Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 29/4 1885.

 
(Framh. fraa fyrre No.).

(Del 4 av 7. Fyrste delen.)
 
Statsraad Blix: (Slutt). Saa opkastede Skoledirektøren det Spørgsmaal: Kan en Lærer paa et saadant Kursus paa nogle Uger blive Sproglærer? Jeg haaber ved mine tidligere Ytringer at have svaret paa det. Jeg mener, det er en fuldstændig Misforstaaelse at sige, at man her vil uddanne en Mand til Sproglærer. Her er slet ikke Tale om at undervise i Landsmaal eller det norske Sprog, som et Fag, men her er Tale om at anvende det norsks Folkesprog i et af dets Bygdemaal som Undervisningsmiddel i de forskjellige Fag, og det mener jeg, efter hvad jeg før har paavist, at en Lærer i et kortere Kursus maa kunne magte, naar han eller har de Forudsætninger, som jeg før har nævnt. Det er vistnok saa, at det er første Gang, man her staar overfor disse Kurser, og man kan derfor naturligvis ikke paa Forhaand forudse, hvilke mer eller mindre heldige Resultater, de vil kunne bringe. 
Dette er, som den kongelige Proposition ogsaa siger, et Forsøg; man har ingen speciel Erfaring her at holde seg til. Man har derfor troet at kunne slutte sig til disse enkelte Mænds Forslag, for paa denne Basis at gjøre et Forsøg, saa faar vi da siden, hvis der bliver Tale om at fortsætte dette, se, hvad der kan være at ændre, rette og forbedre med Hensyn til Formen for disse Forsøg. Jeg mener, det maa kaldes en praktisk og forstandig 
Maade at sætte Tingen igang paa, saalænge vi ikke har nogen større Sagkundskab at byde over. Saa var det denne store Fare, som Direktøren stillede i Udsigt, at optage Skolens knappe Tid med at læse dette Folkesprog. Forsaavidt som dette hænger sammen med Direktørens Tanke om, at Landsmaalet nu skulde indføres som Fag, kan jeg jo her forbigaa det; men jeg skal dog tillade mig den ene Bemærkning, at det dog tør være en Misforstaaelse, naar man mener, at den Undervisning i Folkesproget, hvorom her er Tale, skulde stjæle Tid til Fortrængsel af eller Hindring for Kundskab i vort nu almindelige Skriftsprog. Jeg mener tvertimod, at det er baade en pædagogisk og historisk Erfaringssætning, at man ved fra først af at lade Barnet bruge sit eget Sprog i Skolen og navnlig ved at lade det lære de første elementære Discipliner i dette Sprog, saa langt fra hindrer Tilegnelsen af andre Sprog, at man letter den og vinder Tid. Jeg mener, at ogsaa baade Læsningen og Tilegnelsen af Skriftsproget vil kunne lettes, men aldeles ikke hindres, ved at Barnet lærer at læse i sit Modersmaal, sit eget Maal. Jeg skal som sagt indskrænke mig til denne ene Post. Den følgende har jo Skoledirektøren heller ikke egentlig indladt sig paa nu, og det vil der senere blive Anledning til. Jeg skal fastholde som Summen af, hvad jeg nu har sagt, at de her foreslaaede Kurser kun tilsigter, hvad de siger, nemlig at give Læreren Veiledning i at benytte Folkesproget i en af dets Dialekter, nemlig den, som falder ham lettest ved Undervisningen, at man paa Grund af Sagens Stilling her maa indrømme en vis Frihed, og jeg for min Del lægger liden Vægt paa, enten man gaar ud fra den ene eller anden Dialekt; og jeg mener, dette er kun en ganske simpel og nødvendig Konsekvents af den Beslutning, som for flere Aar siden er fattet, som gjør det til Pligt at forsøge, om vi kan gjøre noget for at gjøre den mer effektiv, frugtbringende, end den har været; at det derimod slet ikke er Hensigten med denne Bestemmelse at bringe Sagen ind i væsentlig nye Baner, og at det saaledes aldeles ikke er tilsigtet ved dette Forslag at indføre Landsmaalet som Fag i Almuskolen. Det er efter min Opfatning et aabent Spørgsmaal, og som trænger en fremtidig Udredning og det en alvorlig Udredning og Overveielse, før man kan bestemme noget om det. Det var min Mening, at det skulde behandles i en kongelig Kommission i Sammenhæng med andre Skolespørgsmaal. Ialfald har jeg ikke tænkt letsindig at dekretere noget saadant som et Forsøg paa at faa et nyt Fag ind. Jeg skal foreløpig indskrænke mig hertil.


( Meir.)