Fredrik Stang.

[Del 2 av 6. Fyrste delen.]
 
(Framhald.)
 
           
Stangs Fortolkning av Grunnlogi var det fyrste Verket, me fekk av det Slaget. Og det var godt gjort. Det hev voret brukt ved Universitetet alt til no, daa Aschehougs Fortolkning kom, og det hev voret nemnt som Autoritet og vist til av alle, som skulde tala juridisk um Grunnlogi. Boki er tungt og traadt skrivi, so ho er ingen Morolesnad; men Tankarne er greide nok. Den 25-Aars Universitetslæraren hadde den største Æra av dette Arbeidet.
           
Stang høyrde som sagt til Intelligenspartiet elder det, som me no kallar det konservative Parti, og dette Partiet hadde alt daa teket til aa fæla for den vaknande Bondemagti. Men det stod endaa heilt ut paa Forfatningsgrunnen og hadde ikkje lært aa driva bakstrævande Fortolkningskunster. Aanden fraa Eidsvoll var endaa ikkje sloknad i denne Intelligensen, og det livde Eidsvollsmenn rundt ikring dei, som altfor væl visste, kva det var som heitte Grundlovens Aand. Det var i det heile ikkje dei politiske Spursmaali, som skilde mest millom dei tvo Fylkingarne i den Tidi. Det var den nationale Usemja, Striden millom dei Norske og dei Heimedanske, som hadde Magti daa. Det politiske fylgde med, men meir liksom attpaa. Intelligensen hatad ikkje den demokratiske Tanken i seg sjølv; dei hadde berre Uhug til Bønderne og den norske Raaskapen. Dei heldt paa Folkeveldet; men dei kunde ikkje rett lika Folket. Og Stang stod der, dei andre stod, - liksom han sidan leet seg driva der dei andre dreiv. Difor vart Grunnlogtolkingi hans etter Maaten frilyndt.
           
Likevæl hadde ho ein so vidt sterk Snev av Bakstræv i seg, at ho manad fram eit Motskrift, ei ny og heilt liberal Grunnlogfortolking, den av Overrettsprokurator Gaarder, som og er eit godt og kjent Arbeid. Det viste seg altso strakst, at der var tvo Grunnsyn uppe i Landet, alt um det politiske Livet vaart endaa berre var i sine Barneaar.
           
Stangs Grunnlogtolking vil ikkje vita av det absolute Veto. Det einaste, Forfattaren er i Tvil um, er, um Kongen hev suspensivt Veto i Grunnlogsaker. Han finn tilslutt, at dette er rimelegt. Men det absolute Veto avviser han plent. Og av alle dei Eidsvollsmenn, som den Gongen livde, var det ikkje ein, som hadde nokot aa segja imot dette.
           
Stangs Grunnlogtolking kjenner helder ikkje til Minoritetsstyret, elder til dei uansvarlege Ministrar, elder til kongelege Diktamina elder til nokot av alt dette Bakstrævar-Utyet, som me no hev havt aa slaast med i so lange Tider. Me kann stutt og godt segja, at Stangs Grunnlogfortolkning ikkje kjenner det Stangske System. Det, han hellest skriv i dei Tider, kjenner det likso lite. I 1835-36 utgav han og C. Fougstad eit Repertorium for Oplysninger og Undersøgelser vedkommende vigtige Gjenstande for 8de ordentlige Stortings Virksomhed, og der skreiv Stang eit Stykkje um Statsraadernes Delagtighed i Stortingets Forhandlinger, som er slik, at det fraa fyrst til sist er som ei blodig Spott yver det, me no kallar Stangs System. Me hev hermt sume Setningar av dette Stykket fyrr; men me lyt taka dei uppatt. Dei høyrer til her, og dei er so gode, at Ein gjerne kann lesa dei fleire Gonger. Stang arbeidde i den Tidi av all Magt for aa faa Riksraadarne inn i Thinget - utan Garantier! -, og det var for aa faa den Saki fram, at han sette upp dette Grunnritet av den konstitutionelle Styreformi. Alle kann av det sjaa, kor klaart han den Gongen saag paa desse Ting, og kor syrgjeleg han sidan hev latet seg driva ut or den Leidi, han fyrst hadde stakat seg upp.
           
Han skreiv i dette Stykket:
           
Det constitutionelle Monarchies Princip er uimodsigeligen, at Almeenvillien, 1) luttret og modereret ved de Former, hvorigjennem den maa arbeide sig frem til sit Maal, skal være den bevægende Kraft i alle Statsorganismens Retninger. - Det konstitutionelle Monarchie maa ikke betragtes som en Modification af Enevolds-Kongedømmet, men tvertimod som en Modification af den republikanske Statsforfatning. . . Thi Principet for det constitutionelle Monarchie er det selv samme som for Republiken, nemlig, at Almeenvillien skal være den bevægende Kraft . . . Fra Enevoldsmonarchiet er derimod det constitutionelle Monarchie i Eet og Alt grundforskjelligt, naar undtages i det ene Punkt, at i begge findes i Spidsen for Regjeringsmagten en uansvarlig Person, der i Almindelighed bærer Navn af Konge.
           
Den allervæsentligste Garanti (for, at Almeenvillien kan komme til sin Ret, er tilstede saavel i det const. Monarchie som i Republiken,) nemlig, at Regjeringsmagten, ved den Berørelse, hvori den i de vigtigste Anliggenders Afgjørelse kommer med Folkevillien, hvis Medvirkning den uforbigjængeligen tiltrænger, tvinges til at søge sin Støtte i denne og saaledes at regjere i Folkets Aand. Denne Garantie er af langt væsentligere Værd end den, der resulterer af Ministrenes Ansvarlighed; thi der kan regjeres i høieste Grad upopulært, uden at dog Regjeringen egentligen kan siges at forbryde sig. . . (Omvendt bør ogsaa Regjeringsmagten kunne indvirke paa Folkevillien.) Statskunst, eller Dygtighed som Statsmand, i Ordets høiere Betydning forudsætter nemlig en saa udvidet og skjærpet Indsigt af det Almeen-fornuftige og en saa klar Opfattelse af Virkeligheden, at den kun er Resultatet af sjeldne, ja man kunde vel sige genialske, Aandsevner, vedholdende Granskning og udstrakt Erfaring. I de frie Stater, hvor alle Fremskridt af betydeligere Værd ere betingede af, at Almeenhedens Erkjendelse først er rykket saa vidt fremad, at den indseer og vil det Nye og Bedre, forutsætter Statsmandsdygtigheden endnu det Talent at kunne rive Almeenopinionen med sig, med andre Ord, at kunne gjøre den høiere Indsigt i Samfundsforholdene, uden hvilken Ingen er Statsmand, paa en saa energisk Maade gjældende, at den idetmindste i Resultaterne gaar over i Almeenhedens Bevidsthed. Det er i Regjeringen at Statsmandsdygtighed i den nu udviklede Betydning fornemmelig bør og maa findes, naar Staten ikke skal blive stationær eller dens Fremskridt idetmindste tilfældige og regelløse. (Derfor har Regjeringen Andeel i Initiativet, og dette bør i Regelen falde ud derhen, at) det Betydeligste af det, som gjennem Folkerepræsentationens Forhandligner istandbringes, udspringer fra Regjeringens Andeel i Iniativet.
           
Ligesom nu det constitutionelle Monarchie har til Formaal, at der fra Folket eller Folkerepræsentationens Side skal være en saa stærk Indflydelse paa Regjeringsmagten som ved loyale Midlers Anvendelse er mulig, saaledes maa... Formaalet tillige være, at Regjeringen skal have Adgang til ikke blot at lede og berigtige Almenopinionen, men om vi saa maa udtrykke os, tillige at give den den Elevation (Lyftning), uden hvilken den, formeget henvendt paa de materielle og underordnede Interesser, stanser Samfundet i dets Fremskridt til virkelig Hæder og Lykke. 2)
           
Etter alt dette meiner Stang, at Riksraadarne maa inn i Thinget, daa dette er et absolut nødvendigt Led i selve Statsorganismen, uden hvilket denne ikke svarer til, men tvert i mod paa den fordærveligste Maade i det Allervæsenligste Punkt fjerner sig fra det Princip som ligger til Grund for det constitutionelle Monarchie. Egentlig er det en beklagelig Følge af vore oekonomiske Forholde, at Statsraadsposterne hos os betragtes som Embeder, man i Regelen gjør Regning paa for Livstid at beholde; men en endnu beklageligere Følge af den her omhandlede Indretning (at Statsraadarne ikkje er i Thinget) er det, at ligesom ingen Statsraad før sin Ansættelse i Regelen vil have havt Anledning til at lægge nogen Statsmandsdygtighed offentlig for Dagen, saaledes er der under hans Embedsliv ikke noget, der med Nødvendighed tvinger ham til enten at bevise dens Besiddelse eller at udvikle og vedligeholde i sin oprindelige Spænding det Talent, han virkelig maatte besidde. Det er ikke nok med, at Folket, under den bestaaende Indretning, er berøvet al Indflydelse til at bringe sine erkjendte talentfulde Mænd ind i Statsraadet 3) og al Anledning til at fælde nogen paalidelig Dom om de Mænds Dygtighed, som til enhver Tid er Medlemmer deraf; Folket har heller ingen Anledning til at dømme om de Mænds politiske Tænkemaade, som beklæde Statsraadsposterne og til at indvirke paa dem.
           
- Magtfordelingen i det constitutionelle Monarchie er ikke beregnet paa isoleret Virksomhed fra Folkerepræsentationens og Regjeringens Side, men i høieste Grad paa Samvirken af begge. 4) - (Statsraadernes Ikkeadgang bør altsaa betragtes) ikke blot som en Indretning; der har sine enkelte Misligheder, men som en Indretning, der er i Strid med det constitutionelle Monarchies Princip og grundfordærvelig, fordi den nemlig berøver Folkerepræsentationen tilbørlig Indflydelse paa Regjeringen og omvendt, fordi den hindrer den Samvirken af Statsmagterne hvorpaa det constitutionelle Monarchie er beregnet, og i mange Tilfælde forhaler Samfundets Fremgang til det Bedre, og fordi den i Særdeleshed tilintetgjør Betydningen af Regjeringens Andeel i Initiativet og berøver Regjeringen, den ledende Indflydelse, den bør have paa den hele Statsstyrelse, hvorved dens Virksomhed lammes, og de Fremskridt Samfundet paa Statsstyrelsens Vei skulde gjøre, blive tilfældige og planløse.
                                                           
( Meir.)
 
1) Folkeviljen, som me no vilde segja.
 
2) Det er, som du ser, den reine Parlamentarismen, Stang her forkynner.
 
3) Den reine Parlamentarismen!
 
4) Difor vil det ikkje gjera nokot Skipl i Magtfordelingen, um Riksraadarne kjem i Thinget, meiner Stang (S 67). Den større gjensidige Indflydelse af Folkeviljen paa Regjeringsmagten og af denne paa hin, hvortil Reformen væsentligen sigter, kan netop formedelst dens Gjensidighed ikke betragtes som nogen umiddelbar Modification, endsige som nogen Forrykkelse af hiin Magtfordeling.