Fredrik Stang.

Me hev sagt um Johan Sverdrup, at etter det som no er hendt, so hev han fullført sitt Livs Verk, d. e. ført sin Tanke fram, vunnet. Og det paa ein slik Maate, at ut av det, som no er gjort, spinn det seg nye store Uppgaavur, renn det ein ny rik Arbeidsdag, - ein Dag, som daa og finn Johan Sverdrup fullt buen, aandssterk og ung som all Tid, til aa taka fat.
           
Det er ein annan norsk Stormann, som og er ferdig med sitt Livsverk no, - men paa ein annan Maate.
           
Statsminister Stang hev havt ein ugod Lagnad. Hans Liv hev i utvortes Meining voret ein jamn Framgang; han hev gjort brillant Karriere; han hev avancerat til allstødt større Postar, til allstødt fleire Ordenar, til allstødt meir Magt; men i historisk og personleg Meining hev Livet hans voret eit einaste langt Nederlag og Tap, og no ender den gamle Mannen sitt Livsverk med aa tapa seg sjølv.
           
Det ligg ein underleg, sorgtyngd Spott yver slik ein Lagnad. Det er so Ein lyt minnast det gamle Bibel-Ordet um, at det batar lite aa vinna Verdi, naar Ein tek Skade paa si Sjæl.
           
Fredrik Stang ender sitt lange politiske Liv med aa fornegta det, som han fraa fyrst av gjekk ut ifraa som sitt Program.
           
Han ender difyr og sitt lange politiske Liv med aa vera komen i botelaus Strid og Usemja, ikkje berre med det Folket, han vilde føra, men med seg sjølv.
           
Han stend der, den arme gamle Mannen, fornegtad, ikkje berre av heile sitt Folk ja av sine eigne Lagsmenn, men fornegtad, ja hædd og hydd - av sitt eiget Verk. Ein Mann, som stend slik, er raadlaust ferdig. Han hev ikkje meir aa gjera. Han kann som Peer Gynt selja sitt Keisardøme for ein Dram.
 
           
Me skal høyra eit Par Ord av Fredrik Stang fraa hans sterke, hans gode Dagar. Me skal sjaa, at den Mannen hev eingong voret millom dei, som Folket kunde ventat meir av.
           
Fredrik Stang er fødd i Aaret 1808 (same Aaret som Henrik Wergeland!) I 1831 vart han Lektor (Lærar) i Jus ved Universitetet; i 1833 gav han ut ei Grunnlogtolking, som hadde stort Verd og enno tidt vert citerad; i 1835-36, i denne sterkt rørde politiske Tidi, var han med Carl Fougstad og utgav eit Repertorium til Dryfting av Saker, som skulde fram paa Thinget i 1836, og der skreiv han ein lang Artikkel til Forsvar for, at Riksraadarne burde inn i Thinget. Riksraadsaki var i det heile hans Ungdoms store Program, - Riksraadsaki, som han no hev køyrt seg sjølv og sin heile Politikk so jammerleg fast paa.
           
Me skal høyra eit Par Ord av Fredrik Stang fraa den Tid! Me skal læra aa kjenna hans Grunntankar fraa daa, - dei Tankarne, han gjekk ut ifraa, det, som skulde vera hans Livs Program!
           
Han var 27 Aar gamall, ein lærd Jurist, Lærar ved Universitetet; han var ingen Jypling, han var ein vaksen Mann ved Inngangen til Livssens Arbeidsdag. Daa skreiv han slike klaare, greide Ting som desse: 1 )
           
Det konstitutionelle Monarkies Princip er uimodsigeligen, at Almenviljen, lutret og modereret ved de Former, hvorigjennem den maa arbeide sig frem til sit Maal, skal være den bevægende Kraft i alle Statsorganismens Retninger. Det konstitutionelle Monarki maa ikke betragtes som en Modifikation af Enevoldskongedømmet, men tvertimod som en Modifikation af den republikanske Statsforfatning . . . Thi Principet for det konstitutionelle Monarki er det selvsamme som for Republikken, nemlig at Almenviljen skal være den bevægende kraft . . . Fra Enevoldskongedømmet er derimod det konstitutionelle monarki i Et og Alt grundforskjelligt, naar undtages i det ene Punkt, at i begge findes i Spidsen for Regjeringen en uansvarlig Person, der i Almindelighed bærer Navn af Konge.
           
Den allervæsentligste Garanti for, at Almenviljen kan komme til sin Ret, er . . . at Regjeringsmagten, ved den Berørelse, hvori den i de vigtigste Anliggenders Afgjørelse kommer med Folkeviljen, hvis Medvirkning den uforbigjængeligen tiltrænger, tvinges til at søge sin Støtte i denne og saaledes at regjere i Folkets Aand. Denne Garanti er af langt væsentligere Værd end den, der resulterer af Ministrenes Ansvarlighed; thi der kan regjeres i høieste Grad upopulært, uden at dog Regjeringen egentligen kan siges at forbryde sig. -
           
Statskunst eller Dygtighed som Statsmand i Ordets høiere Betydning forudsætter en saa udvidet og skjærpet Indsigt af det Almenfornuftige og en saa klar Opfattelse af Virkeligheden, at den kun er Resultat af sjeldne, ja man kunde vel sige genialske, Aandsevner, vedholdende Granskning og udstrakt Erfaring. I de frie Stater . . . forudsætter Statsmandsdygtigheden endnu det Talent at kunne rive Almen-Opinionen med sig . . . Det er i Regjeringen, at Statsmandsdygtighed i denne Betydning fornemmeligen bør og maa findes, naar Staten ikke skal blive stationær eller dens Fremskridt idetmindste tilfældige og regelløse.
 
           
Ligesom nu det konstitutionelle Monarki har til Formaal, at der fra Folkets eller Folkerepræsentationens Side skal være en saa stærk Indflydelse paa Regjeringsmagten, som ved loyale Midlers Anvendelse er mulig, saaledes maa . . . Formaalet tillige være, at Regjeringen skal have Adgang til ikke blot at lede og berigtige Almenopinionen, men . . . tillige at give den den Elevation [dvs. Høining og Løftning], uden hvilken den, formeget henvendt paa de materielle og underordnede Interesser, stanser Samfundet i dets Fremskridt til virkelig Hæder og Lykke.
           
Egentlig er det en beklagelig Følge af vore økonomiske Forhold, at Statsraadsposterne hos os betragtes som Embeder, man i Regelen gjør Regning paa for Livstid at beholde; men en endnu beklageligere Følge af [at Statsraaderne ikke har Adgang til Thingets Forhandlinger] er det, at ligesom ingen Statsraad før sin Ansættelse i Regelen vil have havt Anledning til at lægge nogen Statsmandsdygtighed for Dagen, saaledes er der under hans Embedsliv ikke noget, der med Nødvendighed tvinger ham til enten at bevise dens Besiddelse eller at udvikle og vedligeholde . . . det Talent, han virkeligen maatte besidde. De facto ere de norske Statsraaders Funktioner for Tiden ikke af anden Beskaffenhed, end at de kunne udføres med almindelig Embedsrutine . . . Under saadanne Omstændigheder synker Besættelsen af Statsraadsposterne lettelig ned til almindelig Embedsbefordring med dens Smaalighed og de med den monarkiske Regjeringsform almindeligen forbundne Pedanterier.
           
Magtfordelingen i det konstitutionelle Monarki er ikke beregnet paa isoleret [avskild, avstengd] Virksomhed fra Folkerepræsentationens Side og Regjeringens Side, men i høieste Grad paa Samvirken av begge.
           
Regjeringen har ikke andet end det suspensive Vetoat fægte med.
           
Allerfordærveligst viser den nuværende Indretning [Statsraadernes Ikke-Adgang] sig ved den Lammelse af Regjeringens Virksomhed, den nødvendigen medfører. Den lægger direkte Hindringer i Veien for en virksom og progressiv [framskridande] Statsstyrelse. Hele Regjeringens Virksomhed m. H. t. de Spørgsmaal, hvor Thingets medvirkning kræves, bestaar i at forfatte eller lade forfatte mere eller mindre fuldstændige skriftlige Afhandlingerover de vedkommende Gjenstande og underkaste disse en mundtlig Censur i Thinget . . . eller, naar Storthinget, med eller uden Foranledning fra Regjeringens Side, har fattet en Beslutning, der tiltrænger kgl. Sanktion, da at forfatte eller lade forfatte en skriftlig Kritik over samme i Form af en u nderdanigst Indstilling til Kongen. Og dog skulde - i følge alt - Initiativet i Regjeringens Haand være det aller vigtigste Drivhjul i hele Statsmaskinen. [Men under de nuværende Omstændigheder] kommer Regjeringen i en aldeles falsk Stilling til Folkerepræsentationen, i det dens Forhold til denne i Virkeligheden bliver altfor underordnet til, at nogen kraftig Statsstyrelse kan tænkes som mulig.
           
 
Dette var Fredrik Stangs Tankar i 1835.
           
No stend han her og fornegtar dei alle ihop, i Gjerning og Ord, og vert sjølv fornegtad av dei. Han er ein Mann, som er komen paa Tverke med seg sjølv. Slike Menn vert aldri store. Dei øydelegg sjølv sine Livsverk og vert tilslutt Fyremaal fyr aalmenn Medynk.
           
Det er Amalgamismen, som hev øydelagt Stangs Liv. Fraa den Stundi han laante seg burt til den, var han fortapt.
           
Men dette at han kunde laana seg burt til ein so uhistorisk og upolitisk Tanke, viser, at Fredrik Stang aldri hev voret Statsmann. Han hev voret ein god Jurist og ein god Lærar i teoretisk Statsrett, kunde difyr skriva gode Avhandlingar um Statskunst og Statsmannsdugleik; - men han var ikkje Statsmann. Statsmannsdygtighed forudsætter en saa skjærpet Indsigt af det Almenfornuftige og en saa klar Opfattelse af Virkeligheden, at den kun er Resultat af sjeldne, ja genialske Aandsevner, vedholdende Granskning og udstrakt Erfaring. Stang hadde ikkje denne klaare Uppfatning av Røyndomen. Han forstod ikkje sitt Folk; han hadde ikkje Statsmannens gløgge Instinkt for det, som var Grunndraget i Nationen og Tidi. Han forstod ingenting. Han var Jurist og Advokat; han tok paa seg aa plædera Amalgamismens Sak og tenkte som so: fører eg Saki godt, so er det greidt, at eg vinn Saki! Han trudde som god Jurist, at Politikken var ein vanleg civil Process. Han gløymde, at Domaren i den politiske Processen til siste Slutten er det folkelege historiske Instinkt.
           
Fredrik Stang skulde aldri kastat seg inn i den praktiske Politikken; det er det, som er hans Livs Ulukka. Han skulde voret Professor i Jurisprudens elder Advokat i Høgsteretten.
           
Men no er det for seint. Han gav seg i Kast med ein Gjerning, som han aldri kunde magta; difyr stend han no dømd av sine eigne Gjerningar. Og heile Folket dømer honom etter dei.
           
Sitt Ungdoms Program gav han upp; det var altso ikkje nokot Program, ingen Livstanke, teken upp av ein Mann; det var berre ein Teori. Den Saki, han sidan tok paa seg aa føra, var falsk og uhistorisk; den laut han tapa. So tapte han alt. Og so tapte han alle. Dei einaste, han enno hev med seg, er ein Hop Juistar, som er likso upolitiske og likso historisk fortapte som han. Professor Aschehoug er i denne Stundi likso ferdig med sitt Livs Stræv som Statsminister Stang.
           
Commune naufragium. Det er saart for oss andre aa tapa so vidt gode Krefter. Men me maa endaa vera glade, fordi det berre er disse einskilde Menn, som hev gjort Skipbrot, og ikkje Landet.
 
1 ) Repertorium (1835) vekd. 8de ord. Storthing, 1ste Bind, III, S. 1-96.