Dansk Dom um "Bondestudentar".

Folk driv med det, at Maalsaki skil Norskarne og Danskarne so mykjet, dei kann inkje skyna Maalet vaart, vert det sagt. Les her, kvat ein dansk Mann, Axel Henriques segjer i Kjøpenhamnsbladet Dags-Avisen. Ingen Norske hev gjevet Bondestudentar slike Lovord som denne Dansken.
           
345 tættrykte Sider, det var en stor Bog i denne Juleliteraturens Tid! Jeg slog op paa maa og faa i Bogen og læste. Daniel sat og las dette, og han totte det var som eit Fjell av Voner ramlad nedyver han med Brak og Røyk. No stod han der. Kor skulde han no av. Det var altsaa Sproget.
           
Forfatterens Navn Arne Garborg var vel ikke ukendt, men jeg erindrer aldrig at have læst en Linje af ham, og det var sandelig ikke med store Forventninger, at jeg tok fat paa Bogen; men der var kun en eneste Gang, at jeg var bedrøvet mens jeg læste den, det var da jeg kom til det sidste Blad, da jeg var færdig med denne Bog, der efter min Mening er noget af det bedste i den moderne nordiske Literatur. Man behøver egenlig blot at have skrevet én saadan Bog for at have indskrevet sit Navn mellem de ganske faa, der vil blive huskede, naar hundrede og atter hundrede Bøger og deres Forfattere er glemte; og dog er Bondestudentar næppe en Bog, der vil gøre uhyre Lykke, som bliver solgt i Oplag efter Oplag, eller som vil blive Samtaleæmne paa den kommende Vinters Baller og Soireer; og Grunden er ikke alene den, at Bogen er skrevet i Landsmaalet, dette mærkelige nydannede norske Sprog, som forresten er saa overordenlig let at forstaa, naar man med en ringe Smule Ulejlighed har arbejdet sig gennem en Side eller to, men Grunden er væsenlig den, at Arne Garborgs Kunst ikke er af den Slags som bedaarer den store Mængde, der sluger Roman efter Roman, der søger spændende Scener, glødende Elskovsæventyr og fantastiske Billeder; den er Kunst for kræsne Læsere, for saadanne for hvem Rembrandts Stik er mere værd end de fineste kolorerede Fotogravurer efter livlige franske Malerier, Læsere for hvem Brødrene Goncourt, Flaaubert og Guy de Maupassant i hans udmærkede Roman et Menneskeliv er Idealerne, og som ogsaa kan glæde sig over at se hvad en værdig Elev af disse store Digtere kan skildre af nordisk Liv og mere hjemlige Forhold.
           
Og lad mig straks føje til: der er ingen usund Paavirkning, ingen Forsøg paa at finde franske Motiver i Norge, der er ingen Skygge af Ægteskabsbrud, eller vovende Kjærlighedshistorier i Bondestudentar, ja det er knap og nap at der overhovedet findes Kvinfolk i denne Bog, og de spiller kun en ganske lille Rolle deri. Det er egentlig kun Mænd, der er skildrede, Kvinderne, de faa, der forekommer, er kun ganske løst skitserede Staffagefigurer, der er der helt, deres Psykologi og deres Historie; de staar lys-levende i denne fortræffelige Fortælling.
           
Her nede hos os har vi ikke disse Bondestudenter; vi har Provinsstudenterne og Seminaristerne, midt imellem disse staar den norske Bondestudent. Gid en dansk Digter vilde give os en Skildring af disse to Slags Medborgere, saaledes som Garborg har givet os Mellemtingen, gid én vilde skrive denne Bog, som der er saa god Plads for, den Bog, som f. Eks. Schandorph og Gjellerup har givet os noget af i Thomas Fries og Germanernes Lærling.
           
Jeg véd Folk, der har gaaet og tænkt paa at skrive denne Roman, Folk, der aldrig har faaet skrevet en Linje deraf, og vel heller aldrig faar det gjort; hvor underligt er det ikke for dem at se, hvorledes det kan gøres, hvor mærkeligt godt det er gjort. Det er en Glæde, som er sjælden, naar man gennempløjer disse Bogdynger, der hæver sig paa Skrivebordet nu, at træffe noget saa dygtigt, saa genialt, det er paa sine Steder næsten uhyggeligt. Hvor véd Garborg alt dette fra, har han kunnet læse vore Tanker, mærke vore Følelser fra Studenterdagene? ja, for der er noget fælles for alle os, enten vi saa er Normænd eller danske, enten vi saa er Bystudenter eller Bondestudenter. Der er Smaating, smaa Tanker eller Tilløb til Tanker, der er saa slaaende gengivne, at vi maa læse det om igen atter og atter, og saa sidde og tænke derover og lade Minderne fra den Tid rulle op for os; hvor véd han alt det, eller hvor husker han alt det fra, for det er som om han havde oplevet det alt selv? Det kan kun daarligt nytte at citere en eller anden lille Ting, det er som om man vilde bære sig ad som Manden, der skulde sælge sit Hus og satte sig paa Torvet med en Mursten for at vise Køberne en Prøve; man maa se den hele Bygning, saa betydelig og kunstfærdig, men hvoraf Detajlerne dog vistnok er det bedste. Og meget forstaar vi Danske vel ikke en Gang, ligesom vi ikke forstaar alt i en fransk Bog, naar vi ikke har levet længe i Frankrig; men hvor meget nærmere er de norske Forhold os dog ikke? Og Paalideligheden af det vi ikke helt forstaar er dog saa utvivlsom, at dømme efter det meget vi forstaar og glæder os over.
           
Af hvad jeg har set af dette Aars Høst, betænker jeg mig ikke paa at anse Bondestudentar for det betydeligste og bedste. Tag denne Bog og læs den, bryd Dem ikke om Maalet, det er let at forstaa, og det giver Bogen en Ynde og en Friskhed, som en Oversættelse vistnok vilde savne; ligesom Blichers E Bindstou ikke er saa frisk i Oversættelse og Bondestudentar er meget lettere at læse end E Bindstou.