Skule og Upplysning.

 
Maaalsaki i Thinget (Møde den 14de Mai.)
 
Sag No. 3. (Forts.)
 
[Del 7 av 9. Fyrste delen.]
 
C. Essendrop: Der er, saavidt jeg har kunnet følge Debatten, hidtil ikke fremkommet nogensomhelst Invending mod, hvad der er anført i Komiteens Indstilling, og jeg kunde for mit personlige Vedkommende være saa meget mindre opfordret til at begjære Ordet, som jo Thingets Tid er kostbar. Den Erfaring, jeg har gjort i mit Embedsdistrikt, falder ikke sammen med, hvad D'Hrr. Forslagsstillere har udtalt om Tilstanden hos os. Jeg mener, at der arbeides paa at bibringe Lærerne den første Grundsætning for al Undervisning, at de maa tale saaledes, at Børnene forstaar dem; jeg skjønner ikke, hvad Mening der skulde være i Undervisningen paa anden Maade. Det Sprog som Børnene selv taler, maa tales saa godt, som Vedkommende formaar at tale det. Jeg har heller ikke personlig mødt nogen Vanskelighed i saa Henseende. Det er aldrig faldt mig ind at afvise et Svar, fordi Barnet har talt i sit eget Maalføre; jeg har tvertimod glædet mig derover, fordi det klang mig saameget hjemligere. Dertil kommer, at efter Alt, hvad Debatten hidtil har fremført, er det jo sandsynligt, at Sagen vil blive overgivet til videre Overveielse i forskjellige Retninger. Men jeg synes dog, at det maa udtales her, at Sagen har sine Vanskeligheder, og at disse ikke alene ligger deri, - hvad nok ogsaa Alle, saavidt jeg skjønner, hidtil har erkjendt -, at Børnene maa lære at bruge Bogsproget og bruge det som Læsning, bruge det til Forstaaelse. At et Barn, naar det gjennem Bogens Brug læres op i at forstaa Skriftsproget, derved ogsaa i en vis Grad bliver paavirket i sitt eget Talesprog af dette Bogsprog, det kan dog ikke undgaaes. At ville arbeide for, at det holder fast ved alle sine Eiendommeligheder, uagtet det Sprog, som bruges i Bogen, i nogen Grad modarbeider dette, synes jeg vilde være en Overdrivelse. Men Vanskeligheden ligger deri, at der endnu ikke er et Folkesprog mellem os, men mangfoldige Bygdemaal. Dersom der var et fælles Folkesprog fra Nordkap til Lindesnæs, kan kan jeg ikke skjønne, at Sagen vilde have nogen Vanskelighed, og der vilde da visselig ikke kunne være nogen Dissens i denne Sag. Men der er mange Bygdemaal, og det er ikke muligt, - og det vilde vist ikke være ønskeligt -, at enhver Lærer blev ansat kun i sin egen Bygd. Han har selv et Sprog, som oprindelig er hans Hjembygds Maalføre, men noget paavirket gjennem hans Livs Bane, og med det kommer han da ind i Skolen; han faar der bruge sit Sprog, og Børnene faar bruge sit, og under dette vil der ganske vist finde en gjensidig Paavirkning Sted; jeg kan ikke skjønne, at det kan undgaaes. Det Samme har ogsaa, saavidt jeg forstaar, de ærede Forslagsstillere antydet, idet de sige: "saavidt muligt". Jeg tror i det Hele taget, at den Dag vil komme, da vi faar et fælles Folkesprog, som er et Produkt af vore nærværende Bygdemaal og vort nærværende Bogsprog, hvilket jo slet ikke ligger saa fjernt fra vore Bygdemaal som Fransk fra Engelsk, saa den Sammenligning er jeg ikke istand til at forstaa. Der kan vel have været de Lærere, som har været saa ubesindige eller daarlige, at de virkelig har troet at gavne Børnene ved at tvinge dem ind i et for dem unaturligt Sprog. Jeg tror, at den Tid er forbi, og at det mere og mere vil gaa op i Alles Erkjendelse, at man maa tale saaledes, at Børnene forstaar det! dog bør der heller ikke i denne Henseende være den Overdrivelse, at man vil forsøge at fastholde det oprindelige Maalføre trods at det efter den naturlige Udviklings Lov er Forandring undergivet.
 
J. Sverdrup: Komiteens Formand sagde, at det nærmest var Administrationens Sag at træffe Bestemmelser med Hensyn til Benyttelsen af Landsmaalet ved Førsteundervisningen. Dersom dermed er ment, at de, der har den nære Befatning med Sagen, først maa blive opmærksom paa Vigtigheden heraf, og inden Grændserne bliver optrukne ved Lov, istandbringe de fornødne Foranstaltninger, saa er jeg enig med Komiteens Formand. Men dersom Meningen skulde være den, at man, ved at fremme et Lovforslag i den her omhandlede Retning, saa at sige greb ind i Administrationens Sfære, maa jeg være af en ganske anden Anskuelse end den ærede Komiteformand. Denne Sag har for Undervisningen i det Hele, saalangt som den rækker, en saadan Vigtighed, at jeg vil spørge Enhver, om den ikke ligesaavel egner sig til at reguleres ved Lovbestemmelser som det, jeg læser her i Almueskolelovens § 5: "Undervisningsgjenstandene i Kredsskolerne ere: Læsning, Christendomskundskab, udvalgte Stykker af Læsebogen, fornemmelig saadanne, der angaar Jordbeskrivelse, Naturkundskab og Historie, Sang, Skrivning og Regning". Jeg tænker, at vi her har en Bestemmelse, som ligeoverfor Undervisningen og Folkeoplysningen er af mindre Betydning end en Lovforskrift for, at Lærrerne skal benytte Landsmaalet ved den første Undervisning. Jeg maatte gjøre denne Bemærkning; thi den fører mig til Behandling af to Punkter, som jeg skylder at gjøre Regnskab for. For det Første har jeg foreslaaet, at der skal ske Meddelelse til næste Storthing; derimod er anmærket, at det ligesom følger af sig selv. Ja, jeg ved nu ikke, om man er berettiget til at sige det. Det kunde jo være, at Foranstaltningerne til Indhentelse af Erklæringer fra vedkommende Sagkyndige ikke just skede øieblikkelig, at Bearbeidelsen af dem tog Tid, og at man, om man underhaanden under næste Storthing henvendte sig til vedkommende Departement, kunde faa den Besked: Endnu er de nødvendige Forarbeider ikke trufne; Departementet maa forbeholde sig senere at fremkomme med sine Udtalelser i Sagen. Det er for at sikre, at næste Storthing faar Meddelelse, at jeg har gjort denne Tilføielse til Indstillingen, og det har jeg gjort i Kraft af, at jeg anser Sagen for at ligge os lige nær - saafremt den bør bestemmes ved Lov – som Administrationen. Saafremt det er nødvendigt at fastslaa Sagens Gjenstand ved Lov, ligger den ikke paa nogensomhelst Maade udenfor Lovstoffets Ramme. Dernæst er der sagt mod det sidste Tillægsforslag af mig, at Komiteens Anmodning omfatter hele Sagens Indhold, og at der saaledes ikke kan skjønnes, hvorledes der kan blive Tale om Sagens Behandling iøvrigt. Den Paastand bestaar ikke for nærmere Prøve. Her er Spørgsmaal om ved Lovbud at paabyde Benyttelsen af Bygdemaal i Skolerne; under Behandlingen deraf er der vakt Motion om en Henvendelse til Regjeringen for ved administrative Forholdsregler i det Væsentlige at opnaa, hvad der tilsigtes. Men hermed er Sagens Indhold virkelig ikke udtømt; det er endog meget sandsynligt, om der næste Gang kom en Meddelelse fra Styrelsen, selv om den ikke gik ud paa, at en Lov skulde emanere, at der dog kunde være dem, som mente, at det vilde være hensigtsmæssigt ved Lov at fastslaa de nøie prøvede og sikkert forberedte Resultater, hvortil Styrelsen var kommen. Det er muligt at en saadan Mening ikke vilde gjøre sig gjældende; men det er ikke usandsynligt, at det vilde komme dertil, og jeg tænker ikke, der vilde være nogen Skade skeet, om man saaledes gik frem. For mig staar Sagen saaledes: Forslag om Lovbestemmelse i Materien er fremsat. Det er kommet under Behandling af Komiteen. Den har troet at kunne paavise en Udvei, som for Tiden vil føre til Maalet, uden at Lovforskrift fordres. Dette, som paa en Gang kan karakteriseres som en Prøve og en Indhentelse af yderligere Oplysninger, er en Fortsættelse af den Behandling, som er begyndt; men det afslutter ikke Behandlingen. Ingen kan her vide, hvad der senere skal gjøres. Det Naturlige er derfor, at Forslaget bliver hvilende, og at Sagen gaar videre frem, saa snart som Regjeringens Meddelelse er indløben. Dette er den naturlige Vei. Det er saa langt fra, at dette her er noget usædvanligt, noget som strider mod Sagens egen Beskaffenhed, at jeg tvertimod maa sige, at det Forslag er indrettet efter det naturlige Løb, som Sagen har og som den kan faa. Dersom der altsaa i dette Tilfælde skulde øves noget Pres, er det ikke, fordi noget Pres er tilsigtet, men fordi Sagens Behandling paa den Maade medfører en stærkere Virkning, end om man nu afbryder Behandlingen under Forbehold af at optage Sagen igjen til næste Storthing. Jeg spørger: Naar Forslag er fremkommet, er det da ikke rimeligt, at det bliver hvilende, og at Sagen gaar videre frem, uden at det skulde være nødvendigt, at Forslagsstillerne optager Sagen igjen til næste Storthing? Thi det sidste maa dog siges at være en usædvanlig og unaturlig Form. Der er talt om Vanskeligheder, og de maa erkjendes af Alle; men de hører til de Vanskeligheder, som man maa se til at overvinde med Hensyn til Gjennemførelsen af denne Bestemmelse, til hvis Tilblivelse vi alle ønske at bidrage, enten det nu sker ad administrativ eller ad Lovgivningens Vei. At Vanskelighederne ikke har været udenfor Nogens Syn, siger sig selv; men disse Vanskeligheder hører til dem, som man maa søge at overvinde, og Komiteen selv giver en Henvisning til, hvorledes den antager, at de i det praktiske Liv ville blive overvundne. I Indstillingen Pag. 91, anden Spalte staar der, idet der tales om de forskjellige Bygdedialekter, og idet Vanskelighederne i denne Henseende paapeges: "I de fleste Tilfælde er der dog Berøringspunkter inden Folkesproget, og holder han sig kun til sit naturlige Hjemsprog - uden Tilsprang til et Kunstprodukt, hentet fra Skriftsproget eller den for ham fremmede Dialekt, - og lader Børnene med Hjælp og Veiledning faa bruge sit, vil Ulempen, selv til en Begyndelse, neppe blive saa stor, som det ved første Øiekast kunde synes, og som oftest inden føie Tid falde bort." Ja, det er ganske vist sandt, og jeg mener, at naar Ordningen først har fundet Sted, ligemeget om det sker ad administrativ Vei eller ved Lovforskrift, vil der foregaa et videre Arbeide i denne Retning. Læreren vil ikke alene selv være opfordret til at gjøre sig bekjendt med de vigtigste Dialekter, som forefindes; men der vil ogsaa for deres Vedkommende, der forestaar Lærerens Undervisning, som skal uddanne dem til Lærere, sørges for, at saa sker i den Grad, som muligt er og ønskeligt kan være. Jeg tænker derfor, at Vanskelighederne i saa Henseende ikke behøver at være nogen Anstødssten paa vor Vei. Desuden, at denne Vanskelighed kan overvindes, ligger ligesaavel i deres Tanke, som tror, at man blot behøver at gaa ad administrativ Vei, som i deres, der tro, at man maa gaa ad Lovgivningens Vei.
 
 

 

Frå Fedraheimen 19.06.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum