Jørgen Olafsen, 8.8.1863

                                                Veø Klokkegaard i Romsdalen den 8de August 1863.
Kjære Ivar Aasen!
 
Tak for det Sidste. Det glæder mig at se at De endnu ikke er gaaen træt, men stræver med den samme Sindsfriskhed til det store Maal, hvortil De har viet Deres Liv.Deres "Tvo Tylvter Visor" har jeg seet som allersnarest, men saa at det var udmærkede Sager. Jeg traf nemlig Lensmand [Ivar] Follestad ombord i Dampskibet "Romsdal" for en Stund siden, da han med sin Familie flyttede til sit nye Ombud i Nordmøre, og han havde Deres Bog med. Han fortalte at Oplaget var saa lite og at det allerede var ryddet. Men hvis saa er, saa maa De besørge en ny Udgave straks, thi ellers faar den Ikke den Udbredelse den fortjener. Det er ogsaa særdeles gjilt gjort af Dem, at De benytter vore bedste Folkemelodier; thi til disse mangler man ofte høvelig Tekst. Nu vil jeg ei alene bede Dem om at De sørger for et nyt Oplag af Viserne, men ogsaa at Lindeman ledsager dem med Melodierne, helst 3 stemmige; thi dette vil være godt saavel i Skolen, som i Sangforeninger. Jeg formaar vel ikke stort, men jeg er fast bestemt paa, saavidt Gud giver meg Liv og Helbred, at virke for, at Deres Sange som: "Her er det Land", "Dei vil altid klaga og kjyta", "Sundagskvelden" og nogle af Deres sidste, t. Ek. "Hugin" og saa var det en enten om "Rikdomen" og enda en. saa rent udmærket, maatte blive Folkesange i dette Ords allerfuldeste Betydning, og engang indsjungne i Folket ville de aldrig mere glemmes, saalænge Nordmænd bor i Norge. Nu skal vi snart have Møde i vor Skolelærerforening, og da agter jeg at foreslaa dette for mine Medlærere. Mon De har noget imot at en og anden af Deres Sange, nu og da, kunde indtages i "Lørdagsaftenbladet for Arbeidsklassen"? Turde jeg haabe dette, saa vilde jeg levere nogle af dem, som tiltater mig allermest, med Melodier til, lidt efter lidt.
 
Der er en uforlignelig hjemlig Duft i Deres Sange, kjære Aasen, og foruden denne er der en ægte norsk Humør og sundt Lune i dem, saa man vel kan sige at de ere et sandt Udtryk for den i Nordmanden raadende Aand, for hans Snille, hans Vid.
 
Det glæder mig at den ny Læsebog har da nogle Prøver af Landsmaalet, saa at man da kan faa gjøre Skoleungdommen bekjent med deres eget Maal i Skrivt. Det er til denne man maa sætte sit Maal; de Gamle faar dø i Ørkenen, det er Guds Dom. Men til den unge Slægt sætter man ikke sit Haab forgjæves, det ved jeg af Erfaring. Vi vare nylig paa en Sangertour til Eidsvigen en Søndag. Foruden min Sangerforening her i Veø, var ogsaa en bestaaende af Haandværkere fra Molde med. Paa Hjemtouren skulde vi da have en liden aparte Moro for os selv, os Sangerne imellem, som ingen profane Øren og Øine skulde faa noget af; men ved De hvad os valgte? Da en Sanger foreslog "Sangene af Ivar Aasens Ervingen", saa blev dette modtaget med levende Begeistring, og da vi saa i den lyse Sommernat sang: "Her er dat Land som hugar meg bedst", saa havde man det gribende Syn, at se Smil og Taare paa engang paa Sangernes Ansigter, hvoraf 16 vare friske frodige, velklædte Bondejænter, altsaa engang Mødre for ufødte Slægter. Naar vi faar slige Mødre, saa først faar vi Odelsbønder af det rette Slaget, og da vil ikke Præsterne længer kunne bruge den stakkars Almuemand, som er bleven saa skakkjørt, til Vidne paa at "Folket anser Guds Ord profaneret, naar det forkyndes paa Folkets eget Maal" jeg har ved enkelte Leiligheder ladet Børnene i øverste Klasse i Skolen faa bruge "Ervingen" som Læsebog, og jeg skulde ønsket at De havde været nærværende uformærket og seet hvor livlige og gjilde Børnene da blive, saa vilde De havt en lille Løn for Deres Stræv, som De visselig havde sat megen pris paa.
 
Dersom Deres Tid tillod det,saa vilde jeg bede Dem udgive en lille Læsebog for en Orts Penge til Skolebrug. Faar man ikke Lov til at bruge den i Læsetimen; nu vel, saa er jeg vis paa at de fleste Børn med stor Glæde ville sidde en time eller 2 om Ugen over og læse i Folkemaalet, blot Læreren har Hjerte derfor. Den vilde ogsaa blevet en høvelig lille Bog til Almuebibliothekerne omkring i Landet.
 
Nu maa De ikke blive sær paa mig, kjære Aasen, for at jeg lægger Beslag paa Deres Tid til at læse mit lange Brev. Lever jeg og faar Deres Sange endnu bedre indsjungne i min lille Kreds, saa skal jeg sende Dem enda et Brev. Vær hjertelig hilset fra Deres hengivne
 
J.Olafsen.
 
-
Brev nr. 14, «Nokre brev til Ivar Aasen 1852-1893», i Brev og dagbøker ved Reidar Djupedal.
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Originalen ligg på UBO, brevsamling nr. 174.
 
Jørgen Olafsen (1818-1893), lærar og klokkar i Veøy, stortingsmann, grunnla «Romsdals Provsties Skolelærerforening», 1848, den fyrste i sitt slag.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker. Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009