T.O.B. Knudsen, 5.8.1893

 Aalesund d. 5te August 1893

 

Hr. Ivar Aasen!

 

En Søndmøring, som er fremmed for Dem, tager sig den Frihed herved at gratulere Dem paa Deres Geburtsdag, – en Lykønskning af mit ganske Hjerte over Deres fremtidige Livsgjøring og med den velfortjente, fulde Erkjendelse af, at hvad De hidtil har virket for Samfundet i Amindelighed og med Hensyn til "Maalet" i Særdeleshed, har været og vil blive til Velsignelse, – og om, at den Tid, De endnu maatte have tilbage, inden de kaldes til et bedre Sted, maatte blive Dem saa lykkelig som muligt. "Saa ved jeg dog for vist og sandt, at evig jeg skal leve", har jeg blandt meget Mere, læst af Dem. "Mon Han, som plantede Øiet, ikke skulde se? Mon Han, som dannede Øret, ikke skulde høre. Jo, jeg vil ogsaa tro og ikke lade mig omstøde af ethvert Lærdomsveir, hvoraf saam[an]ge Storme spores i vor, den Stridens, ogsaa i religiøs Henseende, mærkelige Tid, en farlig Tid." Jeg gratulerer ogsaa med den Standhaftighed, De alltid i Deres Liv har lagt for Dagen, og med den Sjælskraft, De som ottetiaarig Olding efter saa stort et Samfundsarbeide endnu er forundt. Iblandt Deres Erindringer er ogsaa Skoue, Ørskoug og – maaske – ogsaa Søkelven, min Fødebygd. Jeg var en kort Tid Huslærer paa Solnør for Nikoline, Margrethe og Susanna, blev derpaa omgaaende Skoleholder i Søkelven i ca. 7 Aar, kom derfra til Sorenskriver Holmboe i nordre Søndmøre, paa hvis Kontor jeg var i 2 Aar, kom derpaa til Bergen og var Handelsbetjent der i 1 Aar, kom derpa paa søndre Søndmørs Sorenskriverkontor, hvor jeg var i ca. 5 Aar, etablerede mig som Handelsborger i Aalesund i 1846 og var i Stillingen til 1869, forsøgte derpaa Handelen paa Landet, i Søkelven, men sluttede 1876 og har siden været som jeg er og bliver her i Aalesund, hvor man beærede mig med forskjellige, efter Kommunens Leilighed lønnede Tillidshverv, som jeg formedelst en farlig Øiensygdom nødtes til (med tungt Hjærte!) at frasige i Slutningen af 1891, hvorefter jeg ogsaa forøvrigt fik en Sygdom, formentlig af den Frygt, som en Læge havde sat i mig, nemlig, at, efter hans Formening, var Øiensvagheden en Begyndelse til "den sorte Stær". Heldigvis kunde en flink Specialist trøste mig med, at Sygdommen ikke var "Stor" af noget Slags, og med, at mine Øine, efter adskillig Tid, vilde blive gode igjen, saa at jeg, som altid før, vilde komme til at se udmærket godt med Briller. Det kostede mig Strid og Møie at tro dette; men, han sagde sandt; det gik som han spaaede. Siden ifjor i Juli har jeg været frisk; men, som snart 77-aarig Olding, føler jeg Alderdomssvaghed mere og mere og kan paaregne, at Timeglasset snart vil udrinde. Iblandt mine bedste Venner var J. Aarflot og Johannes Velle; oge de ere nu bortgangne; der nu ikke Saamange igjen af mine Jevnaldrende, som særligen var mig i kjær Erindring og som jeg saaledes i Tankerne saatit dvæler ved. Det var mit Haab, da jeg i 1864, (sidan da har jeg været Enkemand), – var i Kristiania, at faa tale med Dem og personligen stifte Deres Bekjændskab, men De var da reist til Bergen. Senere tillod jeg mig engang at skrive Dem til, spørgende om Noget, betræffende Bernt Aakre, og De havde den Godhed strax at beære mig med Svar. For nogle Aar siden var min ældste Søn, Christopher, i Condition i Hovedstaden. Min Ven, Johannes Velle, der altid var saa snil imod ham, indviterede ham en Aften til et Mandslag, hvori De var Gjæst, Mauritz Aarflot m.fl., og min Søn omtaler saaofte, hvor hyggelig og morsom De var; han vil aldrig glemme det. Jeg har været vidløftig; undskyld mig, kjære Hr. Aasen! Blot jeg dermed ikke trasserer formeget paa Deres Tid og Taalmodighed! Gode Venner har usigeligt stort Værd, og gode Bøger ligesaa. Jeg har lidt Læsning, har altid havt stor Sand for saadan, som Autodidakt; men dog ikke bragt det til noget Synderligt. Mine Bøger, hvoriblandt de fra Deres Pen, har jeg og har dem kjær.

Lev vel Hr. Aasen! Gud velsigne Dem!

Med særdeles Høiagtelse og Ærbødighed

T.O.B. Knudsen

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]