John Lie som dansknorsk Diktar.

 
[Del 1 av 4]
 
(G).
 
Motto:
”Du krøkjer deg, du ”føler” og du diktar...
Plent som i Ørsku du mot Himiln siktar;
du fylla tøygjer Halsen lik ein Lom
aa vi’ deg vagle høgt i Herre-Rom;
men høyrer du kje Rimi dine riktar?”
 
John Lie.
 
Dersom ”Knut Trondson” hadde voret fortald paa 200 Sidur istadenfyr paa 400, og dersom ho hadde havt ein Stil istadenfyr aa vera stillaus, so hadde det voret ei god Forteljing.
           
Ho heiter ”Fortælling fra Thelemarken.” Ho er meint paa aa syna fram Bondelivet der uppe i Fyssten av detta Hundradaaret. Emnet er godt; for det er laant or sjølve Livet. John Lie hev det fraa Bestemor si. Den ytre Bunaden er og god nok; for den er og laant or Livet. Men Maaten som Folket og Livet er skildrat paa, er ikkje god; for den er laant or Bøker.
           
Dei Bøkerne, som John Lie helst hev laant or, er daa Bjørnsons. Han hermer etter denne Storskalden paa ein so barnskleg og beintfram Maate, at det ofta kann sjaa ut som han hev skrivet sine Setningar av etter Bok. Det ser ut som han trur, at berre han kann faa fram ei Bjørnsonsk Vending i Stilen, so er det Poesi, anten so Vendingi i seg sjølv hev Meining elder ikkje. Fraa fyrsto hermer han Bjørnson etter Maaten godt; han fortel raskt og med ein viss Sving. Men naar Ein kjem lenger ut i Boki, so gløymer han meir og meir aa herma etter det gode hjaa Bjørnson; Forteljingi sig meir og meir ut i Preikur og Ræsonnement, og tilslut kjem Bjørnson liksom burt, og Ein fær nokot reint annat. Det ser ut til, at John Lie hev leset ein elder annan av dei vanlege Føljetong-Romanar, daa han kom ut i Millomluten av Forteljingi; og strakst hev han teket til aa herma etter den. Det er ikkje urimelegt, um so var. Den, som fyrst tek aat med aa herma, han er styrelaus. Han rek med i kvar den Straumen, som byd seg. – Det er hellest naturlegt nok, at Stormynsteret, Bjørnson, skyt upp att rett som det er, endaa midt i Føljetongstilen; og detta hender daa helst, naar Forfattaren legg seg serleg um aa vera ”poetisk.”
           
”Den som ikkje er seg sjølv, er usann.” Detta viser seg her paa fleire Maatar. Eg vil ikkje tala um detta underleg usanne og knotande Inntrykk, Ein fær av desse ”Thelebønderne”, som gjeng der og talar eit norsk-dansknorsk Kunstmaal og brikjer seg med ”populær-filosofiske” og religiøse Tankar og Talemaatar, som kannehendaa høyrer heime i vaare nymotens Lægmannsmøte, men som ikkje hev nokot aa gjera med den Tidi, daa Knut Trondson livde – det er ein Ting fyr seg, som ikkje høyrer hit. Men all denne Svarmen av falske og ovdrivne Bilæte, og detta forstrekkte aa forvridne i Skildringi, som kjem av, at Forfattaren midt i sit Rollespil do vil synast original, det er ein Ting, som Ein skal leggja Merkje til. Eg skal draga fram mange Døme paa det, liksom paa dei andre Ting, eg her i stutte Drag hev peikat paa.
           
Og her er nok av Døme! – Lat oss sjaa og velja.
           
”Sagn og Eventyr”, fortel John Lie mill. A. ” groede frodigt i Knuts unge friske Sind, skjød Blomster (!), og sendte en fortryllende Duft (!) rundt Laget, naar han med sit klingende klare Maal fortalte ...” At Eventyr kann ”gro” i eit ”Sind”, det veit me fraa Bjørnson. Men no skal John Lie gjera det endaa gildare, og so driv han Bilætet utyver alle Merkje. – Naar Knut spilad paa Fela si, ”kunde man være vis paa, at Glæde og Liv, Lyst og Leg kom trillende fra Strengene som bittesmaa Nisser!” – same Historia. – Meir! “Saa man ind i dette storslagne Ansigt, laa der noget om Øinene, som lignede Mord! (!!). Dei talad “om Kjærlighed, og dog blev aldrig dette Ord nævnt. Det var Solens sitrende varme Stænkud over Skog og Marken Sommerdag [Samtalen!], det var den sildrende Bæksyndige Sangetil Blom og Græsud over Skog og Eng [Samtalen!], det var Storskogens manende Hemmelighedsfuldhed, Løvets Skjælven og lette Skyers Dans” o. s. fr. Hev John Lie høyrt ein slik Samtale, so er han hepnare enn eg. – Meir av Bjørnson! ”Der er gaaet noget i stykker i hende”; ”en Flok, som levede et Troens ... Liv med Lovens fjeldtunge Vægtover”; ”de stod og talade sammen i timevis, men Nattens Slør hvilede over”; ”der lagde sig noget Tungt, Rædselsfuldt imellem, som skræmte væk;” – ”dette bar længer og længer bort fra det, hun før havde levet i; hun tog næsten Skræk”; - Avskrift etter Bok. ”Paa Toppen straalede en Kirke i stort Lys”; ”hun laa i et stort, lykkeligt Smil; ”Moderen saa sin Datter ligge der i stor Graad”; “men da han traadte Dansen med Joronn Bø, grebes han større”; - stort skal det vera! – Her er Musik: ”han spillede, saa dybest Sorg paa Hjertebunden gav Plads for Glædens Stjerneskud(!); det blev lyst derinde, Fuglesang [paa ”Hjertebunden”!] og rugede ud Dagens sol klare Børn (!), der med straalende Fjær søgte opad mod Frydens Himmel!” - Det er fælt som ”Rollen” raa’r sin Mann. Meir Musik! [Hallingen gjekk] ”fremover Strengene i bestandig Skiften[NB], snart støt og alvorligt, snart let og livligt . . . saa drog den sig sagte fremover og sorgtung som Barns Gang efter Mors Baare [endeleg eit godt Bilæte!], fik saa atter med et Nissenatur, illskreg i Latter, hoppede, slang, slog, spændte Ben unna Folk (!)” o. s. fr. Merkjeleg Musik. Og so denne faste ”Maneren” i Skildringi: ”snart” lett og glad, ”snart” ditt og datt; - villt, vitlaust maa det vera; ingen Samanheng, ingen Klaarskap; ein Musiker vilde vitskræmast av aa høyra paa slikt Spil. Meir Musik! Her er ein Slaatt: ”det lokkede paa Lur, sukkede i Skogen, den sildrende Bækgræd, Fossen stortudede, Græs og Blom stod vaadt i Graad, Luften var seig (!), Fjeldene havde mistet sit Ekos Sangbund”– alt skal høyrast i Slaatten. Ole Bull vert Ingenting mot detta, som du ser.                          
 
 

 

Frå Fedraheimen 13.11.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum