Niels Michelsen, 29.9.1883

Aalesund 29de September 1883

 

Min kjære gamle Ungdoms Ven Ivar Aasen.

 

En rum tid, er hengaaet siden jeg sist skrev dig til, vi følger med tiden og med hver Dag som gaar, legges det til vor Alder, indtil vi, ifølge Naturens Orden, maa vige fra Skuepladsen for kommende Slægter. Jeg troede ikke at jeg skulde opleve en tid som vor, hvor kiv og strid hører til Dagens orden, i det Politiske Borgerlige og Religjøse Liv, kortsagt nu strid og kamp for Livets tilværelse og opholdelse paa alle omraader i Livet, og Aarsagerne til alt dette ere vel forskjillige. Men min Mening er den, at den væsentlige Aarsag, til al strid, er den overhaandtagende frihedssyge, der har igjennemsyret alle Gemytter, Alle vil være herrer, ingen vil være tjenere, ja hvo ved om ikke det er saa? Jeg er nu Gamel og træt af Arbeid og Møie, og kan ikke følge med vor tids udvikling i nogen henseende, derfor er det vel saa, jeg ser tingene fra Skyggesiderne, ensidigen, –

Vore Forfædre er nu gaaen til Hvile, den ene efter den Anden, og naar jeg nu tænker paa disse Gamle Ørsta og Volda gubanne, hvilke stabile kara dæ va, saa skammer jeg over vore tiders opvoxende Slægt, hvor holdningsløft dog mangt og meget er, i forhold til den tid i mine barne og Ungdomsaar, hvor jeg sporede en Større oprigtighed, Mand og Mand i mellom end som nu er tilfældet. Jeg mener det maa være denne Store oplysning i blandt folk, som gjøre det saa broget altsammen, da den ene vil være klogere end den anden, og tilsist ville blive kloge over hvad skrevet staar i Herrens Ord. At Meniskets Hjærte er ondt fra Ungdommen af, det er en kjændsgjærning fra de tidligste tider, fra det første Mniske Par, og altsaa har Meniskehjærtet udviklet sig, og fra den tid gjort store fremskrit paa Ondskabens omraade og vil, ifølge Udviklingens gang, gjøre endnu større fremskrit i Ondskab i kommende dage, efter den ugudelighedens hemmelighed, som saa hæftig ter sig i gemytterne i denne nærværende tid. Maatte da Herren faa opholde os i vor enfoldige Barnetro, til vort livets sidste ende, som vi engang lovede saa høitideligt i Herrens herligdom, da vi igjentog vort Daabs-Løfte, om at forsage Djævelen og alle hans gjærninger og alt hans væsen, og at vi ville tro paa Gudfader Søn og Hillig aand til vort Livs siste salige ende, dertil hjelpe Herren os af sin naade for Jesu Skyld. – Førend jeg slutter mit brev til dig maa jeg framkomme med min skyldigste tak til dig, for min Søn Johan for den bistand og hjælp du har ydet ham, til forskillige tider, hvorfor jeg ikke kan fuldtakke dig. Han er fremdeles i Christiania og studerer og haaber jeg at han ved Flid og Arbeidsomhed kunde opnaa sin Examen som teologisk Candidat. Han stræver af alle Kræfter det ved jeg, men desvere under trange kaar, da jeg desverre ikke magter at støtte ham som han nødvændig tiltrængte. Derfor beder jeg dig kjære ven, hjelp ham med nogle Kroner om det er muligt for dig, Hans Adresse er Thorvald Meyers gade 66. Lev da vel for denne Gang og hilses du saa kjærlig fra din ven

N. Michelsen.

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]