Fredrik Stang.

[Del 3 av 6.  Fyrste delen.]
 
(Framhald.)
 
           
Naar du les dette, kunde du tru, det var ein heilt upp liberal Mann, som hadde skrivet det. No um Dagen kunde helder ingen annan enn ein liberal skriva slikt. Men den Gongen var der meir Livskraft i Konservatismen enn no. Konservatismen kunde den Gongen bera ein Framgangs Tanke. Dei konservative stod daa som no imot det nationale Framstiget; men europæiske Tankar kunde dei endaa svelja. Derimot var Bondepartiet den Gongen ungt og lite utviklat, so det i ymse Ting vart veikt og trongsynt. Det hadde ikkje Kraft elder Mod til aa vaaga seg innpaa nyare Tankar. Det stod i det heile og store - me undatek Menn som Wergeland, Ueland o. a. utanfor det europæiske Aandsliv. Soleids gjekk det til, at den Gongen var det dei Konservative, Byraakratarne, som stod som Berarar av den parlamentariske Tanken, medan Bønderne var rædde og stod imot. No er det motsett. No er det Bondepartiet, som hev Kraft og Mod, Bondepartiet, som stend i Pakt med Framgangstankarne, dei nationale og dei europæiske, men Byraakratarne som stend og stengjer seg inne og er rædde. Dei hev storknat reint i Stein. Ikkje nok med, at dei er utan Rot i det nationale, dei er no likso rædde det europæiske. Alle moderne Tankar skyr dei, som Jordrotta skyr Soli, like godt anten dei er heimlege (som Maalsaki) elder framande. Dei er heimlause alle Stader. Dette store Skiftet hev gjenget for seg etter 1830, altso just i Stangs Tid. Fraa 1830-1880.
           
Endaa paa det han skreiv den Gongen kann Ein lett kjenna Byraakraten. Naar han forsvarar Statsraadssaki, so vil Ein snart merkje, at i Grunnen ser han Saki fraa Regjeringssida. Han prøver aa sjaa henne fraa Folkesida med. Det maatte han gjera, um ikkje annat. Men han hev liksom ikkje Hjartat sitt der. Han talar helst um, kor naudsynleg Saki er for Regjeringsmagti, for det styrande Initiativ elder Tiltak. No forstend me at han hadde Rett i dette; eit Land maa hava ei sterk Regjering. Men ettersom Synsmaatarne den Gongen stod mot kvarandre, so kann me strakst av dette merkja, kor Stang vilde av. Han var paa den Sida, der Byrokratarne var, paa Embættssida mot Bondedemokratiet.
           
Dette kom endaa meir fram paa andre Maatar. Som fyrr sagt var det dei nationale Stridsmaali, som den Gongen var dei sterkaste, og som etterkvart drog meir og meir av Politikken innunder seg. Og i dei Stridsmaali hev me funnet Stang millom Danomanarne, millom dei, som var rædde den norske Raaskapen. Me hev nemnt Studenterforbundet (Welhavens-Klikken) og Vidar. Vidar, som gjekk inn i 1834, stod upp att i 1836 under eit nytt Namn: Den Constitutionelle. Dette Bladet var i den Tid paa Lag det same som Morgenbladet er no. Det skulde føre Kampen fyrst og fremst mot Wergeland, som var Hovudmannen for heile den norsk-norske og radikale Raaskapen, og dernest mot Bondedemokratiet i det Heile. Det var no, at Bonden tok til aa røra paa seg. I 1833 var Ueland komen paa Thinget, og dei radikale Bondebladi Statsborgeren og Folkebladet var fælande harske baade mot Embættsmennerne og mot Danske- og Svenskefjesket. Mot alt dette Styggelset skulde Den Constitutionelle staa paa Vakt. Bladet var styrt av Forbunds- og Vidar-mennerne Fougstad, Motzfeldt og Schweigaard, Stang var og med og skreiv. Dette Bladet viser tydeleg korleids det gjekk til, at den heimlause, unationale dansk-plattyske Intelligensen, just fordi han var unational, Steg for Steg maatte dragast yver i ein meir og meir bakstrævande og meir og meir vonlaus Politikk. Etterkvart som dei norske reiste Rygg, etterkvart som dei Innfødde prøvde aa koma seg upp jamsides desse halvframande, - etterkvart maatte desse, forskuld sitt Hat til denne nye Racen, setja seg til Motverje paa alle Kantar, der den nye Racen prøvde aa trengja seg fram. Fyrst i Literaturen og Æsthetikken; men sidan meir og meir i Politikken. Og so lengje stengde og stengde dei, til dess dei hadde stengt seg sjølv inne.
           
Me skal prenta av eit Stykkje or den Constitutionelle, som klaart viser, korleids Racehatet smaatt i Senn gjekk yver til ei politisk Motsetning. Stykket er skrivet i 1838 og lyder i Ordrag so:
           
Det var Bladet Statsborgeren og dettes forrige Redaktør 1 ) , som paa de sidste Stortinge 2 ) besatte den norske Nationalrepræsentations fleste Bænke med en Masse ucultiverede Representanter 3 ) om hvis store Pluralitet det mer og mer erkjendes, at de mangler de væsentligste reale Egenskaber, der udkræves hos de Mænd, der skulle styre Rigets vigtigste Anliggender. Forholder dette sig imidlertid saa, maa det ligefrem erkjendes, at vi i vort offentlige Liv have oplevet det mærkelig characteristiske Fænomen, at Hr. P. P. Soelvold har været vor indflydelsesrigeste Publicist 4 ) , og at hans Blad med dets radicale dissolverende (opløsende) Tendentser har fundet en dybere Gjenklang end nogetsomhelst andet offentligt Organ for den offentlige Mening hos. . . vore Gaardbrugere. . . . Det Felt for den radicale Presse, som Statsborgeren aabnede, og hvor der viste sig en saa rig Skat at bearbeide, Gaardbrugerelassen, oprodedes fremdeles, foruden af adskillige Provincialtidender, af førnævnte Blads nye Redacteur, Henrik Wergeland, der . . . søgte at indvirke paa og bearbeide den almindelige Opinion paa en Maade, der ikke alene har vakt dyb Indignation endog hos dem af hans Medborgere, der have villet hans Vel . . ., men endogsaa hos Broderfolket 5 ) . . . . Men det begynder mer og mer at opklare sig for mangen fædrelandssindet Medborgers hidtil mindre prøvede Blik, at Tingene ikke kunne vedblive at gaa fremad i den Retning, de have taget paa de sidste 3de Stortinge 6 ) , og ligesom en stor Deel af sidste Nationalforsamlings oplyste og fædrelandssindede Medlemmer 6 ) begyndte at gjøre en ganske anden Modstand mod den overhaandtagende Radicalisme paa Thinget 7 ) saaledes danner der sig ogsaa udenfor Thinget en bestemt og energisk Opposition mod den herskende Opinion. . . . Enstemmigheden i Nationen er forsvunden. . . . Skulde den Overbevisning, som Indsenderen og udentvivl mange med ham allerede nære, rodfæste sig i den
cultiverede (oplyste) Del af Nationen, at vore Gaardbrugere under deres nuværende oekonomiske Forholde ere og ville blive uforbederlige, saa er det snart paa Tide at tænke paa en Reform i vort Valgvæsen, hvorved man kunde udelukke ganske eller for en Deel de Elementer (Bønderne!) der nu i flere Aar have hæmmet Statsmaskinens Gang og forhindret Nationens Fremskriden til Selvstændighed og en alsidig Udvikling af de nationale Kræfter. . . . Det Totalindtryk, Bøndernes Færd har gjort paa Indsenderen, naar han paa Galleriet har været Vidne til deres Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, har efterladt en grundfæstet Overbevisning om, at de, paa faa Undtagelser nær afgive et aldeles ubrugbart Materiale for vor Repræsentation, og at de hverken fra Forstandens eller Hjertets Side kunne ansees competente til at tage Plads i Storthinget. Vore Gaardbrugere, saaledes som disse for Tiden ere, mangle næsten uden Undtagelse ei alene det fornødne Forraad af Kundskaber til selvstændigen at dømme om og behandle de Gjenstande, som gjennem Nationalrepræsentationen skulle drøftes og afgjøres; men de lide tillige af Uvidenhedens og Umodenhedens sædvanlige Sygdom, en høi Grad af Egensindighed og Indbilskhed, der gjør dem uimodtagelige for deres dygtigere fædrelandssindede Medrepræsentanters Paavirkning, medens de desto villigere aabne deres Øren for hine svage, forfængelige Røster, der sætte Døgnets Pris høiere end den gediegne Sandhed, og for at bernse sig i en kortvarig Folkegunsts Dunster bøie deres Overbevisning ind under den uforstandige Hobs Interessers og Ønskers Dag.
           
- Det er Kolonisten, som ser med Ufysnad paa dei Innfødde, og som for aa faa seg dei fraa Livet tek til aa driva reaktionær Politik.
                                                           
( Meir.)
 
1) Peder Soelvold.
2) 1833-36; 1833 var det fyrste Bondestorthing.
3) Bønder! -
4) Bladmann.
5) NB.! Sml. eit annat Blad og ein annan stor
Mann no.  
6) NB! Dette var skrevet i 1838.
7) Her um Dagen fortalde Mgbl. at det var fyrst i 1851, daa Sverdrup kom paa Thinget, at Radikalismen tok til!