[Um Folket og Grunnloven...]

Um Folket og Grunnloven skriv B. B. i Opl. Av.: Man er saa indkjørt i de kongelige Forestillinger, at man fatter ikke hvad et Folk er, at det er baade Kongens og Lovens jordiske Magtkilde.
           
Grundloven og Loven er for hvert Individ i Folket, Kongen indbefattet; men Folket som lovgivende Magt kan med samme Myndighed som i 1814 opsige en kaaret Konge og give en anden Lov. Kongen kan opsige os, derom tviler ingen; selvfølgelig kan vi opsige ham. Grundloven har vi ikke givet os selv for dermed at berøve Folket dets Souverænitet; den har alene Gyldighed, saalænge Folket vil.
           
Men Folket er ingen Folkeforsamling eller Opinion eller Klasse, ei heller et Parti. Folket i lovgivende Forstand er Vælgerfolket i Funktion, og Folkets Fuldmægtige udfører Ordren.
           
Lyder Ordren fra Landsende til Landsende paa Republik, er det kommet dertil, og paa dette Program vælges Folkets Fuldmægtige til Tinge, hvor Kongen blir opsagt . . . hvad saa?
           
Ja, skete dette imorgen, saa er endnu Erindringen om det absolute Monarki saa stærk, at Kongen med Frugt maatte kunne sætte sig op mod Folkevillien. men sker det først naar Folkesouveræniteten er blet alles anerkjendte Herre og har som saadan flyttet de siste Rester af hin mørke Tid, fuld af Folkemord og Frihedsmord, ind i Billedsalen, hvor de har sin Historie udstillet for forundrede Skuelystne, da kan ingen Konge længer vaage at ta sig tilrette mod sin Herre, som ikke vil ha ham længer i sin Tjeneste.
           
Heri er ikke det mindste, som kan kaldes Revolution eller Oprør; thi Folket, Landets Herre, kan ikke oprøre sig mod sig selv.
           
Forkaster man derimod denne Lære og holder paa den gamle om to Herrer, en, som heder Folket, og en, som heder Kongen, saa indsætter man Borgerkrigen som siste Institution iblandt sig. Dette er vel nu snart blet saa klart, at ogsaa den Lære blir moden til at bæres ind i Billedgalleriet, hvor der allerede hænger mange Malerier, som fremstiller, hvorledes det gaar til, naar man antager nogen anden Herre i Landet ved Siden af Herren eller endog over ham.
           
Hvad Forholdet til Sverige angaar, som skulde hindre os i at indrette os som vi trænger det, saa mener jeg, at det gjør det ikke. Det kræver ligesom Forholdet til Kongen sine Hensyn, sine Grunde, sin Klogskab; men det er intet absolut eller uopsigeligt Forhold, - og er Formaalet Republiken, saa tænker jeg, at til den Dag er der ogsaa i Sverige blet saa mange Republikanere, at de med Jubel ser os gaa foran; Folkenes Forbund blir jo da endnu fastere! At det nemlig gaar fort mod Republiken i vort Land, derom er der ikke den fjerneste Tvil og fortere vil det gaa.
           
Jeg indrømmer, at det staar i Kongedømmets Magt at gjøre den republikanske Strømning svagere. Thi vi modtar alle dets Tjeneste. Vil det sætte sin Ære og Samvittighed i at udføre Folkeviljen og hvilket Omraade har det saa ikke i Administrationen, Hærvæsen, Kirke, Skole! -; vil det i enhver Gren følge Folkets Aand, ikke kjæmpe mod denne, men tjene den, da har Kongedømmet endnu en lang Dag i Norge. Men jeg er overbevist om, at det ikke vil; Høire, som kjender bedre til det, forsikrer os det hver Dag, og derfor blir vi ogsaa flere Republikanere for hver Dag, saasom Selvstyre er vor Livssag, saa dette vil vi ha med eller uden Konge.
           
Med Love stænger man ikke delevende Strømme i Folket, men at det er de levende Strømme, som skaber og omskaber Love; at selvfølgelig Republiken ikke kan komme i noget Forhold til Grundloven, ei heller til dens Principer. Naar Republiken er færdig i Folket, saa flytter man baade Grundloven og dens Principer ind i Folkets historiske Billedsamling. Om man fik ind et absolut Veto i Grundloven, saa flyttede man dette med!