Lydrike-Tanken i Lærebøkerne.

 
(Framhald.)

(Del 3 av 4. Fyrste delen.)

Lord Grenville heldt og ei lang Tala i Parlamentet um desse Greidurne og sagde bland annat, at det var ei aalmenneleg Meining i Europa, at den svenske Krunprinsen groveleg hadde forsømt Skyldnaden sin, daa han heldt seg undan etter Slaget ved Leipsig, daa dei hadde havt mykje Bruk fyr hans Hjelp til aa slaa Fienden heiltupp ned. Det var ei Kjensgjerning, sagde Lord Grenville, at det engelske Ministeriet hadde voret so misnøgt med, at han var so seinvoren, at dei hadde teket fraa han dei Soldatarne, som fyrr hadde voret under hans Kommando og hadde havt Løn av England*).

I Carl Th. Sørensen: Kampen om Norge i Aarene 1813 og 1814 stend det i 2dre Bindet S. 191 og 192, at Karl Johan tenkte paa aa verta Styrar i Frankrike; Czar Aleksander, den Eneste i Koalitionen, som tilsyneladende for Alvor understøttede Carl Johans Kandidatur, havde ikke været mange Dage paa fransk Grund, før han indsaa, at den var umulig. Begivenhederne toge nu en hel anden Retning, end Carl Johan havde forestillet sig. _ _ _ efter Ankomsten til Cøln udstedte han den 12te Februar den bekjendte Proklamation til det franske Folk; i hvilken han udtrykte Ønsket om at kunne bidrage til sine tidligere Landsmænds Lykke. Denne Proklamation blev uændset, overdøvet af Krigslarmen i det Indre af Frankrig, og Carl Johan følte snart Pinligheden i sin tvetydige Stilling _ og truede med at tage tilbage til Sverrig, dersom han ikke toges paa Raad med ved de Forbundnes Forhandlinger. Dag for Dag, som Bourbonernes Udsigter stege, forandredes Carl Johans Holdning, ...og hans Stilling til Koalitionen blev næsten fiendtlig. Men paa samme Tid voxede ogsaa denne Forbitrelse imod ham, og den blev saa almindelig, at Efterretningen om Reisningen i Norige, da den naaede Frankrig, mødtes med hemmelig Glæde i hele Koalitionens Leir.**)

I Februar 1814 hadde Napoleon Lukka med seg. I et Krigsraad, som de forbundne Monarker i den Anledning holdt, blev Nordarmeens Medhjælp anseet nødvendig; men da Carl Johans egen Deltagelse rimeligvis hverken ansaaes for opnaaelig eller ønskelig, bleve Bülows og Winsingerodes Korpser underlagte Blücher. (dei vart tekne fraa Karl Johan.)

S. 228: Men da Krigen igjen var begyndt at gaae Napoleon imod, og han (dvs; Carl Johan) maatte frygte, at de Allierede ved egne Kræfter kunde naae deres Maal, indsaae han, hvilken Fare hans Holdning udsatte ham for. Han havde da tænkt paa at rykke frem for at komme ligesaa hurtigt til Paris som de Allierede og ikke overlade dem Afgjørelsen af Frankrigs Skjæbne alene, men atter opgivet det, fordi han ikke havde kunnet opnaae nogen Meddelelse om de Forbundnes Planer. Tilsidst havde han som et Bytte for de Kvaler, der fortærede ham, begivet sig paa Reise forat opsøge sin Ven, Czaren. Denne Reise, som foretoges i en saa stor Bue udenom det Land, der var hjemsøgt af Krigen, at Kronprindsen endog først begav sig til Coblenz ved Rhinen for dernæst over Kreuznah og Nancy at komme ind i Frankrig, mislykkedes som bekjendt. Medens han underveis maatte kjæmpe med utallige Gjenvordigheder for at komme frem og skaffe Postheste og Eskorte tilveie, medens han tillige led af legemligt Ildebefindende og eengang for Exempel maatte standse for at faae nogle Tænder udtrukne, modtog han paa hver Station nye Jobsposter. (at dei sambundne Magterne vann) Pludselig afbrød han sin Reise, vendte om og kom mere forstemt end nogensinde før tilbake til Liège, hvor han strax efter erfarede de Allieredes Indtog i Paris. Det hed i den Skrivelse, som Kabinetssekretair Schutzenheim i den Anledning sendte Løwenhjelm, at Kronprindsenhavde været berettiget til at vente sig, at de Allierede paa Forhaand meddelte ham deres Planer angaaende de Forandringer, som burde gjøres i Henseende til Sagernes nye Ordning i Frankrig, at han havde taget sig dette Beviis paa manglende Agtelse meget nær o.s.v.

Den svenske Hjælpehær paa 30,000 Mandstred tappert i mange Slag, segjer L. Kr. Daa, og nemner Slagi ved Grossbeeren og Dennewitz, som Karl Johan vann i, segjer han, og Daae og Drolsum nemner Slaget ved Grossbeeren.

Var Karl Johan og Svenskarne med i desse tvo Slagi? Um Slaget ved Grossbeerenfortel Weber (S. 462 _463), at den franske Marsjallen Oudinot (uttal Udinaa) gjekk med 70,000 Mann, Franskmenner og Saksar, mot Berlin til aa taka denne Byen, sprengja Nordheren og jaga Svenskarne attende til Pommern. Han gjekk motig fram, og hadde berre faa Mil att til Berlin, og hadde Bernadotte fenget sin Vilje fram, hadde dei gjevet Berlin upp. Men Bülow raadde seg daa til aa setja paa berre med Preussararne, og Slaget stod ved Grossbeeren. Preussaren Tauenzien hadde fyrst eit Tak med Franskmannen Bertrand. So kom Franskmannen Reynier (Renié) til med Hjelpeheren fraa Saksen, men Preussararne dreiv dei attende, og daa Preussaren Borstell kom paa Sida aat Saksarne, rømde dei i vill Flugt _ Weber nemner korkje Karl Johan elder Svenskarne.

Weber segjer, at Krunprinsen av Sverige drygde ikkje med aa gjeva seg sjølv Æra fyr den fagre Sigeren, og i lang Tid var han god fyr aa narra Folk, so dei ikkje fekk vita, korleids det i Røyndi hadde gjenget til med detta Slaget, og sjølv vinna den Takk, som Bülow skulde havt.(Der Kronprinz von Schweden säumte nicht, sich das Verdienst an dem schønen Siege beizulegen; es gelang ihm auch geraume Zeit, die Welt über den wahren Hergang beidieser Schlacht zu täuschen und Bülow um die verdiente Anerkennung zu bringen). Hadde Krunprinsen drivet paa og forfylgt, segjer han, kunne han tynt heile Heren hans Oudinot,men no slapp denne undan.

Um Slaget ved Dennewitz fortel Weber, at Napoleon sende marsjal Ney(Ne) mot Berlin. Karl Johan gjorde ingenting, berre heldt seg undan, og detta sette Mot i Franskmennerne. Det var ikkje mogelegt daa helder aa faa Krunprinsen til aa slaast, men imot dei Paalegg, som Karl Johan gav, lagad dei preussiske Generalarne Bülow, Tauenzien og Borstell seg til Slag. Tauenzien og Landverja hans slost fyrst i 4 Timar med Ney, og heldt paa aa rjuka fyr Yvermagti. So kom Bülow til medsitt Folk, og um Eftan stod Slaget godt fyr Preussararne, endaa dei var ikkje braadt so mangmennte. Men sistpaa vart dei trøytte og mode og for til aa attra seg, daa Ney fekk Hjelp av Herstyrken hans Oudinot. I denne Naudi kom General Borstell med sitt Korps, og Preussararne sette rasande paa. Daa Kvelden kom, var Franskmennerne paa alle Kantar paa vill Flugt. Um Kvelden, daa alt var avgjort, kom den svenske Krunprinsen til Slagmarki, men ikkje Hestfolket sitt dessmeir sende han til aa forfylgja, og likevæl fekk han her og Størsteparten av Æra fyr denne herlege Sigeren, som ein likevæl berre kunne takka dei preussiske Generalarne, allvisst Bülow fyr.

Cantu segjer 7de Bind S. 249: Marechal Ney viste ikke sin vante Dygtighed i Slaget ved Dennewitz, hvor Preusserne under Bülow vandt en stor Seir. Daae og Drolsum, som sagt, segjer ikkje, kven som vann paa Ney.

(Meir.)


*) Siterat etter ei Avhandling i Bergens Tidende Februar 1881: Norges Sag i det engelske Parlament, 1813 og 1814 av F. B.
**) Utpeikat av meg.



Missprentingar i Lydrike-Tanken i LærebøkerneNo. 2:

Andre Bolken: überstrieben skal vera übertrieben. Friedri With von Bülow skal vera Friedrich Wilhelm von Bülow. Tanenzienskal vera Tauenzien. Victor Durug skal vera Victor Duruy, son fragile appni skal vera son fragile appui.