[Chr. Fougner]

Kristiania, den 15de Juli.
 
Chr. Fougner heiter ein Mann, som Novemberlaget skal leggja Merke til. Han er Gardbrukar, høyrer til det gamle Gardbrukarparti, er ikkje besiddelsesløs, er ikkje radikal. Han hev Attest paa dette endaa av dei mest Novemberske Blad. Morgenbaldet sagde ifjor den 26de Juni, at Fougner nyder en sjelden Agtelse i begge Partier, og Aftenbladet var rein
utor seg, fordi selv en saa moderat og af alle anseet gammel Thingmand som Gaardbruger  Chr. Fougner hadde vortet berre Suppleant. Chr. Fougner er altso ein sann Centrumsmann og ein sann Bonde. Hans Ord maa gjelda i all fall paa Novembersida. Og Hr. Chr. Fougner talar so um Thinget og Thingfleirtalet i 1880: _ _ _Det er 20 Aar, siden jeg først havde Anledning til at tage Del i Overveielsen af (Statsraads-)Sagen. Siden den Tid har den vokset sig saa stor at jeg knapt kan kjende den igjen. Jeg er adskillig konservativt anlagt, og det at den har vokset sig saa stor, har til en vis Grad trykket mig, ikke i den Retning, at jeg har tvivlet om selve Sagen, men fordi man ligesom af al Magt efter mit Skjøn vil lægge mere i den end man har Ret til at lægge i den. For 20 Aar siden var det nok saa, at Vinden blæste fra en anden Kant, og naar Storthinget da ikkje vovede at akceptere Tanken, var det vel nærmest grundet i Frygt for, at Regjeringen skulde faa for stærk Indflydelse i Storthinget. Men nu er det Spørgsmaal vendt om; nu heder det, at Regjeringen skal tabe sin Magt: der er kommet noget Nyt til siden den Tid. Det var først flere Aar senere, at jeg første Gang hørte det lange Ord: Parlamentarisme sat i Forbindelse med Statsraadssagen. Jeg tror, det var i 1863 jeg hørte det for første Gang. Jeg tror nok, at jeg forstaar, hvad det Ord betyder. Men der er noget, som jeg ikke rigtig forstaar og aldrig har kunnet forstaa, og det er, med hvilken Ret man sætter Parlamentarismen i Forbindelse med Statsraadssagen. Hvad er da Parlamentarismen for noget? Er det ikke det, at man kræver, at Regjeringen skal være i Overensstemmelse med Flertallet? Og hvorfor? Jo, forat Flertallet kan sættes istand til at faa frem, hvad det vil, og hvad det anser for gavnligt for Fædrelandet. Men er det da virkelig noget væsentligt i vor Forfatning, som hindrer Stortinget fra at faa frem, hvad det vil? Det er det jeg ikke forstaar. Jeg tænker, det vil gaa saa her hos os som i de fleste andre Kulturstater. Efterhaanden som vort Land udvikler sig, vil det blive de finansielle Spørgsmaal, hvorom Tyngdepunktet kommer til at dreje sig. Og hvordan er vor Forfatning i dette Stykke? Jeg har aldrig vidst andet, end at Stortinget har den bevilgende Myndighed helt og rent. Men kræver altsaa ikke Parlamentarismen mere Magt for Stortinget, end den, det allerede har, saa falder Braadden af denne Tale om Parlamentarisme til Jorden. Hvad frygter man saa? Jo, man frygter for Stortingets Flertal. Men skulde da Stortingets Flertal være farligere, om Statsraaderne kommer ind i Stortinget? Jeg tror nok, det kan komme til at genere en og anden Statsraad; men farligere for det norske Folk kan det vel aldrig blive. Hvad er det man frygter for? Jeg skal gaa et Skridt videre forat præcisere, hvad det engentlig er man frygter: man frygter den norske Bondestand, det er Sagen. Man siger, at den bevæger sig paa et Skraaplan. Men jeg for mit Vedkommende kan ikke opgive Troen paa den norske Bondestand. Dersom jeg skulde gjøre det, saa maatte jeg med det samme opgive Troen paa vort Folks Evne til paa Retskaffen Vis at hævde vor fri Forfatning, og da brister selve det Fundament, vi staar paa, saa da kunde det være ligegyldigt, enten Statsraaderne er i Stortinget eller ikke. Naar Konstituenterne har lagt Tyngdepunktet af Magten i de norske Grundbesidderes Hænder, er det vel gjort med velberaad Hu, med den Forvisning, at der skal Interessen være stærk nok til at beskytte mod Misbrug af Magten. Er man bleven skuffet i det Stykke? Kan man fra de 66 Aar, vi har havt en fri Forfatning, heute Grund til nogen Anke? Jeg tror, man skylder Beviset og jeg haaber til Gud, at man skal blive det skyldig. Jeg for mit Vedkommende har ikke noget højere politisk Ønske, end at man skal blive skyldig det Bevis. Som jeg sluttede mig til Statsraadsagen for 20 Aar siden, har jeg holdt fast ved den; ikke netop i Kraft af nogen Partistilling og hellerikke med nogen Bagtanke om at erobre større Magt, end den Stortinget har. Jeg har sluttet mig til den i den Tanke, at den skulde bane Vejen for Sandhed og Ret. Saa kom den siste uventede Sanksjonsnægtelse, og saa kom det store konstitusjonelle Spørgsmaal, som blev sat paa Spidsen. Hvad kunde da vi Gaardbrugere andet gjøre end at hævde Folkets Ret, og hvad kunde vi vel andet gjøre end at hævde Stortingets Ære?
           
- So talar den frie norske Odelsbonde. S o talar den sjølvstendige Bonden av det gamle Gardbrukarparti. Kvar og Ein skal leggja Merkje til hans Ord; for dei er klaare, ærlege og greide, som me ventar det av ein Bondehovding; men dei Folk, som særleg skal merkje seg hans Ord, det er dei gode Bønder av Novemberlaget.
           
- Hvad frygter man? Man frygter Storthingets Flertal. Hvad er det man frygter for? Man frygter den norske Bonde. Det er Sagen!
                       
1) Fedrah. hev for litet Rom desværre.