Det norske Landsmaal.

 
(Av H. E. Berner i Dagbladet).
 
(Del 2 av 2. Fyrste delen.
 
(Slutten.)


Nu mener jeg fremdeles, at Tingen vil komme i bedre Gjænge, bare Folk rundt omkring i By og Bygd sætter sig fore at ville bruge sit norske Talesprog ogsaa i Skrift. Naar ikke bare enkelte, men ogsaa Foreninger og Lag(og her spørges ikke om politisk, men om national Farve) vilde enes om herefter ogsaa at skrive det norske Modersmaal, vilde man faa se, at derkom frem et norsk Sprog, vistnok ikke ligt den klassiske _ jeg havde nær sagt aristokratiske _ Maalform, som f.e. mange af norske Samlags Bøger har, men dog norsk i sin Bund og Grund. I Skrivemaade og Ord kom det vel, ialfald her østerpaa, til i et og andet at ligne Bogmaalet. Men desto lettere vilde det ogsaa være baade at skrive det og forstaa det. Desto lettere vilde med andre Ord en slik Maalform have for at arbejde sig frem til at blive vort af alle anerkjendte norske Skriftsprog. Og det er did, vi maa stræve ; ellers er alt vort Maalstræv faafængt.

Med andre Ord: det saakaldte knudsenske Maalstræv maa bruges ogsaa fra norsk Maals Udgangspunkt, og ikke udelukkende fra dansk Bogmaals Udgangspunkt.

Jeg vilde altsaa, at man skal skrive norsk, men med saa megen Tilnærmelse til det engang almindelig kjendte danske Bogmaal som nødvendig er, for at lette Overgangen til en mere hjemlig og virkelig almen norsk Maalform.

Og ikke det alene. Jeg vilde ogsaa, at vi skal søge at faa det danske Bogmaals Mænd til at imødekomme Kravet paa norsk Maal, ved at de paa sin Side skal gaa ind paa at skrive Bogmaalet saa ligt som muligt med Norsken.

Dansk-norsk skal altsaa _ mener jeg _optage de haarde Konsonanter, hvor de bruges i norsk istedenfor de danske bløde: Tak istedetfor Tag, skape istedetfor skabe, hate istedetfor hade osv. fremdeles optage i større Udstrækning almindelig brugte og kjendte norske Ord, og da ogsaa i norske Former. Jeg behøver forøvrigt her bare at henvise til Bjørnson, Ibsen og Lies senere Værker, hvor der ialfald er gjort Tilløb til slige Lempninger. I Lies sidste Bog Familien paa Gilje forekommer endog Tvelyd som grein, steinet. Det er min Tro, at Tvelydene ogsaa snart vil bryde sig ind i Bogmaalet, efterat de har vundet en saa stærk Hævd i Byfolkets Tale, som de virkelig har. Det vil gaa med dem som de haarde Konsonanter, som i Virkeligheden er paa Vej til at faa Borgerret i Bogmaalet.

Paa sin Side maa ogsaa Landsmaalet gjøre Indrømmelser, f. ex. opgive de døde understøttende Bogstaver, f. ex. svarade istedetfor svara i Imperfektum; ligesaa de dobbelte Konsonanter, som ingen Nytte gjør, men bare giver det Udseende af, at Norsk er saa forskjellig fra Bogmaalet, at Bogmaalets Mænd bliver Landmaalsfiender; altsaa f. ex. kan istedetfor kann osv. Hvor der er almindelig brugte Bogmaals Ord, bør de jo ogsaa beholdes, om der end i Bygdemaalene findes norske Ord; men disse er sjeldne eller forældede.

Der er i det hele adskillige Jemkninger, som fra begge Sider kunde gjøres for at lette eller forberede Overgangen til et fælles norsk Sprog; at det tilsidst bliver norsk og ikke dansk, det har jeg en sikker Tro paa.

Som saadanne, hvorom man vel lettest maatte kunne enes, nævner jeg her de Ting, som er fælles for Landbefolkningen og de Samfundslag i Byerne, som man hyppig kalder Bysalmuen, altsaa _ hvad der tildels allerede før er nævnt _ hovedsagelig Optagelse af: 1) de tre Kjøn, 2) de norske Vokalforhold (hvorunder indbefattet Tvelydene), 3) de haarde Konsonanter og 4) norske Ordføjninger (og i det hele syntaktiske Forhold). Det vil vistnok falde let heraf strax at vedkjende sig som almengjældende Regel (baade for Landmaalsmænd og Bogmaalsmænd) at bruge de haarde Konsonanter (Nr. 3) og den norske Ordføjning (Nr. 4). Thi begge disse Momenter lyder jo allerede i Dagligtalen ogsaa i Byerne. Hvad de tre Kjøn (Nr. 1) og de norske Vokalforhold (Nr. 2) angaar, vil det vistnok vække større Betænkelighed nu strax at optage dem. Men ligesom jeg allerede ovenfor har bemærket, at Tvelydene allerede er i Fremmarsch i Bogmaalet, saaledes gaar det aabenbar et stadig stærkere Drag til i Dagligtalen at optage fra Vulgærsproget baade de tre Kjøn og Vokalisationen.Og fra Dagligtal til Skriftsprog burde ikke Skridtet være saa langt i vore Dage.

Fremdeles burde ogsaa bruges Enkelttalsformer efter Flertalssubjekt i Verberne (vi har, vi er istedetfor: vi have, vi ere), og Endelsen er som almindelig Flertalsendelse for Substantiverne, Hester, Skikker osv. Thi dette staar ialfald baade vore By- og Bygdemaal nærmere end det nu i Bogmaalet gjængse. Noget saa uhyre gammeldags som Brugen af Flertalsendelser i Verberne burde man dog vel ialfald straxkunne enes om at afskaffe.

Det er da væsentlig kun Ordbøjningen, som vil volde Vanskelighed, og som faar overlades til Fremtiden. Af de fem andre Faktorer i et Sprog vil derimod altsaa Ordforraad og Sætningsbygning for en væsentlig Del kunne bruges, og det samme gjælder tildels ogsaa Orddannelsen og Lyddannelsen.

Hvorledes alt dette Samarbejde forøvrigt nærmere skulde ske, og _ hvad det er det vanskeligste _ fremforalt Arbejdet ud fra Bygdemaalets Standpunkt, det tænkte jeg mig rettest fik overvejes af en Sprogmands-Kongres, hvor baade norsk-norske og dansk-norske Sprogmænd, Forfattere, Skolemænd osv. mødte frem for i Fællesskab at afgjøre det nærmere i saa Henseende, og enes om at faa sine Vedtægtergjennemførte i Blade og Bøger, og navnlig da i Skolebøgerne.

Dette var egentlig Hovedformaalet med mit Foredrag og mine Forslag. Hvad enkelte Blade har omtalt som mit Program, var mere kun Midler til Opnaaelse af hvad der var mit Formaal, nemlig at faa Maalsagen, i denne endrede Form, jeg her har fremholdt, holdt oppe som en Samlingstanke i vort Folk, som en stor Folkesag, der da ogsaa maatte tages paa en anden og fremforalt mere praktisk Maade end hidtil.

Paa Maalvens-Mødet i December udtalte de fleste sig for, at der burde gives Tid til nærmere Overvejelse af, hvad jeg havde ytret. Det er ogsaa mit Ønske, at denne Sag maatte blive taget under den alvorligste Overvejelse, og det er dertil, jeg opfordrer.


Kristiania, 3die Januar 1884.