Anders Hovden, 17.5.1892

Vanse 17 mai 1892

 

Kjære Ivar Aasen!

 

Her er en liden epistel igjen. Det jeg nu vil fortælle dig er, at jeg har fåt en stor, pæn gut for 8 dage siden. Han veier 18 mærker. Kona er bra efter omstændighederne, og gutten ser ud til at få slig matlyst, at gagen går med til ham alene. Det er den 17de mai idag.

Her feirer man dagen således, at der bliver ingen 18de, d.v.s. man feirer den ikke. Jeg feirede dagen på den måde, at jeg døbte gutten og gav ham som første navn Ivar efter dig. Det blev kona og jeg forligte om. Du bliver ikke vond for det! Bare nu vesle «Dusten» kunde få noget af dit vet og hjerte.

Det er underligt at være fader! Men søvnen bliver ikke mere så rolig som før; man må ret som er op og springe om i bare skjorten med den vesle, og så er det huset fuldt af koner, som skal give råd, våge og hjelpe. Gid de var så langt borte – – ! Men her bliver ikke tid til at kjede sig i al denne afveksling, som ægteskabet fører med sig. Er der intet andet for hånden, så har man stadig ærgrelser på lager. Jeg har været meget heldig med kone, hun er forstandig og tækkelig iblandt folk, så hun får ingen fiende, men mange gode venner. I huset er hun stille og arbeidsom; men kanhende vel fåmælt. Jeg ønskede stundom lystighed og latter og «syndigt læven», men det må jeg i almindelighed selv holde til hele huset. Men en blev vel snart lei af et «husharveir» til kone også.

Ja, du bryr dig ikke stort om denne kjærringepassiar, tænker jeg. Og du må undskylde.

Her er intet af interesse at skrive om herfra. Listernæsen kjender du fra før af.

Nu lider det langt på nat – kl. er 10 kveld, og det er sent hos os nu! Vi kryber i seng kl. 9, så dydig var jeg ikke i gamle dage – og Ivar brøler som en «islandsk løve».

Gonat! Hjertelige hilsener fra min kone og din hengivne

Anders Hovden

 

[Publisert med løyve frå familien.]

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]