John Lie som dansknorsk Diktar.

 
[Del 2 av 4]
 
(G.)
                       
(Framhald).
 
I Lies Naturskildring finn me den same Herming og den same Uppskrøyving. ”Vinteren samlede vranten sin kolde Snekappe om sig, skjændte p aa Vaaren, som alt hist og her havde gjort den smudsigt grønfarvet. Vaaren brød sig ikke det ringeste derom, lo og sang, blev tilsidst rent overgiven, lagde sig  i Bakkerne [Bjørnson], kastede og pændte (!) Blom og Græs udover, kløv i Træerne og morede sig med at hænge Løv og Blomster paa hver Kvist, til Glæde for alle Fugle, pip, pip, pip! saa blev det Sommer.” So paa-funnet, so kunstig-naturlegt, - just ein ægte Papirblom. Bjørnson igjen! ”Alt elskede [i Skogen]: der stod Granen og vuggede i den sagte Morgensus sine Grene [Syntax!], nynnende noget, Ingen maatte vide, om sin Elsk til den stolte Furu, som bøiede sig lidt for at høre og sagde: ”Tak, vi maa høiere op!” tøiede sig og vokste, og Granen efter: der stod Lyngen og gjorde sig lækker for En er en, som svarede noget spidst [hm!]: ”høiere op!” o. s. fr. Den som visste, kor vaare Diktarar hev alle desse ”elskande” og ”kviskrande” Tre og Blomar ifraa! for fraa Naturen er det ikkje. - Meir! ”Skogen fik Taarer mellem Barnaalene . . . men der var koldt, Nordenvinden strøg over, det isnede og gav Bitterhed (!), saa Taarerne frøs til smaat, sylhvast spottende (!) Rim, og Skogen rystede det udover som en kold haanende Klage over Livets Elendighed”! – Dei hev altso pessimistiske Skogar au upp i Telemark. Her er ei Likning, som skal upplysa Ljoden av ein Tale: ”det syntes at komme udenfra, fra alle Stuens fire Hjørner, det samlede sig sammen, lød som et Skvalp, naar man hurtig hvælver en fuld Bøtte Vand og lader Indholdet med en gang plumpe i Brønden!” Hev du høyrt eit slikt Mæle? –
           
Er John Lie uppskrøyvd og usann, naar han skildrar Naturen, so er han det likso væl, naar han skildrar Livet. Her vert han og so forunderleg unorsk, og det dess meir, fyr di Ein kjenner paa seg, at han just trur aa vera det Motsette. Her er det og, at han sterkast kjem inn paa Føljetong-Stilen.
           
Bondekona Borghild Eidet av Selljord talar: ”Du ved ikke, hvor elendig jeg er! Hvor sønderrevet jeg er ! Mit Bryst truer med at sprænges! Det svimler for mine Øine. Jeg finder ingen Bund, ingen Forstaaelse i alt dette, som tumler i mig (!!).” – 4 norske Skilling til den, som hev høyrt ei norsk Bondekona tala i den Tone. – Her er eit Stykkje Føljetong fraa Aftenposten: ”Begge tiede. Hvad de i disse uforglemmelige Timer tænkte og talte, var for dybt og helligt til at finde Udtryk i Jordens forvirrede Sprog.” – Hm! det skal du faa oss til aa tru, Lie! – Meir Føljetongstil! [Lægpresten Finsland og Bodnegjenta Sigrid elskar:] ”Hvor de var lykkelige! Ja lykkelige! Hvor de elskede hinanden! Hvad skal jeg mere sige om dem? Ligesom den største Smerte er stum, saaledes ogsaa den høieste Lykke og Kjærlighed.” Det minner meg um eit Brudlaupsvers av ein Vestlandsprest: ”Nu har de det saa gildt og godt, - ja det maa være gildt og godt. – Maa det ei være gildt og godt? – Jo, det maa være gildt og godt!” – John Lie held fram i same Stilen:
           
”At prøve paa at male den [høieste Lykke og Kjærlighed] vilde være at forsøge det umulige.”
           
”Jeg tier derfor, og lader Læseren drømme og ane.” – Ja so gjer alle Roman-Fabrikantar, naar dei hev tømt seg ut. –
           
Meir Føljetongstil! [Bondejenta Sigrid talar:]
           
”Ja Farvel! Farvel, mit lyse Kjærlighedsminde! Give Gud, jeg ogsaa kunde sige Farvel til mit Smertensminde!” [So kjem Hr. Lie:]
           
”Hvad er det, som saa skarpt træder frem paa den dunkle, halvt udslettede Baggrund af Lykke?” (!)
           
”Det er Smertensmindet, der lægger sig svidende koldt over Sjælen” o. s. fr. [So talar Sigrid att:]
           
“’Bort! Det viger ikke! Kom saa mit iskolde Smertensminde, myrd den sidste Rest af Hjertevarme i mig, og følg mig til Døden!”
           
Naar eg les detta, maa eg tenkja paa – ikkje paa Sigrid Eidet av Selljord – men paa Fru Juel, naar ho paa Kristiania Teater deklamerar Jeanne d’ Arc -
           
Meir Føljetongstil! Talen er um Bondejenta Joronn Bø av Moland:
           
”Hvorledes? [Comment?] Hun anede Kamp, og trak sig ikke tilbage i Tide?
           
”Hvem bunder vel en Kvindesjæls Kjærlighed eller Had!
           
”Hun vilde Kamp; thi hun følte sig stærk nok til at trodse en Verden [Joronn Bø!] . . . Hun var en af disse Naturer, som, engang eggede, udfordrer Himmel og Jord til Stri dog ofrer sig selv for at hevne sig paa dette uudgrundelige Noget, der kaldes Skjæbne” (!!). – Nei kjære deg, John Lie, ho Joronn Bø fer ikkje med slikt. Ho fer ikkje med aa ”udfordre Himmel og Jord”, elder aa ”hevne sig” paa ”dette uudgrundelige Noget, som heder Skjæbne”. Ho hev for godt Vit til dess, den Gjenta. –
           
Um Sigrid fær me einstad høyra, at ”hun nu var kommen ud af Pietismens mørke, golde Sten ørkener og traadt over i Kjærlighedens Blomsterrige.” “Der hvilede endnu et vist Tungsinds Slør over hende; men dette [Sløret!] skræmte ikke længer væk; det var tvertimod tiltræk- kende; thi under skimtede frem denne milde Kjærlighed; der gjorde det saa hyggeligt for alle at være sammen med hende.”– Dette siste er endaa “Tavtologi”.
           
Midt inni all denne Leigebibliotek-Stilen kjem det upp Minningar av Bjørnson att. Bondeguten Knut Trondson forklarar fyr Bondegjenta Sigrid Eidet, at ”Livet har to Opgaver: at stride mod og at give sig hen. Du har taget den ene op, men fornegtet den andre (sic).” ”Meningen [i ein Replikk] smuttede væk for dem som Børn i Tagfat-Legen; de ledte efter den, fandt den ikke: den [Meningen!] raabte overgivent: her er jeg! men ingen av dem gik efter Røsten.” – ”Stemningen . . . blev tilsidst ubestemmelig. Den havde for megen Harme til at give Graad, for meget sorgfuldt til at give Latter.” – Ein Stad finn Sigrid det ”værd at sætte Livet ind” paa den ”Opgave” at ”være et Redskab til at drage denne Sjæl [Joronn Bø] over i Gudsrigets Herlighed.”
           
Det gjeng ikkje an fyr John Lie aa segja nokon Ting beint fram. Der maa altid vera ein Krull paa det. Det heiter ikkje ”(den mørke golde) Pietisme”, men ”Pietismens (mørke golde) Sten ørkener;” ikkje ”Kjærligheden” slett og rett, men ”Kjærlighedens Blomsterrige”, ikkje ”Tungsind”, men ”Tungsinds Slør”, ikkje ”Guds (herlige) Rige”, men ”Gudsrigets Herlighed”, o. s. fr. Det er Krullen som gjer det ”poetiskt”, meiner væl John Lie.
 
Men det lyt vera nok av Stilprøvur. At det finst gode Bilæte og Skildringar innimillom var Synd aa negta; for John Lie er visseleg Diktar i Grunnen, berre han kunde finna seg ei skikkeleg Form. Men um den Formi han brukar i “Knut Trondson” maa eg i det heile segja med Kalchas: altfor mange Blomar. Altfor mange Papirblomar!
                                                          
 

 

Frå Fedraheimen 16.11.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum