M. B. Landstad, 12.7.1861

12/7 61

 

Til

Hr Ivar Aasen.

 

Uagtet De vel allerede er kommen i Besiddelse af Udkastet til Kirke-Salmebogen, tillader jeg mig herved at oversende Dem et Exemplar for med det samme at takke Dem for de Vink og den Veiledning, De til Sagens Fremme har ydet mig under Udarbeidelsen. Hjertelig Tak derfor!

Bogen burde sakte havt et staseligere Bind, naar den saaledes bydes og bringes, men jeg har den nu ikke anderledes, og trøster mig med, at det ydre dog aktid er en underordnet Sag. Maatte kun det Indre være kjernefuldt, sundt christeligt og godt! Jeg har strævet derefter, men at jeg ikke har tilfredsstillet mig selv er ganske vist, jeg tør derfor heller ikke vente at have tilfredsstillet andre. Jeg er belavet paa at faa høre onde Ord. Tildeels kan de vel ogsaa være fortjente.

Bestræbelsen efter at faa det Unorske og Tydske bort har, som De vil se, ikke altid lykkes; jeg har maattet indskrænke mig til at minke paa det. Blandt de Ting, som jeg venter mest at faa høre ilde for, er Brugen af nogle uægte Ord, og at jeg med Hensyn til enkelte Ord har tilladt mig at restituere Formen (stræve, vyrde, Hyse, o.Fl.), samt at jeg, hvor de i en given Salme stod et gammelt godt norsk Ord har ladet det blive staaende (f. Ex før i No 474, 4. V – o.fl. fige (fika) har jeg derimod ikke turdet beholde) og tillige benyttet et saadant tidligere i Salmer forekommende Ord paa flere Steder f. E. tarv, der oftere forekommer i Formen tør, (se No. 145, 1 V) og frid, der tidligere findes i flere Salmer saasom No 15, 3die V, No 16, sidste V, No 529, 5 V etc). Jeg kan ikke skjønne andet end at dette maatte være tilladeligt. Selv synes jeg, at jeg har været sparsom i Benyttelsen af norske Ord, men da ville vist alligevel synes visse Folk at være baade for mange og ufyselig stygge.

Det er i denne Henseende uheldigt, at de Mænd, som komme til at udøve størst Indflydelse paa Sagen, og hvis Mening har størst Vægt ved Afgjørelsen om Bogens Brugbarhed, nemlig vor Geistlighed ligefra den største til den mindste Præst paa faa Undtagelser nær – Bisperne og det theologiske Fakultet ikke at forglemme – ere Hadere af Folkesproget og Ord, hentede derfra, klinge vederstyggeligt i deres Øren. (om ikke Hadere af, saa dog uden Skjøn paa Sagen) De, som arbeide med Bibeloversettelsen, stride nu her pro aris & focus, idet en Indrømmelse fra dem i dette Stykke er en Selvanklage. De seer saaledes, at Sagen fra Denne Side betragtet staar ilde, og her trænges Hjælp. Jeg venter mig denne især fra Lægfolket, til hvem mit Haab staar, og ønsker meget at noget Vidnesbyrd fra saadanne vilde fremkomme. En Deel af disse er jeg dog bange for, nemlig de saakaldte "Opvakte", eller Opskræmte; for dem vil nogle Ord af Folkesproget synes en Vanhelligelse. Det synes ogsaa at være et ilde-varslende Tegn, at Bogen endnu ikke saavidt jeg har seet, nogensteds er omtalt som udkommen med et eneste Ord. Enhver er bange for at kaste den 1ste Steen, tænker jeg.

Idet jeg fremdeles regner paa Deres Velvilje og Interesse for Sagen, vilde jeg gjerne bede Dem yde Deres gode Bidrag til at forsvare den sparsomme Brug, jeg har gjort af Folkesproget, forsaavidt De finder den tilbørlig. Der er vistnok adskillige Inkonsekventser, de ere ikke saa lette at undgaa. En Deel af disse saavelsom en Mængde Trykfeil haaber jeg at faa Anledning til at rette i et nyt Oplag, som snart antages fornødent. De virkelige Feil i Benyttelsen af Ord og Former vilde det være mig kjært at blive gjort opmærksom paa.

Med venlig Hilsen!

MB Landstad

Sandefjord 12 Juli 1861

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]