Anders Hovden, 2.4.1883

Hovden 2den april 1883.

 

Kjære Ivar Aasen!

 

Jeg er nu gammel hjemmemand, lever vel og har en kjærlig, omhyggelig moder om mig. Ungdommen kommer hver helligaften, og jeg fortæller og synger og morer dem og mig. Her er forresten nesten bare kvindfolk, da det er i fisketiden; men nu kommer karfolkene hjem, baad efter baad seiler ind fjorden.

Fiskeriet har været smaat, og tiderne er meget knappe, V. Svensens falit er ruinerende for mange; her er mange tvangsauktioner bygdene rundt, og flere bliver her desværre. Reisen hjemover fra Xania var meget afvekslende og ikke uden interresse at mindes, thi jeg var nemlig med og forliste med «Fiskeren». Jeg skulde egentlig have været med Mikael Krohn, som gik en dag før fra byen. Vi stødte mandag den 6te Marts kl 7 ½ aften ved gamle Hellesund 2 mile øst for Kristiansand under en stærk fralandsstorm. Jeg laa nettop nede og læste i Cammilla Collets erindringer om en lun skoglund oppe ved Modums bad, hvor hun sad en vakker vaaraften i sin ungdoms skjønhed med sine ædle tanker og ungdomslyster, og jeg var kommen i det lyseste vaarhumør, da stødte skibet, som gik med fuld fart, med et fælt brag, og lamper, glas, stole, borde, folk og alt rørligt overende, hulter i bulter, og der opstod et rædselsskraal af alle kvindfolk. Vi ud det forteste vi kunde; jeg mistede for en 10 kr i bøger; men min kiste, fars gamle øiekiste, med samt sit ubetydelige indhold, hele mit bos samlede efficter, bragte mig en særdeles behagelig overraskelse ved næste morgen at være det første jeg traf paa bryggen. Baadene sattes straks ud, og vi førtes, ikke uden fare, til et i nærheden heldigvis liggende skjær. Der laa vi i 5 timer under den kalde storms susen og den falne damppibes nødul – langt inde saa vi kysten, mørk og nøgen, udover og omkring «blaamyren», det mørkthenrullende hav; men over hvelvede himmelen sig dybblaa og smilede til os med alle sine stjerner lige ned til havfladen, jeg forundrede mig over, at stjernebillederne stod lige blide og rolige som dengang jeg saa dem ud fra min faders lune stue; forandring i luften for mig, som havde havt et urlidet, kvalmt værelse med udsigt til en hel rad skidhuse. Jeg huskede paa noget, jeg rimede for 3 aar siden paa reisen hjemover en fager sommernat omtrent paa samme sted:

 

Langt bortai fjella dei blaa

langt bortai skoganne smaa

der ligge ein gar

myllaa aasa og skar,

og der er no mi elskede mor!

 

Naar sola ho sloknar i hav,

og jora ligg still som ei grav,

daa bankar i bryst

mit hjærte av lyst

til aa reisa langt bort til ho mor!

 

Men sola ho skjine so blidt

og maanen han kjeme so tidt,

so stjerninne smaa

paa himmela «staa» –

det ser baade eg og ho mor.

 

Vi blev bjergede iland af en lodsbaad og kom til hyggelige folk og fik alt for – pænge. Efter 10 dages reise kom jeg hjem i prægtigt solskin og vore stolte fjelde ragede majestætiske op mod skyen rundt hele fjorden som altertavler af det lyseste marmor, og dei «gjerer meg so godt i hjarta». Jeg ved, at du ikke gjerne vil heftes bort af lange breve, men du maa undskylde at mit er blevet langt længre, end jeg tænkte. Din broder er nu sygere end før og kan lidet være ude, det er kræftsaaret ved øiet, og han skal have faaet et til. Per Nupen lever vel og er i fiske. I Aasen lever man vel. J. Bjørdahl bad mig hilse dig med, at han er nesten ganske frisk. Han ser meget godt ud.

Vær da tilslut paa det hjærteligste hilset fra mig og gamle moder

 

Anders Hovden

 

[Brevet er publisert med løyve frå familien.]

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]