Parlamentarisme.


Det er mykje Prat um Parlamentarismen i vaare Dagar. Oftaste vert det skrivet soleis um ho, at ein kann verta fælen. Eg hev ogso leset meg rædd dette Udyret, so eg fyrr tykte, eg maatte beda Gud fri oss fraa henne. Men so kom eg eingong til aa lesa eit Stykkje av den namngjetne danske Bisp, Monrad, og det gjorde meg so godt. Det tok vekk mykje ta Otten min for Parlamentarismen. Eg skal tillata meg aa framføra noko av det og eg vil lata han danske Mannen snakka Dansk.
 
Han D. G. Monrad segjer soleis bl. a.: Hvorledes stiller da vor Fremtid sig? Vil Folket blive kjed af den lange frugtesløse Kamp for Parlamentarisme (han meiner fraa dei i Danmark; me hev no, som kvar Mann veit, vunnet Kampen) og vende tilbage til det tidligere Standpunkt, da man ene bekymrede sig om Sagerne? (Han hev fyrr talat um den politiske Uskyldighedstilstand, da man ene saa paa Sagerne uden at bekymre sig om Ministrenes Personer). Man kan ønske det, men man kan ikke haabe det. Det er, som om man vilde tro, at en Mand kunde vokse nedad og blive et Barn igjen i legemlig Forstand. Det lader sig ikke gjøre. Den konstitutionelle Frihed udvikler sig altid tidligere eller senere til Parlamentarisme , der er et Barn af Folkeviljens Kraft og Ministeriets politiske Æresfølelse. Man kan beklage, at Partikampen herved ofte faar en Tilsætning af personlig Ærgjerrighed, hvorved Samfundsspørgsmaalene trænges hen i Baggrunden; man kan beklage det, men ikke forhindre det. 
Det gaar i Aandens som i Naturens Verden, at Udviklingen foregaar med en indre Nødvendighed. Sommer følger Vinter, Parlamentarismen udvikler sig af den konstitutionelle  Frihed. Det røber Uvidenhed, naar man vil fremstille Parlamentarismen som et engelsk Produkt. Nei, den er brudt frem overalt, hvor der var sand konstitutionel Frihed. I Regelen har Regjeringerne ikke sat deres Storhed i at modstaa og trodse Folkets Vilje; thi de har indseet, at jo længere man modstaar det uimodstaaelige, des længere kastes man i den 
Retning, i hvilken kan ikke ønskede, at komme. Efter vort Skjøn er den parlamentariske 
Bevægelse i en stadig Stigen. Paa eit annat Stelle i Stykkji sine segjer han: Magesløse Magthavere er Magtens Vrængebilleder. Jeg foretrækker Absolutismen, jeg foretrækker Republikken for det konstitutionelle Monarki, hvor Ministeriet ei kan sætte sin Vilje igjennem. Det er noget besynderligt vissent og livløst i Lovforslag, i hvilke der ikke er en Mands Vilje, der vil staa og falde med den. Der er noget uendelig trættende i disse endeløse Forhandlinger, som ikke medfører noget Udbytte. (So var det ogso her hjaa oss fyrr ei Tid sidan). Ein maa ofte stydja seg til Autoriteter. Og eg trur ikkje, at Monrad er so klen ein Autoritet. Han er i eitkvartfall ein lant betre Autoritet enn mange ta desse Redaktørarne vaare, som gjer alt kva dei kann for aa skræma Folk med Parlamentarismen.

... r ... e.