Eit Aalvorsord til "Vinstre."

Um Sverdrups Formuesforfatning skriv Høgrebladet Smaal. Amtstid. eit Stykkje, som inneheld so mykje aalvorleg Sanning til oss Vinstrefolk, at me trur me gjer rett i aa prenta det av, endaa me sjølvsagt ikkje held med Bladet i ymist av det, som det segjer um Sverdrup. 1) Me hev her i Sanning ei Skam paa oss, som me maa sjaa aa faa avsona, so sannt me vil fortena den mindste Vyrdnad baade hjaa vaare eigne og hjaa Motpartiet. Det, som her er sagt um Vinstremennerne i det heile, at dei er fluse i Ord og Tale, men usætande, so snart det kjem til Offer, - gjeld dessutan ikkje minst Maalmennerne. Eit Parti vinn aldri korkje Vyrdnad elder sann Magt, naar det steller seg slik, og læt slikt sitja paa seg.
           
Stykket i Amtstidende lyder so: - - Vi er fuldstændig enige med V. G. i, at det er en Skam, at en saa betydelig Mands Navn som Sverdrups skal plettes af alt det Skriveri, som nu i over 10 Aar har paagaaet i Blade af alle Farver om den Gjældsbyrde under hvilken han knuges til Trods for gjentagne Subskriptioner og ganske betydelige Indtægter gjennem lange Aarrækker. Visselig er dette en Skam.
           
Men for hvem?
           
Først og fremst for ham selv, men det skal vi ikke fæste os ved, thi det skal virkelig være saa, at han har paadraget sig den betydeligste Del af Gjælden ved et Uheld i hans Sagførerpraksis for over 20 Aar siden. Med en betydelig Gjæld flyttede han i sin Tid fra Laurvik til Kristiania,
og der skal han have betalt svære Renter for erholdte Forstrækninger. Den, der selv aldrig har været i den Slags ulykkelige Forholde, har let for at dømme haardt.
           
Venstrepartiet skal dog ikke kunne fralægge sig en stor Del af Skammen for at Hr Sverdrups Gjældsbyrde ikke er betalt. Siden over 10 Aar tilbage har der gjentagende fra dette Parti været udsendt Opfordringer til Subskriptioner for Hr. Sverdrup. Resultatet har dog ikke været heldigere, end at der endnu maa være en betragtelig Slump Gjæld tilbage, uagtet Gjælden aldrig skal have været høiere end 60,000 Kr., hvilket visselig er en meget ringe Sum, naar et helt politisk Parti indbydes til at samle den, det Parti der ellers med Brisk og Bram paastaar sig at være det talrigste i Landet og i Virkeligheden at være næsten ensbetydende med det hele Vælgerfolk. Sex Millioner Ører har ikke Partiet kunnet samle sammen, uagtet der har været subskriberet i over 10 Aar, og uagtet den første Subskription støttedes kanske ikke saa lidt af Mænd, der maa regnes til Høire. Dette Faktum, at vort Venstreparti i hele 10 Aar ikke har kunnet samle fattige 60,000 Kr. til sin betydeligste Mand for at fri ham for en Mængde Sorger og Ydmygelser dette er til den største Skam for hele Venstrepartiet og beviser i Virkeligheden, af hvilke Karle det er sammensat og for hvilke Interesser, der kjæmpes. Raabe Hurra for Sverdrup, prise ham som den første i Landet, drikke hans Skaal i Tide og Utide, - ja, det kan man, thi da faar man selv Punsch for Pengene og kommer letvindt fra sin Anerkjendtlighed. Men at forsage Punschen for med Pengene at bidrage til Høvdingens Hædersgave, det kan Bondegutten lige saa lidt ude paa Landet, som visse socialistiske Dandver i Hovedstaden for den Sags Skyld tænker at forsage Levemaaden paa de bedste Restaurationer, thi man maa jo leve som Mennesker, som Jargonen lød under Arbeidermødet i Sommer. Og de mange rige Bønder i og udenfor Storthinget, der høre til Partiet, hvorfor have ikke de af al sin Overflod villet frigjøre den Mands Stilling, til hvem de foregive at se op og at omfatte med al mulig Hengivenhed ja, hvorfor?
           
Vort danske Frendefolk havde i J. A. Hansen en Mand udenfor Bondestanden, der havde vist denne saavel de store som de smaa Bønder - de største Tjenester og hvis Fortjeneste af det konstitutionelle Livs Udvikling vel ikke engang hans Modstandere i Livet nu nægter ham i Graven.Som Johan Sverdrup helt ud Politiker vanskjøttede han som denne sit private Stel og levede Livet igjennem i de sørgeligste ekonomiske Forholde; det er forøvrigt ikke nogen norsk eller dansk Foreteelse, at store og smaa Politikere ere daarlige Ekonomer for egen Regning. Ogsaa for J. A. Hansen blev der subskriberet Gang i Gang, men aldrig nok. Ved hans Død først fik Offentligheden tilstrækkelig Kjendskab til hans Livs Viderværdig- heder, en Forstaaelse af, hvorfor visse politiske Venner ikke hadde hjulpet tilstrækkeligt, en Forstaaelse ligesaa af de Slingringer, som denne Politiker ofte havde gjort. Det var andre, der til forskjellige Tider havde Magten til at sige ham: Der skal Skabet staa, det skal du gjøre og det ikke. Det var bekvemmest for visse Folk at have den populære Mand afhængig til Udførelsen af deres Planer. Spræl, sagde de, og saa maatte han jo sprælle, spille Komedie lige ind i Døden.
           
Hvorfor rige norske Venstrepolitikere ikke have hjulpet Hr. Sverdrup i hans Viderværdigheder, det ved ikke vi. Uimodsagt har det offentlig været skrevet om hans Forhold til en af Bondehøvdingerne og om de Vanskeligheder, dennes Bortgang beredte ham.
           
Om J. A. Hansen har vi hørt sige, at han engang i et politisk Gilde efter en Mængde modtagen Virak af Taler og Sang fra politiske Partifæller skal lige ovenpaa have knyttet Næverne og udtalte sin Lyst til at slaa dem i Ansigtet.
           
Det mener vi, at Hr. Sverdrup og kunde have Lyst til at gjøre med sine Partifæller, naar der i Festtaler eller Venstrepressens Spalter istemmes Lovsange til hans Ære. Thi hvad har den Sammensætning, som kaldes det norske Venstre, gjort ham til?
           
Ja, er der nogen, der har Skam af, at Hr. Sverdrups ældre Dage ere trykkede af Gjæld, sandelig er det Venstrepartiet selv. Med hvilke europæiske Stormænd havde vi ikke ofte nok seet den norske Venstrepresse sammenligne Hr. Sverdrup. Navne som Deak, Garibaldi, Castellare, Bright og andre forslaar knapt. Tror Verdens Gang, at et politisk Parti noget andet Sted i Verden vilde tillade, at dets Høvding led under saadanne forviklede Forholde, som Hr. Sverdrup har gjort snart i 30 Aar, naar Høvdingen overhovedet var villig til at modtage Hjælp, hvad Hr. Sverdrup har været. Neppe noget andet Sted end i Norge og Danmark, thi i Sverige der er det nok en sikker Sag, at Partiet i de sidste Aar har forstaaet at hjælpe en af sine fuldt ud. Skulde det kunne hænde noget andet Sted i hele Verden, at Partiet vilde taale slikt, som at der i et Bondemøde sendes en Hat omkring til Fordel for Høvdingen, og at der af samme tages ind 240 ikke Speciedaler, ikke Kroner engang, men Ører, samlede hos 40 Mand. Ja, sligt har den Mand, som Verdens Gang anser som den mest fortjente Borger i vor Frihedstid, og som vi for vor ringe Del gjerne vil kalde en meget betydelig Mand, - sligt har den Mand maattet taale af sit Parti. Det skammer sig ikke. Det undser sig saa lidt, at det endog i Verdens Gang for 19de Oktober 1870 lader bebreide Høirepartiet, at det intet gjør for at holde trykkende Sorger borte fra ham. Har man nogensinde før hørt slig Tale?
           
Kanske var det dog klogt af Høire at følge Opfordringen at overtage hvad Venstre ikke har magtet eller villet magte. Visselig var det ialfald klogt som ædelt handlet af Kong Karl Johan, da han hjalp Henrik Wergeland ud af Vanskeligheder, saa denne kunde uhindret af Sorger være - sig selv og ikke Statsborgerens Redaktør.
           
Sverdrup kunde saa let undgaaet Bekymringer, skriver Verdens Gang, om han ikke havde været saa selvstændig, saa opofrende, saa trofast i den gode Sags Tjeneste. Med andre Ord vil vel det sige, at Hr. Sverdrup kunde have faaet sin Gjæld betalt og en betrygget Stilling, om han havde villet svigte Partiet. Verdens Gang skulde skamme sig for at debitere sligt, thi det er en Uforskammethed mod Hr. Sverdrup at forudsætte Muligheden af, at nogen skulde have vovet at gjøre ham deslige Tilbud. Hvem skulde det forøvrigt have været i vort Land? I Danmark har man vel hørt, at den rige Ministerchef, Grev Frijs, arrangerede sig af egen Kasse med J. A. Hansen da Grundlovsrevisionen skulde foretages, men i Norge har ikke nogen Minister havt stort mere end til egne Behov. Intet Embede vilde kunne give Hr. Sverdrup en betragtelig større Aarsindtægt, end han gjennemsnitlig har havt som Storthingsrepræsentant, Bankdirektør, Statsrevisor, Forligelseskommissær, Sagfører og som Redaktør af Verdens Gang. Om den ufærdige Novemberforening, der ifølge Venstrebladene jo skal have godt om Kroner, har vi vistnok hørt, at den har kastet sine Øine paa visse Redaktører eller Blade af Venstre, men at den skulde have dristet sig til at sende forlibte Øiekast til selve Hr. Sverdrup, det tror vi ikke, thi dens Bestyrelse ved visselig altfor vel, at et saadant Frieri vilde være bleven besvaret med en Kurv. Saa skulde vi derfor tro, at Verdens Gangs citerede Ord kun er en Frase, og at Høirepartiet ikke har forsøgt paa at friste Hr. Sverdrup.
           
Om Verdens Gang derimod havde sagt, at Hr. Sverdrups Fattigdom i en Henseende er til hans Ære, saa skulde vi gjerne have givet V. G. Medhold. En Bankdirektør i hans triste Kaar, og som har levet i saadanne Kaar en lang Tid turde nemlig være en ikke almindelig Foreteelse. For en Mand i hans Stilling havde det visselig kunnet gaa an at være gjældfri og formuende. Vi ved ogsaa, at Hr. Sverdrup er bleven fristet. Da nemlig Bankhuset Bleichrøder i 1872 gjennem et af det afhængigt Selskab fiskede efter en norsk Jernbane-Koncession, og der spekuleredes paa Grundlæggelsen af Skandinavisk Bank (credit mobilier), dels paa Norsk Jernbanebankeller Norsk Landmandsbank, da gjaldt det om at finde notable Personligheder, der mod passende Provision eller Adgang til at tage Gründer-Præmie vilde staa som Indbydere ligeoverfor det tyske Publikum, der vel væsentlig skulde tegne Aktierne. Johan Sverdrups Navn med Titel af Norges Storthings Præsident og den norske Stats Hypothekbanks Direktør vilde sammen med nogle andre Personers Navne, der nok allerede vare vundne, været en charmant Prydelse paa en tysk Gründerprospektus og nok bidraget til at føre tyske Penge over i den projekterte Gründung med de Aflæggere, den igjen naturligvis skulde have grundet. Der blev gjort Hr. Sverdrup Forslag til at være med om nogen saadan Affære, Forslag, som kunde været fristende nok for en gjældbunden Mand, men han afviste dem. Dette ved Nedskriveren af disse Linier fra udenlandske Kilder og kan forsikre om at det er korrekt. At ogsaa et indenlandsk Tilbud om at være med om og lønnet Direktør i et paatænkt Foretagende er bleven gjort Hr. Sverdrup, det tror vi at vide. Nu, noget saa overordentlig kan det ganske vist ikke siges at være at afvise saadanne Tilbud, men Afvisningen giver dog et lidet Bidrag til Forstaaelsen af den saa meget omskrevne Mands Karakter. For vor ringe Del regner vi ham det til Ære. Saa meget mere, naar vi tænker paa, hvorledes den politiske Partistilling i Danmark af J. A. Hansen, Alberti, Gert Winter og mange andre er bleven benyttet til at skaffe sig særdeles vellønnende og indbringende Privatforretninger og ikke mindst til at lade Aktieforetagender gaa af Stabelen.
           
Hensigten med disse Linier har kun været den at rette et indtrængende Spørgsmaal til det norske Venstre, om det ikke engang alvorligen vil skamme sig og ile med at bringe denne over 10 Aar gamel Sag ud af Verden.