, om mulig en Instrux, for de Kurser, hvorom der her var Tale, Nu ja, jeg har ogsaa tænkt mig det, og et Slags Regler eller Instruxer fik man da faa istand saa godt, som det lod sig gjøre. Men jeg maa bede fastholdt, hvad der allerede er sagt i den kongelige Proposition, at dette er et første Forsøg, hvor verken jeg eller andre Vedkommende i Departementet har nogen særlig Sagkundskab om, hvordan Tingen i Detaljen bør tages. Vi har derfor modtaget de Forslag, som er komne til os fra bekjendte og almindelig agtede Skolemænd, og troede, at det maatte være brugbare Forslag til at begynde med, til at sætte Sagen igang. Bliver der saa Spørgsmaal om at fortsætte, vil naturligvis et mer bestemt, i det enkelte gaaende Reglement eller Instrux for disse Skolers fremtidige Ordning kunne udfærdiges. Men at Sagen foreløpig maa tages med temmelig stor Frihed, finder jeg nødvendigt. Vi kan ikke begynde med for snart at indsnøre disse Kurser i Instruxer, man maa først se, hvordan de vil arte sig. Forøvrigt antager jeg, at de Bemærkninger, som jeg gjorde igaar, indtil videre maatte kunne tjene som Instrux eller ialfald som et Fingerpeg om, hvordan jeg har tenkt mig disse Kursers Ordning. _ _ _ _ _ _ _ __ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ __ _ _ _ _ Saa har jeg blot endnu en Bemærkning at gjøre, og den vil jeg knytte til følgende Ord af Hr. Skoledirektør Bonnevie. Han siger tilsidst: Det, som skulde begrunde nu at indføre Landsmaalet, maatte da være, at vi nu staar ligeoverfor en sproglig Udvikling, der synes at føre i den Retning, at den Slægt, som nu gaar i Skole, naar den bliver voxen, vil bruge dette Maal. Jeg mener, den Tanke er rigtig, at dette vil være en fuldgod Grund til at arbeide for Maalet. Men nu kan jeg ikke opfatte Tidens Tegn annerledes, end at der virkelig er en Bevægelse i denne Retning, og det er en stærk og udbredt Bevægelse. Jeg har gjentagende havt Anledning til at erfare, hvorledes kravet paa det norske Folkesprogs Ret stedse bliver almindeligere og stærkere. Jeg ser heri et Udtryk for en i sin dybeste Grund berettiget Trang, og jeg mener, det er noget, vi ikke bør afvise. Jeg mener, at baade Regjering og Storthing er forpligtet til at imødekomme denne Trang, saavidt som Midlerne og de praktiske Hensyn gjør det muligt. For mig ialfald vil det være en Glæde at kunne imødekomme denne nationale Trang, hvori jeg ser Spirerne og Forudsætningerne til saa meget stort og godt. Jeg har derfor troet at maatte gjøre, hvad der stod i min Magt for at fremme Sagen. Jeg har desværre ikke kunne gjøre meget _ det er efter min Mening meget lidet, hvad der her er foreslaaet; men jeg tror, det er noget, som Regjering og Storthing efter Evne er pligtig at fremme, og som derfor det norske Folk vil være dem taknemmelig for.

Qvam: Jeg har faaet Ordet, men jeg har ogsaa faaet et bestemt Indtryk af, at Forsamlingen forlængst er gaaet træt af at høre Ordet brugt. Jeg skal derfor indskrænke mig til nogle ganske faa Bemærkninger, endskjønt jeg nok havde havt adskilligt at sige og kunde ønske at faa sige det. Den Taler, der aabnede denne Debat, sagde os, at det, som stilles os i Udsigt, det, som bydes os her, er at ligne med malede Frugter. Det, som bydes os her, er et Middel for Almueskolens Lærere til at erhverve Øvelse i at benytte det Sprog, som Statsmagterne har sagt, at de skal og bør benytte, saavidt muligt ved Undervisningen i sine Skoler. Og dette skulde være at ligne med malede Frugter! Denne Tale minder mig om, hvorledes Maalsagen gjorde sit Indtog her i Nationalforsamlingen. Det var i 1874. Der forelaa da et Forslag gaaende ud paa, at Storthinget skulde stille Anmodning til Regjeringen om at tage under Overveielse, hvorvidt Undervisning i Oldnorsk og Landsmaal kunde indføres i Seminarierne som et frivilligt Fag, _ altsaa i en mer avsvækket Form, hvad Landsmaalet angaar, det samme, som foreslaaes her i dag. Hvordan var dengang Stillingen? Det blev erkjendt af alle Talere i Salen, at det var en Pligt for Lærerne, navnlig ved Almueskolern ei By og Bygd, saavidt muligt at benytte Barnets eget Maal; men den forberedende Foranstaltning til at dygtiggjøre Lærerne til Opfyldelse af sin Pligt, var der i Nationalforsamlingen ikke mer end 31 mand, som vilde gaa med paa. Saa stod Sagen den gang. I 1878 kom Sagen op igjen. Alle Medlemmer af Forsamlingen var da enige i at erkjende Rigtigheden og Nødvendigheden af, at Børnenes eget Maal, Landets eget Sprog, skulde bruges som Undervisningsmiddel i Skolen. Hr. Præsident! tro om ikke netop dette, at man vilde være med paa at stille Maalet, men ikke med paa Midlerne til at naa det, om ikke det er at hænge malede Frugter op i Træet? Jeg tror ikke, Svaret kan være tvivlsomt, og jeg tænker, at Voteringen i dag skal vise, at de Herrer, der i Sandhed byder malede Frugter, det vil sige de Herrer, der stiller Maalet, men ikke vil Midlerne, de skal maaske nu blive til 31, og den Fraktion, som vil stille Midlerne til Raadighed, som for Alvor vil Tingen, skal blive nogle og 80. Jeg nævner dette, fordi det er et tydeligt Fingerpeg ogsaa for dem, som ikke vil se, i hvilken retning Udviklingen gaar, og hvor stærk Fart den tager. Man har sagt, at det Landsmaal, som man nu vil skaffe Lærere til at undervise i, er intet Fællessprog for det hele Land, at det kun er de vestlandske Dialekter, man har fundet Udtryk for i dette Landsmaal, ikke derimod de trondhjemske og østlandske. Men skulde ikke de Herrer, der sige dette, i selve Forelæggelserne kunne finde Bevis for, at deres Udsagn er urigtig? Stødet til det, som foreligger her nu, er kommet netop fra Trøndelagen og Oplandene. I den kgl. Proposition er citeret en Resolution, fattet i et møde paa Frosten, I Hjertet af Trøndelagen, der udtaler ønskeligheden af, at der gives Kursus til Uddannelse i at undervise i Bygdemaal og Landsmaal _ og Lansdmaal, det vil sige det Landsmaal, der skrives af Ivar Aasen, er skrevet af Vinje og skrives af Garborg, Høyem og flere. Men, siges der videre, dette Landsmaal er ikke blot intet Landsmaal, men det skrives ikke engang paa samme Maade af de forskjellige Forfattere, der er i Virkeligheden lige saa mange Landsmaal som der er Landsmaalsforfattere; thi disse har lavet hver sit forskjellige Sprog. 
Saadant siger kun den, som enten ikke vil se og ikke vil forstaa, eller, som ikke har gidet at sætte sig den mindste Smule ind i Sproget; thi der er i Sandhed mellem de forskjellige Forfattere indbyrdes _ jeg kan nævne Høyem, som danner den yderste Fløi paa den ene Side, og Ivar Aasen, som danner den yderste Fløi paa den anden Side _ mellem dem er der ikke saa stor Forskjel, som mellem vore to moderne Forfattere, Bjørnson og Kielland; Bjørnstjerne Bjørnsons Sprog og Alexander Kiellands Sprog er indbyrdes mer forskjellige end Ivar Aasens og Høyems. Og dog staar man her i Nationalforsamlingen og siger, at der er mange forskjellige Landsmaal! Og saa siger man videre, at den lykkelige Enhed i Sproget, som vi nu har, vil gaa til Spilde ved disse Bestræbelser. Den lykkelige Enhed, vi nu har _ ja, Enheden er tilstrækkelig betegnnet ved dette, som jeg nævnte, at der jo er større Forskjel mellem de dansk-norske Forfatteres Sprog indbyrdes end mellem Maalmændenes Sprog indbyrdes. Videre blev der sagt: Enhed i Sprog til officielt Brug, det har vi i Skrift som i Tale. Jeg hører ikke andet, end at der lyder mange forskjellige Sprog til officielt Brug her i Storthingssalen, ligefra _ som en Taler nylig sagde _ det rene Pæredansk til det rene Lansdmaal. Det er til officielt Brug dette, skulde jeg mene; vi taler vel ikke ganske privat her i Salen? Jeg ser i den Sag, som foreligger, ikke blot et Nødmiddel i Folkeoplysningens Tjeneste; men jeg ser i den noget meget mer, og det indeholder ikke for mig noget afskrækkende; jeg ser i den Begyndelsen til den nationale Gjenreisning ogsaa paa Sprogsagens Omraade; jeg ser i den Begyndelsen til Gjennindførelsen af det norske Sprog i Skolen, i Kirken og i Retssalen _ overhovedet til alt officielt Brug; og fordi jeg opfatter denne Sag saaledes, hilser jeg den norske Regjerings Invitation til 
Storthinget om at beslutte saaledes, som Kirkekomiteen nu har indstillet, som en af de lykkeligste Frugter af den Forandring i vort offentlige Stel, som indviedes forrige Sommer.
 
( Meir.)