274 Ludvig L. Daae, 20.2.1867

Til Ludvig.
 
Nu tør jeg ikke andet end prøve paa at svare med nogle Ord paa dit Brev, som allerede er blevet noget gammelt. Jeg fik paa samme Tid et Par andre Breve, som ogsaa skulde besvares, og desuden har jeg længe siddet i et Mudder af Ord, som skulde sættes i Register. Min Ordsamling for det forløbne Aar gik op til et Tal af omtrent tusinde Ord, hvoraf over to Trediedele fra Hallingdal; og nu i Markedsdagene kom her en Mand fra Hallingdal med et nyt Tusinde, som venter paa at blive optaget i min Samling, hvilket dog tildeels bliver tvivlsomt, da Optegneren ikke havde givet sig Tid til at sætte nogen Forklaring til Ordene. Imidlertid ligger min store Ordbog i Hvile fra Dagene for Juul, da jeg var kommen omtrent til Midten af Bogstavet H. Der er saaledes lange Udsigter. Det gjælder om at leve længe og være stærk til det sidste.
 
Af Nyheder have vi kun lidet udenfor det, som man sætter i Aviserne. Vi havde en streng Januarmaaned med en langvarig Nordenvind, som truede med at bide Næse og Øren af os; men til vor store Trøst have vi siden havt et Par Uger med Sommermaals Veir. Som en Mærkværdighed i Naturen kan det ellers fortælles, at en Sildehval havde forvildet sig ind i en af Havnekrogene imellem Vedbryggen og Fæstningen; paa den lille Vig laae der en tyk Iis, og da Hvalen hverken kunde bryde Isen eller vende tilbage, blev den liggende død paa Stedet. Det var, som om den skulde vise Byens Folk, at Hvalen ikke er nogen rigtig Fisk; thi hvis den var det, vilde den ikke drukne i Vandet.
 
Imidlertid var det vel ikke Dyreriget, men hellere Bogriget, som jeg skulde fortælle noget om, hvis jeg ellers vidste noget, som ikke allerede var bekjendt. Det blev da endelig saa, at Nyhedsbladet sovnede af, og der var vist ogsaa mange, som i den sidste Tid bleve kjede af det, vel ikke saa meget for dets skarpe Kritik (som det selv meente), men hellere for dets Mangel paa Indhold og for den ufolkelige og stormandslige Tone, som det efterhaanden slog ind paa. - Folkebladet er derimod allerede blevet en stor Magt. Rigtignok blev det en Tid meget lastet for sin udenlandske Artikel, da denne blev redigeret af Gamle-Granskeren, som her fandt en god Leilighed til at hamre paa med sit Yndlingsværk at oprive alle Smaastater og støbe dem sammen i store Klumper, som skulde jævne sig med Stormagterne. Men saa fik vi her ved Juletider høre, at der var skeet et Ministerskifte i Bladet, at nemlig Granskeren var udviist, og E. Sars var kommen i Stedet, og saaledes ventede man da en Forbedring paa denne Side. - Dølen hviler fremdeles; og imidlertid er der Tale om at begynde et nyt Blad, hvori Dølen kunde faae et Rum for sig selv. Nogle Malkontenter have nemlig raadslaaet om at grundlægge en Tidende, som for det første skulde være Ugeblad, men siden, hvis det lykkedes, blive Halvugeblad eller Dagblad. Jeg var nylig tilstede i et Møde af disse Folk, nemlig Vinje, Sars, Værenskjold, H. Berner, H. Ross og nogle andre; jeg var nemlig tilkaldet for at være behjælpelig med at give Bladet Navn; men dermed gik det nu, som det pleier i slige Tilfælde: Hundrede Navne bleve bragte i Forslag, men intet af dem var godt nok. Med Hensyn til Bladets Redaktion saae det ud til, at Sars og Værenskjold skulde være Hovedmænd og skrive i det tilvante Bogmaal, medens derimod andre som Vinje, Ross og Berner kunde være med som Landsmaalsmænd. Dersom dette kommer til at gaae, kan man vist vente sig noget godt deraf. De ovennæ[v]nte Hovedmænd ere baade frisindede og dygtige Karle, og hvis de ere ligesaa flinke til at skrive som til at tale, kunne de vistnok gjøre meget Gavn.
 
I Studentersamfundet har der været megen Bevægelse siden i Høst. (Jeg er rigtignok ikke med i slige Lag; men jeg faar dog høre adskilligt alligevel). Først begyndte man med "Maalsagen", som det hedte "for at vække en Smule liv i Samfundet", og dette Liv kom da til at vare en Maaneds Tid. Hvad "Maalmændene" sagde, vide vi nu nogen Besked om, da et Par af deres Foredrag bleve prentede; men hvad Modparten sagde, vide vi kun lidet om, og efter hvad man fortæller, skulle Indlæggene fra denne Side tildeels have været saa grove, at de ikke kunde prentes. Da man var kjed af denne Sag, begyndte man med "Skandinavismen", og dette blev da en lang Historie, som man kunde vente. Mange af Gamlegutterne have været oppe og talt i denne Sag, og blandt andet har Advokat Dunker holdt et Foredrag, som roses meget, især for udskillige fyndige Udfald mod "Amalgamisterne". Gamle-Granskeren skal der have truffet enkelte haardnakkede Modstandere, saavel unge som gamle. Det skal ogsaa have viist sig, at vore Skandinaver danne ikke mindre end fire forskjellige Partier, som ikke kunne forliges; og desuden tegner det ogsaa til en Strid imellem norske og danske Skandinaver, saa at det virkelig seer ud til, at Skandinaverne ikke ere synderlig stærke, uagtet al deres Dygtighed til at larme og tyrannisere over sine Landsmænd.
 
Ved Siden af al denne Larm af politiske Kandestøbere findes her dog ogsaa megen Virksomhed af en mere stille og hyggelig Art. Den nye Udgave af Snorre vil nu snart være færdig, og desuden er et andet prægtigt Værk under Trykning, nemlig den gamle Morkinskinna, som besynderlig nok ikke før har været trykt. Den bliver omtrent 13 eller 14 Ark stor, og den halve Deel er allerede færdig. Denne Unger er dog en Mand, som udretter noget alligevel, og hans Arbeide er sandelig ikke af det letteste Slags. Allerede at læse et saa opslidt og tilrøget Manuskript som Morkinskinna synes at være en reent fortvivlet Sag for os andre, og naar man saa betænker al den besværlige Afskrivning og ligesaa besværlige Korrektur paa disse Skrifter, kan man ikke undres, om Manden stundom bliver træt og sløv. Det var ellers en Lykke, at han kom til at flytte ud af den store Kaserne i Universitetsgaden, hvor han ikke rigtig kunde trives; nu boer han i sit eget nye og vakkre Huus ved Ullevolsveien, og seer ud til at befinde sig meget vel.
 
Ellers gaar nu alt sin sædvanlige Gang her paa Stedet. Ogsaa denne Vinter have vi havt to Theatre at gaae til; imidlertid veed jeg lidet om dem, da det nu er saa længe, siden jeg var paa Komedie, at jeg ikke mindes, hvad Tid det var. Den skjønne Helene har atter været paa Færde og atter vakt megen Larm i Bladene; jeg har baade seet og læst dette Stykke i forrige Aar, og jeg synes dog, at dette Spøgerie just ikke var værdt at gjøre nogen Larm for. Det efterlader sig ialfald visse Minder, som hverken ere skadelige eller ubehagelige, nemlig en Række af kvikke Melodier, og disse kunne nu snart siges at være i Alles Mund her paa Stedet; man hører dem daglig overalt i Gaderne og ofte ogsaa fra Klaveret i Stuerne.
 
Der kunde vel endnu være et og andet smaat at skrive om, men jeg mindes ikke noget særdeles for Øieblikket; og desuden har jeg nu altid noget at udrette. Egentlig burde jeg ikke tænke paa andet end at komme en Tomme fremad i mit endeløse Ordbogsarbeide. Jeg er ofte ganske nedtrykt af Tanken om disse uendelige Arbeider, som aldeles forhindrer mig fra alt det øvrige, som jeg havde tænkt at udrette. Men det nytter ikke at klage. Jeg faar endog være glad til, at jeg ikke mærker noget Tegn til en Standsning i Maskinen, og saaledes faar jeg da haabe, at jeg om et Aars Tid herefter vil være færdig med en Halvpart af Ordbogen.
 
Jeg beder at hilse til nærmeste Bekjendte og slutter med gode Ønsker.
 
Kristiania, den 20de Februar 1867.
I. Aasen.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39), omframt ein kladd og eit utkast. 
 
- Den 19. jan. 1867 fortel L. D. bygdenytt frå Ørskog og politisk nytt, og bed I. Aa. fortelja frå hovudstaden. «Er Dølen draget til Slavestaterne eller ikke. Kommer han did, vil han blive en Skræk for Negerinderne. Han hedder ikke for Intet Kerlingabane». [Frå England søkte Vinje om stipend til å fara til Amerika, men fekk avslag. I 1866-67 var det noko tale om at regjeringa skulle senda han på stipendferd til Amerika (sjå A. Manthey: «Dagbøger», bd. 1, s. 505)].
 
- Vedlagt ligg brev frå Henrikke Barbara Daae [dtr. til L. D., f. 1859] som bed om å få I. Aa.s drag­kiste med 8 skuffar som står att på Solnør.
 
- Nyhedsbladet] stogga 30. des 1866 (jfr. «Til Læserne« i same nr.), sjå merknad til Br. nr. 184.
 
- Folke­bladet] «Norsk Folkeblad», årg. 1-8, 1866-73, B. Bjørnson red. til 1871.
 
 Gamle-Granskeren] Ludvig L. Daa. Hans Ross skreiv 1861 («Mbl.» nr. 14 ff.) mot L. D.s geogr. forfattarskap og meiningar om nasjonalstatar.
 
- Johan Ernst Sars (1835-1917) var 1867-71 dagsnyttmedarbeidar i «Norsk Folkeblad«, frå 1874 prof. i historie.
 
- Dølen] sjå merknad til Br. nr. 184, hadde ein stogg etter 4. årg., 7. okt. 1866.
 
- nyt Blad] «Vort Land. Dølens femte Aargang«, nr. 1-26, 10. mars-29. sept. 1867 (redaksjon: Carl Berner, H. E. Berner, Johan Chr. Krogh, Hans Ross, J. E. Sars og W. Werenskiold). «Dølen» kom ut att frå 2. febr. 1868
 
- Møde] 17. febr. 1867.
 
- Werner Werenskiold (1831-1908), cand. jur. 1855, seinare departementsmann m. m., sette m. a. om til telemål «Salomons Laas», 1866 [sjå «Tillegg nr. 1», brev nr. 18], og «St. Johannes-Evangelium», 1871 (om W. W. sjå «For Bygd og By», 1915, nr. 2).
 
- Hagbard Emanuel Berner (1839-1920), cand. jur. 1863, gjorde opptaket til å skipa Det norske Samlaget, 1868 [sjå merknad til Br. nr. 294], red. «Dagbladet» 1869-79, stortingsmann og politikar.
 
- «Maal-sagen»] om ordskifta i Stud. samf. hausten 1866 sjå F. B. Wallem: «Det norske Studentersamfund», bd. 1, s. 540 ff. og H. E. Berner og Chr. Bruun: «To Foredrag om Maalsagen», 1866 (jfr. K. Knudsen: «Det norske målstræv», s. 116 ff.), «Ill. Nyhedsblad» 1866, nr. 47, 25. nov., «Lørdags Aftenblad« s. å. nr. 49, 8. des. Sjå òg Ivar Aasen: «Fra Maalstræverne», Mbl. 1867 (jfr. merknad til Br. nr. 281). 
 
- Bernhard Dunker (1809-1870), cand. jur. 1834, regjeringsadvokat (Om hans tilhøve til skandinavismen sjå t. d. B. D.: «Breve til A. F. Krieger», m. a. s. 22 med merk­nader).
 
- Snorre] «Heimskringla», utg. av C. R. Unger, [1864-] 1868.
 
- «Morkinskinna», utg. av C. R. Unger, 1867.
 
- to Theatre] Chra. Theater og Folketheateret (skipa 1865).
 
- «Den skjønne Helene», operette med musikk av Jaques Offenbach, gjekk 16 gonger på Chra. Theater 13. mai 1866-10. juni 1867.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009