Ordskiftet i Storthinget um Professorløn til Hans Ross.

[Del 2 av 6. Fyrste delen]
 
(Or Stortingstidende.)
           
Sverdrup (fraa fyrre Nr.): Saavidt om Mandens Kvalifikationer. Jeg vil afvente at der fremlægges de Meddelelser, som skulde kunde begrunde en modsat Dom om Manden, naar han anbefales til at indtræde blandt Lærerne ved Universitetet for videnskabelig at bearbeide og fremstille et af de for oss vigtigste Fag. Thi hvad er det, vi her har for os? Det er vort Folkesprog, Kilden til hele vort Sprog, som skal opretholde og berige det, fra hvilket der gives og stadig maa komme til at gives saamange Bidrag til vort Sprogs Kraft, Fylde og Skjønhed. Det er ikke alene en Sag af den største Betydning for det Tankeliv og det Følelsesliv, der skal faa sit Udtryk paa vaar Tunge og imellem os ved vort eget Sprog; men det er tillige af den høieste Vigtighed for Bevarelsen af det nationale Baand, som er knyttet ved Sprogenes Sammenhørighed paa en fastere Maade, end fast noget andet kan slynge sig om os. Det er ikke muligt at overvurdere dets Betydning for vort Tanke- og Følelsesliv, for vort nationale Liv og for Hævdelsen af det Nationale i alle Retninger. Og vi har særlig god Grund til at stille os paa dette Standpunkt, fordi vort Sprog saalænge har været forsømt. Vi har i saa Henseende meget at indhente. Vi staar her tilbage for vort Naboland Sverige, hvor man har gjort betydelige Ting netop i Retning af Folkedialekternes videnskabelige Bearbeidelse. Indstillingen giver Oplysninger derom. Man har der flere Lærerposter i dette Fag, og flere Foreninger har dannet sig for at fremme Sagen. Ja Foreninger! Jeg spørger: Er jeg ikke berettiget til at hente et nyt Argument for min Mening netop fra, hvad vi har seet i den sidste Tid, da der er bleven Tale om af de mest kompentente Mænd at stifte en Forening, som netop har til Opgave Bearbeidelsen af vore Dialekter og hvad dermed staar i Forbindelse: deres Forhold til Skriftsproget. Er det ikke et nyt Vidnesbyrd, som peger paa, at Oprettelsen af en saadan Post kræves? Det er ogsaa sagt af en af vore mere fremragende Sprogforskere, at der existerer, der er forhaanden en Nødvendighed for en sand national Sprogudvikling ved et alvorligt videnskabeligt Studium af de levende Dialekter. Ja, det er det, som jeg har troet at burde yde mit Bidrag til at fremme ved at optræpe med Forslag om Professorgage til Hr. Ross. Det kunde jo siges, og det har været sagt, saavidt jeg ved, at Hr. Ross mere er Samler end egentlig videnskabelig Forsker og Bearbeider. Men jeg mener at man i saa Henseende ikke har de tilstrækkelige Data til at støtte sin Dom paa, og at ny netop er Tiden inde til, naar en Mand med det Kjendskab til Forholdene med den Begavelse for Tingen og med den Interesse for Sagens Fremme melder sig, da at lade ham faa Adgang til at bruge sine Evner til at bearbeide et Felt, som for os er saa vigtigt, men endnu saa lidet dyrket, og som nu ikke blot af ham, men af ham i Forening med andre vil blive bearbeidet derhen, at man kan være sikker paa at den Smule Professorgage, som her forlanges, ikke vil komme til at staa i Misforhold til de Frugter, som denne Udgift medbringer. Man maa huske paa, at Hr. Ross ikke kommer til at staa som en enslig Arbeider paa dette Felt, men at han vil være omringet af Mænd, som indbyrdes støtter hinanden med sin Forskning, og jeg antager, at dette tilsammentaget vil repræsentere et Fremskridt i norsk Videnskab, som man ved vort Universitet ikke let skal kunne opvise Mage til. Forresten er det ogsaa sagt, at Samletiden maaske endnu ikke var forbi, og at Hr. Ross fortrinvis var Samler. Jeg vil sige, at det forekommer mig, at Tiden netop maatte være inde nu til at begynde det egentlige videnskabelige Arbeide. Først har Ivar Aasen nedlagt sine Arbeider til Materiale og Stof for den fremtidige Forskning en Samling og en Forberedelse af den Betydning, at man blot behøver at nævne den for at faa erkjendt, at den er næsten enestaaende i sit Slags. Hertil kommer, at yngre Kræfter har sluttet sig til Ivar Aasens Arbeide og ogsaa paa sin Vis ydet Bidrag, og at endelig Hr. Ross selv, dels drevet dertil af Interesse og dels opfordret dertil gjennem Bidrag som han har faaet af Staten, har tilbragt flere Aar med Samlen og med Forberedelser til den Virksomhed, som jeg for min Del nu ønsker at han skulde vie sig. Jeg mener derfor, at alle Betingelser for at kunne gaa til det egentlige videnskabelige Arbeide allerede er forhaanden. Den første Samlingens, Forberedelsens Tid maa efter min Mening nu ansees for at være forbi, og det videnskabelige Arbeide, som jeg forlanger, som jeg venter, og som jeg er sikker paa, at vi vil faa, det vil virke befrugtende tilbage paa den fremtidige Samlen og Forberedelse ved Kræfter, som ikke paa den Maade, som der her er Spørgsmaal om, kan bindes til Universitetet og Videnskaben thi det magter vi ikke. Endelig er det af den ærede Repræsentant der sist havde Ordet, foreslaaet, at der skal bevilges Hr. Ross 3,500 Kroner, som aarlig Understøttelse formodentlig, til Fortsættelse af den Virksomhed, som han hidtil har udfoldet i Sagen, altsaa fornemmelig til Samling m. m. Men naar man skal gaa til 3,500 Kroner, hvilket jeg maa tænke mig som et regelmæssigt Bidrag, indtil videre ialfald, saa er der heller ikke i økonomisk Henseende stor Forskjel paa det Forslag, som foreligger, og Komiteens Indstilling, som jo lyder paa 4,500 Kroner. Men da flader det, jeg har sagt om at Tiden er kommen til at begynde paa det egentlig videnskabelige Arbeide, i Vægtskaalen. Og daa faar jeg henvise til, at Hr. Ross, som uden synderlige Udsigter for Fremtiden har viet sig til et Hverv, som ikke hører til de letteste, han mener selv, at han nu vil se sig istand til at udfolde en nyttig Virksomhed som Universitetslærer ved videnskabelig Bearbeidelse og Fremstilling af Folkesproget. Det mener jeg fortjener at komme i høi Grad i Betragtning. Jeg kan jo ikke have nogen Meining om, hvorvidt der skulde være noget personligt, som skulde danne en Hindring for Hr. Ross paa hans Vei til at opnaa den Stilling, som han attraar, og som jeg tror, han vil fylde til Landets Nytte og til sin egen Ære. Men jeg vil sige, at jeg for min Del vil alligevel se bort fra, hvad der muligens i saa Henseende kan være forhaanden eller blive fremholdt. Jeg ønsker at vinde Begavelsen, hvor den viser sig, hvor den hører hjemme, i social eller politisk Henseende, for mit Lands Arbeide, det videnskabelige og det nationale saavelsom det Arbeide, der i andre Henseender tjener os til Udvikling og Berigelse. Jeg vil derfor ogsaa tro, at man kan bedømme denne Sag uden at indlade sig paa nogen personlig Kritik i saa Henseende. Jeg gjør det ialfald, og jeg vil i ethvert forefaldende Tilfælde se paa det, som for mig er det lovende hos Manden, og ikke paa det, som kan være i en eller anden Henseende at bemærke ved hans Anskuelser i Retninger, som i høi Grad lægger Beslag paa Menneskenes Opmærksomhed. Jeg tror ikke det hører hjemme ved et videnskabeligt Institut.            
 
( Meir.)