Anders Hovden, 23.5.1893

Vanse 23 mai 93

 

Kjære Ivar Aasen!

 

Den, som vidste, hvorledes du har det nu? Tænk, du fylder vel dit 80de år i sommer. Men det er da sommer nu alligevel både for gamle og unge, og den karen trænger sig frem med sit grønt, hvor der blot er en skuffe jord. Her på Listerland er slet ikke pænt. Rå luft og vind er vor daglige kost; men så liver det så ubegripelig op i sindet, de få gange himlen hvelver sig over os klar og ren, som vor store faders øie. Denne skrækkelige vinter fik en brat ende med en tindrende vår. Vi har fåt os bedre hus iår midt i en have og en stor birkeskog opover en liden dal. Jeg har jublet sammen med fuglene fra den tidligste morgen. Jeg bliver alene nu, konen skal reise hjem med gutten, som trives meget godt. Sognepresten skal også være borte i 7–8 uger fra nu af. Da må jeg være dverg i kjæmpens klæder ɔ: kst. sogneprest eller «opadvendt kanon» alene. Får jeg en måned fri i høst, så tager jeg mig vel en tur hjem eller til Xania. Den, som «hev fått kjærring og ungar», er bunden. Ja, det er underligt, «at somangen fagna dreng vil gjera seg upp i ein slave». Denne brynden går og leder os med ringer i næsen som på olme okser, men såsnart vi bliver gifte, så slipper man endog at sætte «holker» på vore horn.

Det var hyggelige stunder, jeg tilbragte sammen med dig ifjorhøst. Jeg håber, at det ikke var siste gangen. Vor fælles bekjendte Velle i Xania er død. «Ja, det plukkast av noki hand. Det glid utyver riset med os alle», og det er svært ilt, vi så lidet ved om evigheden. Jeg står hver uge opover sorte kister og grave; men man bliver vænnet til alting. Nu synes jeg ikke, det er så værst. Det, en må holde fast, er jo det, at han, som er ophav til alt og alle, er en kjærlig fader, som vil modtage vor ånd, hvis der er noget liv efter døden. Og det synes der at måtte være; thi dette liv er jo så dvergagtigt og nul-i-nul for så mange af os! Isch! jeg holder jo på og præker. Gud bevare min mund. Der skorter mig jo ikke på anledning dertil ellers.

Det skulle være morsomt at være i Xania om ikke mere end en måned i høst. Det var dog deiligt derinde. Musikken og theatret og al glæden derinde, sindet fik lærkevinger (!) og så den deilige «lommelerka». Om to år vil jeg herifra og hjem til Bergens stift etsteds enten som prest eller lærer for landsungdom. Nu er jeg 33 år, så jeg kan ikke drye længer. Jeg bare lærer mig af med at tale på målet her. Jo konfirmanterne forstår mig, og så læser jeg sange og salmer på målet fra prækestolen. Jeg bad storthingsmand Berge herifra at gå op og hilse fra mig; han havde stor lyst; men syntes vist, det var til uleilighed for deg. Småfolk er rædde det store navn og tror vel, at du er vigtig som andre «storkarer». Er Jon Fagerhol der i byen, så hils ham og bed ham fra mig om at skrive, så jeg kan få høre fra eder. Jeg har desværre intet at fortælle dig. Jeg er eremit + kone & barn, som hilser dig hjerteligt! Det rablet mit i «Firda» under merket «Karl Koll» er oftest hastverk og vel – lastverk. Jeg lader vistnok Litleré i Bergen trykke en Søndmørsfortælling, som jeg skrev, da jeg levede i exil i Stockholm. Enhver bruger sit næb.

Din inderlig hengivne

Anders Hovden

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]