Anders Hovden, 17.10.1889

Ørsten i Søndmør 17de Oct. 89.

 

Kjære Ivar Aasen!

 

Mange tak for hilsingen, jeg fik fra dig gjennem Mehl. Det glæder mig, at du er med det samme med helsen. – Vort ophold i Stockholm var Pernilles korte frøkenstand, bønderne på ministerhotellet var blot Jeppe i baronens seng. Det var alligevel af interesse det lille, som var: kongestasen, adelsglansen og anden humbug; maden, drikken, de luksuriøse, kunstnerisk udstyrede leiligheder, kvik bellmansk musik – det var mere posetive goder, som jeg fik rigelig del i.

Jeg søgte dig i din bolig på min gjennemreise i Xania; men du var desværre netop gaat ud; jeg stansede kun en halv dag i byen, så at jeg desvære ikke fik leilighed til at gjentage besøget. Jeg havde en deilig landtur gjennem Telemorken. Jeg har nu været hjemme i 2 måneder. – Inde i stuen ved siden af sidder nogle kjærringer og «røra og gramma sig». Der er kommet mus op i staburet til den ene: «Jaggu er det inkje sovore eit murtestål!» Du må ikke analysere brevet så nøie. Jeg har holdt en del foredrag af historien og nogle om dikterne; folk, især gamle folk, kjærringer og jenter forarges over slig verdslig virksomhed; men alle bygdens gutter samles med glæde. Jeg lærer dem også sange, især norske folkeviser. Nu har jeg lidt halskatar, så jeg ikke får lov at tale før til nytår.

Her er den sorteste pietisme iblandt folk herhjemme, de dyrker og ærer lægprædikanter og prester istedenfor Gud, læser traktater istedenfor bibelen – og søger kvaksalvere istedenfor doktorer.

Det er hos din brodersøn i Aasen jeg har holdt til med mine foredrag. Hans datter, en vakker og forstandig jente på 17 år, er nu syg af lungebetændelse, men sygdommen har vendt sig, så at hun sikkerlig står det over. Jon Aasen er i Siljord på Ulmanns skole; når Ulmann reiser på storthinget, skal Jon vistnok flytte til Arvesens skole på Sagatun. Din øvrige slægt lever vel. Jeg har talt med Per Nupen, han beder mig hilse flittigt, ligeledes Aasefolket og din brodersøn Rasmus her i Hovden. Her er to af dine læsekammerater, som lever endnu, de er begge nogenlunde friske, så de går til kirken. Det er Ole Lianæs og Per Langstøl. Den første taler ofte om dig og beder mig at hilse dig inderlig flittig.

Jeg har ikke post nu. Her lever jeg også udenfor hørevidde, så det er vistnok ikke det bedste sted at ligge på for en «candidatus»; men godt har jeg det i mad og omgjængelse med spræke folk. Her er vokset op en rig grøde af fagre, frodige jenter, so æ kvite å raude so mjelk å jupe! Det er ikke uden oplivelse, en begyndende drengakall ser sig omgiven af dem! Havde den gamle regjering ståt, så var nu jeg også i en bra post, og det kunde have skjæbnesvangre følger for en af disse deiligheder.

Jeg fisker kræde i Hovdevandet. Om kvelden, når jeg ror på vandet med min lille båd «Moa-Mas», så er jeg i stemning, som når jeg læser «Draumkvæde»; det er som så man ind i en åbenbaring, et forklarelsens skin ligger udover aaserne, hvor al birkeskogen står gul. – Her skal være bryllop i Pe-gara på søndag, en af Jetmunds døtre skal giftes med en mand fra Berkviken. Der er øl, men istedenfor dans og spil er der lægprædikanter og nogen skoldrik af religiøse taler; men ungdommen får komme sammen, og det er mørke nætter nu, så det nok kan hende, de får ture sammen en og anden.

Lev inderlig vel, kjære Ivar Aasen! Gid du havde det så godt, som jeg vilde. Skriv ikke, thi jeg treffer ifra dig hos andre.

Anders Hovden

 

[Nytt udatert ark, som må vera eit tillegg til brevet over, side 5-6. Synnøve Riste døydde 22.10.1889]

 

Den kjække, forstandige kvinden Synneve Riste, datter af Rasmus Aarflot, ligger for døden af barselfeber. Man frygter desværre hendes nære død. Jeg vil nu bort til hende, det bliver et stort savn for mig også, at hun dør; thi hun var en af de forstandigste og fordomsfrieste kvinder på hele Søndmøre.

Fra Bård Ose skal jeg hilse; han er akkurat den samme, lige åndsfrisk, øinene lige tindrende. Maurits Aarflot har jeg truffet en enkelt gang, han så rød og velfød ut og var lige smilende som altid før.

Her er mange døde i de sidste år; men mest ungdom og folk i sine bedste år. – Min søster Kanutte, 3 år ældre end mig, døde isommer, 3 små børn lever igjen. Den yngste skriger nesten både nat og dag, hun lider fælt af kjærtelsygen, er sår som Job over hele kroppen. Jeg hører hende jamre: isja, au, mamma! tidlig om morgenen, når jeg vogner. Jeg håber, hun får dø snart.

Det er tomt i gården efter min søster, moder slænger igjen i krogene som en gammel, skræmt fugl. Hun længter vistnok afsted hun også. Det er oprivende at se, hvor «laust huset stend» i bygderne; men vi unge må videre frem, døde får ikke hefte på livets reise, vi må gjøre vort arbeide til vi «stupa».

Heil og sæl!

Hovden

 

[Publisert med løyve frå familien.]

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]