Marius Nygaard, 10.11.1867

Chrsand 10/11 67.

 

Kjære Aasen!

 

Alt længe skulde jeg have skrevet Dem til for at takke Dem for den Forekommenhed, som De viste mig, ved at gjennemlæse det første Udkast til min Landsmaalsgrammatik, et Arbeide, som udentvivl har været kjedsommeligt. Men jeg tænkte, at det var ikke saa urimeligt at vente dermed, indtil Bogen var udkommen, og De deraf kunde de, hvor høit jeg skatter Deres Hjælp, Jeg ved nu ikke, om Forlæggeren har husket paa at sende Dem et Exemplar; ialfald vil De gjennem Ross modtage et saadant fra mig, saafremt De kan have nogen Interesse deraf. Det gik forresten senere med Udarbeidelsen, end jeg havde troet. Da jeg fik Conceptet tilbage fra Dem, skjønnede jeg, at jeg fik omskrive det hele, og dermed gik det ikke fort, da jeg samtidig havde adskillig andet at gjøre. Først i Slutningen af Juni var jeg færdig, og saa maatte Manuscriptet endnu ligge en Maaned eller vel det, og vente paa Trykning, da Georg Grieg, der er selvskreven Correcteur af alt, hvad der i Bergen udkommer paa Maalet, var fraværende paa en Sommerreise. De vil nu se, at jeg i næsten alle Stykker, som og rimeligt var, har rettet mig efter Deres Raad og Bemærkninger. Kun paa et Par Steder har jeg fastholdt min egen Anskuelse. De formente, at man under Declination og Conjugation ikke burde opregne alle de Ord, som bøiedes paa en vis Maade, da det let kunde skræmme Folk. Medens jeg maatte indrømme, at dette var et vigtigt Hensyn, antog jeg dog, at det var vigtigere, at de Forfattere, som for Hurtigheds Skyld vilde have en saadan liden Pjece ved Haanden for at spørge den tilraads i tvivlsomme Tilfælde, virkelig hvad Formerne angik, kunde faa saa god og fuldstændig Greie som muligt. I Anledning af den sidste § om Ordfølgen, bemærkede De, at flere Tilfælde burde medtages. Men da Rummet var knapt, og jeg ikke rigtig vidste, hvortil De sigtede, foretog jeg ingen Forandring. Vilde De imidlertid ved Leilighed lade mig det vide, ligesom ogsaa, hvis der forresten skulde være noget mindre rigtigt, vilde det være vel, om nemlig Lykken var saa god, at der kunde gjøres et nyt Oplag.

Jeg haaber, at De har modtaget det andet Hefte af Eddasprogets Syntax, og at De dømmer det med Deres sædvanlige Skaansomhed. Jeg har til min Forfærdelse deri opdaget himmelraabende Feil, som ere indkomne ved Incurie under Correcturlæsningen, der i Regelen maate foregaa, naar jeg var udaset og sløv efter Dagens Slid.

Ross, som jeg havde den Fornøielse at være samman med her i Chrsand i over fjorten Dage af Ferierne, og som her lod til at gjøre en god Fangst, fortalte mig, at De vilde begynde at udgive Deres nye Ordbog heftevis. Ja vilde ikke det være en prægtig Ting baade for os, som længes saa saare, og for de Mange, hvis Raad er liden, og som paa denne Maade kanske lettere kunde ansaffe sig den?

Ross fortalte ogsaa, at det endnu er Dem en kjær Tanke, at De, naar De engang er færdig med Deres videnskabelige Arbeider, skal skrive paa Maalet for Folket. Ja, Gud give, at De maatte faa Tid og Kraft til dette. Bliver ikke De grundlæggeren af en folkelig Literatur, faar vi nok vente længe paa en saadan.

Her i Byen har det nu endelig lykkes at faa frem en liden Smule Maalmandsliv. I Skolelærerforeningen havde jeg nemlig faaet istand en Række Discussioner om Maalsagen, som igaar foreløbig sluttede, saaledes, at en stor Del af de Tilstedeværende slog sig sammen, for under min Veiledning at sætte sig ind i Normalsproget.

Lev vel.

Ærbødigst og venskabeligst

M. Nygaard.

 

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]