Bjørnson og Maalsaki.

Det kann vera forvitnelegt aa høyra, korleids Bjørnson steller seg til Maalsaki no. Her er eit Brev, som han hev sendt til Studentlaget Fram i Kristiania. _ Me trur at Folk kann lesa det, som det er, endaa det kann vera ymse Slag i det.


Paris, av. de Niel, 96.
 

Ungdommelige Fram!

Netop har jeg læst Arne Garborgs tale om mål-saken og Hagbart Berners forslag, og jeg istæmmer.

Fra mit første ophold i Bergen har jeg været med på mål-saken. Jeg har holdt på, og efter ævne støttet 1) at der blev arbejdet til mål-sakens udbredelse; 2) at børn beholdt og utviklede sit hjæmlige sprog i skolen.

Men når mål-mæn sværmede for med étslag at insætte et nyt sprog istedet for det, vi har, og gjorde sig store på det, da har jeg altid holdt dem for rasende. Og jeg har beklaget, at så mange gode kræfter skulde delvis ødes i så ørkesløse længsler.

Ænvidere når jeg så, at bondesproget i literaturen begyndte at kalle på en ånd, som var alt annet æn moderne, idet nemlig et gammelt forsømt sprog og tusenårs-forestillinger høvde altfor godt ihop (jeg glemmer aldrig en præst i mål-bladet, han hed ovenikøpet Asperheim(huf), og som lod gammel-ægyptisk overtro krype om i målets middelalderlige luft likesom tusser i en kælder, der ikke havde været åpnet på flere hundre år), da blev jeg ræd og begav mig hen til kælder-halsen og ropte på Garborg, at idetminste han skulde komme op; han for næmlig og ståkede dernere dengang.

Men nu tænker jeg, den fare er over. Garborg har ikke alene ræddet sig selv frem; han har ræddet mange fra den fortullende virkning på sanserne, som slik stærk og gammel-lukt kan ha. Nu er utviklings-lovene også bedre begrepne, og kænskapen til dem langt længer utover æn for bare nogle få år tilbake. Det har gåt fort. Nu vil målet ikke i det mon som før bli fristelse til drømmerier i aflægse forestillinger, ej hæller til kandestøperier om en nihilistisk sprogsprængning for at rydde tomt for alt det ny på én gang. Nu vil saken kunne ta sund vækst i vor store nationale kamp, _ og vil gi den sin styrke.

Men _ og her er et stort men! Et ordsprog siger: en ser ikke skogen for bare trær. Det vilde være sannere, om det lød: en ser ikke træerne for bare skog. Vi ser på mål-saken, de fleste af os, som på en stor skog og glæmmer, at skogen består af trær, ét for ét, og hvært af dem af kvister o.s.v. like ned til cellerne og det, som svømmer i dem. Har vi lov til at være mål-strævere i foreninger og love og som læsere af nogle bøker _ og samtidig i vor skrift fornægte det arbejde, som ene kan, vænding for vænding, ord for ord, bogstav for bogstav, bøje det nyere sprog in i det gamle, og det gamle in i det ny _ intil målet engang er naad?

Æfterhånden at rænske vor egen tale og så skrive, som vi taler, det er vejen. Hvær den af os, som ikke taler og skriver målet, må gå den vejen; eller hele hans stræv er goldt. Han må for-norske sig selv i sit daglige mål, i sin daglige skrift, stykke for stykke. Enhver, som ærlig har prøvd dette, han har(hvis han ikke var fra Kristianssand-Stavanger) kænt en uimotståelig dragning til de hårde medlyd (konsonanter). Han har kænt, at de var her det afgjørende. Alt annet førte til dem, og først med dem bak os har vi hele vejen åpen foran os.

Og derfor gæller det: bekæn din tro af dine gærninger! Og dette være talt til dig, du Olaf Thommessen, forman i Fram; du, som i embeds medfør skal læse dette brev højt. Du fornægter denne sak, hvad retskrivningen angår , i dit eget blad. Og også være det talt til dig, du Lars Holst, som kaller dig målstræver, og gør ingen Ting for saken der, hvor den klæmmer dig dag ut og dag in. Det være sagt til hvært frisinnet mænneske i landet; ti vi må daglig være på vejen til vort eget mål som uttryk og værn for vor selvstændighed. Sprogmænd må arbejde på sin vis, almue-skolen på sin og bonde-skolen på sin. Som folk når vi alene frem til det vænding for vænding, ord for ord, bogstav for bogstav i et stort utrætteligt fælles-arbejde utifra det, hvori vi står idag.

Dengang jeg selv blev mål-man, næmlig 1857 _58 i Bergen, inså jeg straks dette og lod en fortælling bekænne min tro. Det var Arne. Men jeg blev ikke understøttet af en eneste stæmme, som kom til min kunskap, uten K. Knutsens ensomme. Så måtte jeg foreløbig la det ligge.

Men den tid kom, da dette faldt mig fejgt. Først i Norsk Folkeblad, så i mine bøker begyndte jeg igæn. Min forlægger tog mindre oplag af bøkerne og gav mig mindre pænger for dem, fra jeg atter gav mig på vejen til de hårdekonsonanter. Men jeg blev ved, _ og nu finner jeg tiden bekvæm for at våge mere; nu begynner jeg så småt med sælve de hårde konsonanter.

I har måske set, hvor hånfuldt de danske blad har behandlet mig for det? Hvorfor skal jeg også her være alene _ eller næsten alene _ om at lægge rygg til? Sig mig det!

Slå følge, du gode Fram, med dit ungdomsmot! Rop et fram! utover alt landet også i den sak!

Jeg kan forsikre, den er ikke liten. Den slår ikke alene bro over til mere i det norske sprog; nei, i samme stun en tar op i pennen de hårde med-lyd, vækker deres hjæmlige klang en dypere sælv-lyd inne i vore tanker.

Derfor: band ved K. Knutsens ærværdige navn på det, at du herefter aldrig mere vil skrive et brev eller et opsæt uten at lokke for dine ører med hårde medlyd!

Da kommer du aldrig, hvor højt du stiger, på den vej, der fører til en norsk rigsræt, anklaget for fædrelands-forræderi. Bruk til at begynde med så mange af de hårde med-lyd, som nætop høver digog din mund-art. Det er næmlig ikke bare en logisk sak; det er en smakssak. Det er først efterhåndon, at smaken blir til national lov.


Bud og hilsen!

Bjørnstjerne Bjørnson .