Anders Hovden, 4.1.1890

Ørsten den 4de januar 1890.

 

Inderlig kjære Ivar Aasen!

 

Jeg takker dig tusund ganger for den hilsen, som du sendte mig med Jon Aasen.

Jeg ønsker dig af hjertet et godt nytår!! Tak og ære for den godhed, som du udviste mod mig i det gamle. Du har altid været mod mig som en kjærlig fader, og det glemmer jeg aldrig. Jeg har ikke noget at gjøre, som indbringer penger; men jeg har præket for presten og skrevet lidt nu og da. Jeg håber dog trygt på, at min dag også kommer, jeg er frisk og arbeidslysten. Jeg har ikke på nogen men af min ofte kummerfulde studietid. Det er fagert veir nu. Bart, mild luft. Igåraftes var jeg oppe på Nonsgaren ved solnedgang. Solen strålede vidunderlig klart over den rene nysneen i fjeldene.

Jeg skal hilse flittig fra Aase-folket. De lever vel. Den syge datteren er nu bedre; hun er oppe. Din brodersøn fra Hovden er frisk og har bedt mig hilse fra ham og familje. Per Nupen bad mig hilse, han og hans lever vel.

Din «lesarkammerat» Per Langstøl (Kolås) bad mig hilse hjerteligt. Han er rask og rørig som en ungdom. Ole Lianæs er svag og gammel at se til, men færdes dog ved både kors og kirke. Her er «basar» i dag i Ørsten; jeg står her ved disken og skriver, det myldrer af frisk, vakker, smilende ungdom på alle kanter, det er godt slag i folket her.

Det rigtig graver i mit ungkarlshjerte, når jeg ser disse rødmussede, runde, storbarmede ørstajenter; men jeg vil lade dem løbe endnu en stund, indtil jeg får godt foder, såpas jeg kan holde hende gildt istand – nam!

Nyheder af videre interesse er her ikke nogen af.

Tænk ifjor på nyårsaften – da var du og jeg sammen på den kaféen ved centralhallen. Du havde vel ikke likere nytårskveld iår helder du! Den, som kunde være hos dig undertiden og kvikke dig op! Men jeg var altfor stille oppe hos dig. Jeg sad der og var kjedelig, fordi jeg havde stor ærbødighed for dig, saa jeg ikke turde slippe mig løs. Min kjære mor er gammel, men hun er glad i sind, og det kommer af, at hun er gudfrygtig og tror på et bedre, lysere liv, som også hun snart skal få del i. Det er merkeligt, hvilken forunderlig tryghed og glæde disse «læserne» igrunden har på hjertebunden.

Gud, som har bevaret mig ubesindige, galne ungdom fra både krops og evners forlis ude i verden – tænk, om han nu vilde lade mig også få denne glede og så blive redskab til at meddele den til andre? Lev inderlig vel, kjære, kjære Aasen. Gid dit hjerte kunde opvarmes og glædes nu i din alderdom til løn for alt det gode, du har gjort mod mig og mange andre.

Din hengivne

Anders Hovden

 

[Publisert med løyve frå familien.]

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]