Julius Gude, 19.10.1882

Hr. Ivar Åsen

 

Deres kendte velvillie giver meg mod til at henvende mig til Dem, specielt da det gælder vort landsmål.

Jeg har indleveret et manuscript til en landkunna til Vestmannalaget, og har været så heldig at få det anerkendt som grundlag for en sådan bog; jeg tør således antage, at jeg har skilt meg så vidt godt fra mit første arbeide i landsmålet; jeg har naturligvis studeret Deres grammatik, men det er særlig en ting, som jeg uagtet denne ikke har kunnet komme på det rene med. De ser, at jeg bruger den stockholmske skrivemåde, og har forstået Deres grammatikk som om denne også kunde bruges i landsmålet, for så vidt angår j-lyden efter ki og gi, i rodstavelserne er der vel heller ingen ting i veien, men anderledes er det i endestavelserne, og det er altså her, jeg tillader meg at spørre Dem om Deres mening, – idet jeg har at finde, at i flere ord er dette j mindre eller ikke nødvendigt, medens det i andre synes meg at måtte skrives, om ordet skal blive ret udtalt, uden at jeg i arten av vokalerne kan finde nogen grund for det ene eller andet. Jeg har taget ud nogle slige ord: i øydemarkjer, ikkje, syngjer, f. eks synes jeg det trænges, om de ikke skulle udtales med skarpt k og g af mindre landsmålvante ører, medens fiske, undanteken, eiget, myket, rike, bygging, bergverki, upplysningi synes meg at måtte læses med j-lyd om det ikke står. – Deres ortographi skal jo bruges, men jeg har – som sagt – ikke kunnet finde nogen bestemt regel for dette tilfælde. Er De så god at ville give meg lidt retledning her, vilde jeg være dem takknemlig.

 

Deres ærbødige

Julius Gude

(ditr.læge)

 

Frosta 19 oktbr 1882

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]