Anders Hovden, 13.1.1891

Hareide 13/1 1891.

 

Kjære Ivar Aasen!

 

Du tror vel, jeg har glemt dig nu, siden du ikke har hørt noget på sålænge; men jeg husker dig hver dag, og jeg har anledning til at høre, at dit navn er kjært og meget ofte erindret her på Søndmøre. – Ja, du har vel lyst at vide noget om mig. Du tror vel, at jeg lever i sorg og bedrøvelse og i stadig længsel efter kald. Kanhænde du synes, at alle pengene, du hjalp mig med, er noget så nær bortkastede. Men jeg kan glæde dig med, at jeg er stadig i perlehumør, og det af mange grunde: Jeg er frisk. Jeg har en kjæreste, som mange misunder mig (til min store glæde). Hendes far har betalt al min bankgjæld og smågjæld også hist og hær. Jeg har et hærligt hjem, når jeg har tid til at stanse og myke kvindearme om halsen. – Jeg har arbeide over en lav sko, ja over en høi støvel. Jeg reiser nemlig – som fast lønnet (kr. 80,oo pr. måned) prædikant omkring over hele Søndmøre og prædiker hver dag, i kirker, bedehuse og stuer. Det er mig en hjertens glæde, at trøste og bringe lys – tændra ei kola inn i ein myrke kove. Gladest er jeg, fordi jeg her kan få bruge mit morsmål, som jeg aldrig har svigtet – ikke engang i Kristiania. Jeg har talt på målet i 9 kirker på Søndmøre. I mange af kirkerne har jeg talt ofte, således i Vartdal kirke, hvor folket har leiet mig. Folket, prester og provster modtager mig vel og ser til sin forbauselse, at det igrunden går godt an at bruge målet, selv fra «den hellige predikestol».

Jeg har levet ude ved havet i høst. Reiste en lang tid over hele Harhams Præstegjæld. Nu har jeg en tid lang været i Ulfstens præstegjæld. Jeg sidder her hos gamle klokker Lars Hareide og skriver til dig. Fisket begynder snart, da vil jeg en tid ud iblandt fiskerne. Leve under de vældige naturintryk og tale til kraftige sjømænd – en fryd! Jeg har langt hår og skjæg, så du vilde ikke kjende mig igjen. Jeg bruger ikke snip længer. Vadmelsbrok har jeg derimod anlagt. Jeg glæder mig ved at få være bonde igjen. Kristiania spradetiden var bare en udlændighed, nu er jeg kommen i mit element som fisken i vandet. Skal jeg ikke være glad? Jeg har forresten aldrig havt synderlige anlæg for bedrøvelse, og jeg kan ikke gjøre noget for det. Slet ikke jeg efter sorgene spør – de må ha den møie at banke på dør!

Men hvor der er lys, må også være skygge, forat lyset kan skinne desto klarere. Nu over til skyggen: Jon Aasen fortalte mig, at Sivert Digernes oppe hos dig – i hans nærværelse – fortalte dig at jeg var anklaget for statsrådet og kunde ikke få kald. Det gjorde mig ondt (ikke for kaldets skyld – pyt sa’n Pål ver inkje bangen – kjæften og mot heve hjulpe så mangen) for din skyld, som har været som en god far mod mig. Jeg tænkte derfor, at du gik og bedrøvede dig og tænkte, at dine forhåbninger om mig var skuffede som med så mange andre, du har hjulpet. – Sammenhængen er følgende med hin historie: Malerne Mehl og Uchrmann, mine venner, tog mig – efter min egen begjæring – med til en nymfe, som glædede sig selv og andre i «denne syndige jammerdal» (som ho Korsa-Marta segjer). Dernede jubilerede vi nogle gange og «vare glade tilhobe». Så blev pigebørnet et år senere meldt for ulovligt øludsalg, og autoriteterne bryggede en justitssag deraf til ifjor jul, eller når det var. Ved den anledning blev også mit navn nævnt iblandt dem, som havde været der. Jeg fik brev fra Mehl – gik herhjemme, fiskede, sang og morede mig og ventede på, at øvrigheden skulde hente mig til forhør. Det blev imidlertid ikke noget af. Som jeg har hørt fra Uchrmann, blev nymfen frifunden. Ak, gik det så i denne verden stedste, så blev vi alle glade og tilfredse. Men så er der nogle «gjellbukkar» inde i Xania, som hev brændt sålænge «av branda», at de er oske. De holder i den sidste tid på at øve sig i den farisæiske beskjæftigelse at kaste den første sten. Disse «udbrondade bukkarne» har så bræget det ind i Bonnevies lange, fornemme ører, at cand. Hovden har nogle gange været nede hos en jomfru uden møidom,som er anklaget for ulovligt øludsalg, som hun dog blev frifunden for.

Bonnevie har dog til Liljedahl udtalt, at der snart er nåde at vente. «Ja, nåde mig i --- eg hadde so nær sagt!» Er Jeppe i Paradis sålænge, til jeg blir arbeidsløs, så den tid den sorg. Men vinterstormerne kommer vel snart, og da blæser det bort, det som er fastere i sadlen end Bonnevie. Men jeg ønsker Bonnevie og nymfer og gjellbukke og glade sjæle godt foder og et langt liv – ligeså mig selv. – – –

Kristoffer Bruun var her på Vestlandet og talte. Vi var en tid sammen på øerne, og jeg fik ham godt og gratis logis hos kjærestefolket mit i byen. Han spådde mig både magt og ære i fremtiden, foreslog dus o.s.v. men jeg bryr mig lidet om hans spådomme, men meget om manden selv. «Jeg har fugtet mit talent» såpas på livets slibrige keglebane, at jeg så nogenlunde ved, hvad jeg skal tro og ikke tro om mig selv og livet. Jeg venter mig ikke meget af livet. Min far og du havde det så travelt, at I mest ikke havde tid til at spise og drikke og glæde eder. Jeg har stadig havt rigelig tid til alle ting. Nu er også retterne mange flere end før. Magen vokser, men mon vetet minker for det? Jeg ser, det andre ark snart er gåt, derfor punktum vesle Anders om det der! –

Din slægt lever alle vel. Har vistnok bryget til jul, får sig hver dag en varm ølskål – roså stende på, mæda der æ atte doggje – «og lever ordentlig». Og det trods alle prædikanter og henrykkelser. Jeg opfatter det ikke, at være min opgave at salte folk ned med lov og fordømmelse, men anser det meget mere som min opgave, at tage slåene bort fra vinduerne, sette vinduer i den myrke koven, utan glas eller glugge, som forkyndelsen tildels har tømret op herhjemme – så Gud fagre sol kan skinne ind!

Dine 2 leserkamerater – på Langstøl (Kolås) og Lianes lever endnu. Nu skal jeg virke i Aalesunds by en tid. I Bergen blev jeg ihøst tilbudt arbeide i indremisjonen, men jeg vilde være her for målets skyld. Men jeg må nu alligevel søge post med lidt mere indtægt, fordi jeg ikke får gifte mig før. Ja jeg er her til udover sommeren.

Ja, et glædeligt nytår, kjære velgjører! Gud lyse for deg. Du er gammel og alene. Der er vel få, som nærmer sig til dig uden at flå efter penge. Nytårsaften for 2 år siden, husker du da? Vi gik fra Grand til Centralhallen for at få noget tillivs, men al herligheden lukket for os; så ind i en simpel restauration, hvor nogle ulykkelige skjøger og ranglefanter sad fulde og igrunden lige så såre indvortes som vi to enslige. Men du har høiere fornøielse end de fleste af os andre! Du har gjort dig berømt, har gjort noget «framifrå», og er en stor mand! Jeg er vis på, at du, om valg var muligt (når du nu ser tilbage på dit lange arbeidsliv) og istedenfor dit arbeide og navn fik gård og grund og den rundeste, gildeste jente til sengkamerat – jeg tror, du havde valgt som du har gjort. Du har heller ikke som mange andre overlevet dit værk; thi udover i landet elskes du, og du får også din tale så sikkert som nogen ved festlige sammenkomster. – Maurits Aarflot er frisk og rund, hans kone er 8 kantet, jeg må tænke på udtrykket om Jerusalem: «og alle dine børn i dig».

Mange er vel døde her, men «rullan går» og nye skrighalse opstår og lægger munden til de unge, frodige kvindebryst, som jeg endnu sværmer for – så gammel jeg er. Ja, alting har en ende, bør ialfald ha det – uden engelsk salt.

Tænk, om du klorede ihop 2 ord til mig ved anledning. Ja, du læser vel ikke så langt i mit brev.

Din hengivne

Anders Hovden

 

[Publisert med løyve frå familien.]

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]